Integrationen er en fiasko – igen og igen

Hvis ikke det lykkes os at få de mennesker, der kommer i dramatisk antal, i arbejde i større omfang end historisk, vil det knække vores sammenhængskraft i alle dimensioner”, sagde Løkke forud for trepartsaftalen af 2017, som skulle sikre, at de mange tusinde nytilkomne flygtninge (læs: migranter) kom i arbejde og ikke strandede på kontanthjælp, som det var sket for utallige af deres forgængere.

Politikerne, organisationsfolkene, kommentariatet og medierne har sunget med på den fælles sang om den succesfulde integration. Børsen skrev i 2018: ”Flygtninge stormer ind på arbejdsmarkedet. Politisk mod har båret frugt: vi har knækket beskæftigelseskoden”.

Centralt for trepartsaftalen var, at migranter skulle tættere på arbejdsmarkedet og hurtigt sendes ud i virksomhederne inden for opstillede tidsfrister. Men nu viser det sig, at staten er løbet fra sin del af aftalen, skriver Berlingske den 31. oktober 2019.

I blot 1 ud af 12 tilfælde har kommunerne levet op til aftalen og sendt migranter i virksomhedspraktik eller løntilskud inden for to uger. De 12 tilfælde dækker over en række integrationskontrakter med migranter i syv kommuner i forskellige dele af landet.

Ligeledes skulle kommunerne tilrettelægge en virksomhedsrettet indsats, hvor der kun måtte være seks uger mellem hver virksomhedspraktik eller løntilskud. Det har man overholdt i 2 ud af 17 tilfælde.

Samtidig viser nye tal fra Udlændinge- og Integrationsministeriets såkaldte Integrationsbarometer, at selv om markant flere migranter bliver erklæret jobparate i dag end for få år siden, er kommunerne ikke lykkedes med at få en stigende andel af migranterne og de familiesammenførte i løntilskud eller virksomhedspraktik.

Det var ellers med stor fanfare, at Venstre i 2017 gennem en smart administrativ manøvre har konverteret 11 pct. jobparate migranter til 51 pct. Det skulle bringe de ledige migranter tættere på ordinær beskæftigelse. Tre år senere viser det sig, at manøvren har været en fiasko: det er fortsat kun 25 pct. af de ledige migranter, der er i arbejde. Og vel at mærke ikke et ordinært arbejde, men enten virksomhedspraktik eller arbejde med løntilskud.

Konkret viser tallene, at der i 2016 var 11 pct., som var erklæret jobparat, mens godt en fjerdedel af alle migranter og familiesammenførte i alderen 16-64 år var i virksomhedspraktik eller løntilskud. Tre år senere – i juli 2019 – var tallet for jobparate oppe på næsten 70 pct. Alligevel var kun næsten en fjerdedel af migranter og familiesammenførte i alderen 16-64 år i enten virksomhedspraktik eller løntilskud.

Det bekymrer mig, at kommunerne slet ikke lever op til deres forpligtelser om aktivering af flygtninge”, siger Jacob Holbraad, direktør i Dansk Arbejdsgiverforening. Det burde dog ikke komme bag på DA, fordi virkeligheden er, at hverken i det private erhvervsliv eller i det offentlige har man en udpræget lyst til at ansætte og arbejde med muslimer.

Arbejdsgiverne er ikke meget for at ansætte muslimske migranter. De mener, at det er for besværligt, indebærer kultursammenstød, koster for meget, og tager job fra danske ledige. De mest kreative arbejdsgivere har fundet ud af, at de altid kan få en ny migrant i praktik og dermed slippe for at betale løn. Hver tredje eller sjette måned kan de så få en ny praktikant. De aftaler, som kommunen har med deres virksomhedscentre, er derfor kun til for at aktivere migranter. Der kommer ikke ordinære job ud af de praktikker.

Fagforeningerne ønsker ikke konkurrence fra lavtlønnede ikke-vestlige migranter. 77 pct. af 3F’erne er bange for, at migranterne vil presse dem ud af arbejdsmarkedet. Og kommunerne gør fortsat alt for at forvandle migranter til sociale klienter og fastholde dem i passiv forsørgelse.

I juni 2018 kunne Cecilia Lonning-Skovgaard, medlem af Beskæftigelses- og Integrationsudvalget i Københavns Kommune, således oplyse, at “systemet” (forvaltning, jobcentre, lokale initiativer mv.) i hendes kommune virker helt uinteresseret i at skubbe på, så indvandrere kommer i job. Det skyldes dels den berøringsangst og misforståede solidaritet, som nytilkomne migranter mødes med i det kommunale behandlersystem, og dels det forhold, at behandlersystemet ikke har nogen interesse i at miste ”kunder” og dermed bringe sine egne jobs i fare. Derfor bliver ”systemet” ved med at klientgøre migranter.

Bundlinjen er, at migranter fortsætter med at være en kæmpe økonomisk byrde for det danske samfund. Finansministeriets fremskrivning fra maj 2018 står fortsat ved magt: Prisen for indvandring er 36 mia. kr. årligt netto 81 år frem. I alt 2.673 mia. kr., som vil gå fra danskernes velfærd.

Det siger sig selv, at hvis integrationen var en succes, ville succesen føre til en reduktion i statens udgift til indvandring. Men det er ikke sket – og vil formentlig aldrig ske. Økonomisk vismand, Torben Tranæs, har i sin tid sagt: ”Hvis integration var helt uprøvet, kunne man bedre være optimistisk, men det er jo ikke uprøvet. Vi har prøvet så mange forskellige ting og lavet mange forskellige reformer, men vi har ikke fundet nogen trylleformular. Og det er svært at se, at vi pludselig skulle finde den”.

André Rossmann

Kommentarer