Ritzaus Bureau, som citeres i mange danske medier, har ingen hæmninger i forhold til at ville vildlede og manipulere danskerne.
Ritzaus Bureau A/S, kendt som Ritzau, er en nyhedstjeneste, som ejes af DR, Sjællandske Medier A/S, Nordjyske Medier A/S, Jp/Politikens Hus A/S og Jysk Fynske Medier P/S i fællesskab, og som forsyner de etablerede danske medier med fædrelandsbegejstret statspropaganda og journalistisk junkfood.
Som en del af det danske magtsystem følger Ritzau magthavernes politiske kompas og videreformidler den officielle, politisk korrekte fortælling om verdens og nationens tilstand.
Nyheder fra Ritzau videreformidles ukritisk af ca. 170 danske medier med det resultat, at danskerne dagligt udsættes for endimensionel, tendentiøs og manipulerende mediedækning, hvor fakta og tal placeres i en kontekst, som understøtter magtelitens dominerende politiske og ideologiske dagsorden. Lad os se på et par eksempler.
Ifølge Ritzau skyldes antisemitismen i Europa enten de højre- eller venstreorienterede kræfter, mens muslimsk antisemitisme nedtones eller forties helt. Ritzau fortier og hemmeligholder således muslimske gerningsmænds etnicitet og andre oplysninger, der måtte stille muslimerne i dårligt lys.
I februar 2020 kunne det fædrelandsbegejstrede Ritzau ikke få armene ned af begejstring, fordi demokratiske præsidentkandidater i USA fremhævede Danmark som et forbillede: Gratis sundhed, gratis uddannelse, gratis det ene, gratis det andet. Smarte amerikanske præsidentkandidater undlader omhyggeligt at nævne, at danskerne afleverer 50-60 pct. af deres indkomst i skat for at finansiere en skrabet velfærd. Ritzau formidler den slags vrøvl ukritisk, og danskerne æder det råt.
I juni 2019 udbredte Ritzau den officielle fortælling om, at politiets svigt af borgere grundet manglende opklaring af banale lovovertrædelser som indbrud, tyverier o. lign. samt den voksende utryghed i Danmark skyldes lederen af Stram Kurs, Rasmus Paludan. En fortælling, der viser en dyb despekt for danskernes intelligens.
Fredsaftalen mellem Israel, Bahrain og Forenede Arabiske Emirater har USA-analytiker og folketingsmedlem for Venstre, Mads Fuglede, betegnet som ”den bedste nyhed fra regionen i generationer”. Ifølge Ritzau var fredsaftalen ligegyldig og en hån mod palæstinenserne.
Senest har Ritzau leveret en stærkt fordrejet artikel, som skal efterlade det indtryk hos læseren, at det er noget værre noget, at Storbritannien ønsker at genvinde sin nationale suverænitet ved helt og aldeles at forlade EU.
Danmark har ikke brug for en agitprop- og censurstyrelse i sovjetisk eller kinesisk stil. Det klarer Ritzau meget fint.
André Rossmann