Retten i Kolding afsagde i går tirsdag den 8. september dom i en sag, hvor en 32-årig mand blev dømt for to voldtægtsforsøg, for et tilfælde af trusler og for et færdselsuheld.
Dømt for fire forhold
Den 32-årige mand blev dømt for et voldtægtsforsøg begået mod en 62-årig kvinde den 1. marts 2020. Voldtægtsforsøget fandt sted, da den 32-årige sad som passager i en bil, som den 62-årige kvinde kørte. Med verbale trusler og ved at tage fat i den 62-årige og begå vold mod hende, mens hun kørte bilen, forsøgte den 32-årige at tvinge sig til andet seksuelt forhold og samleje med kvinden.Bilen endte med at køre galt, da den 62-årige mistede herredømmet over bilen og kørte i grøften. Der skete ikke noget med de to personer, og den 32-årige opgav sit voldtægtsforsøg, da der kom vidner til.
’Den 32-årige, der var alkoholpåvirket, påvirkede med sin adfærd direkte kørslen,’ udtaler anklager Susan L Nielsen fra Sydøstjyllands Politi og forklarer: ’Derfor bliver han også dømt for spirituskørsel og for at have forårsaget færdselsuheldet.’
I et andet tilfælde blev den 32-årige dømt for at have planlagt at begå en voldtægt mod en tidligere kollega i perioden fra 7. marts 2019 og til 1. marts 2020. Forsøget mislykkedes, da den 32-årige ikke kunne få adgang til den bygning, hvor han havde planlagt, at voldtægten skulle finde sted.
’Der blev fundet en række ting som fx en kniv, en attrappistol, en maske, glidecreme, håndjern m.m. under en ransagning på den 32-åriges daværende bopæl, og ud fra forklaringer i retten medbragte han i et tilfælde tingene med henblik på at begå voldtægten, men blev så forhindret på grund af en låst dør,’ forklarer anklager Susan L. Nielsen.
Den 32-årige blev også dømt for at have truet sin tidligere samlever, en 32-årig kvinde, med en kniv den 27. februar 2020. På deres fælles bopæl truede den 32-årige sin samlever med kniven, samtidig med at han truede med at myrde hende. Der skete ikke noget med den 32-årige kvinde, men truslerne gjorde, at hun frygtede for sit liv.
Samlet dom
For de fire forhold blev den 32-årige idømt 3 års ubetinget fængsel, udvisning af Danmark for bestandig og førerretsfrakendelse i tre år samt konfiskation af de beslaglagte ting, som indgik i den planlagte voldtægt, han blev dømt for.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)