Integrationsindsatsens succes bygger på spin og talfusk

Det er både politikernes og erhvervslivets grundlæggende ambition, at de muslimske flygtninge skal integreres i det danske samfund. Derfor markedsføres integrationsindsatsen som en succes. Dokumentationen for den succesfulde integration bygger imidlertid på spin og talfusk.

De ”urokkelige” tal på integrationsområdet, der kommer fra politikerne, embedsmændene, tænketanke og medierne, skal tages med et gran salt. De er manipuleret, så de passer ind i den dominerende politiske dagsorden.

De forskellige tal, beregningsgrundlag, beregningsperioder og jobkategorier, som der jongleres med, er med til at forplumre billedet og forvirre de fleste, men måske er det netop det, der er formålet, da tallene skal understøtte den officielle fortælling om den succesfulde integration af de muslimske indvandrere.

Ifølge mediernes overskrifter ”stormer flygtninge ind på arbejdsmarkedet”. En del kommuner har ganske vist strammet sig op og sender flere flygtninge i virksomhedspraktik. Men løntilskudsjob på virksomhederne er ikke ensbetydende med, at disse flygtninge efterfølgende kommer i ordinære job. Mange kreative arbejdsgivere har nemlig fundet ud af, at de hver tredje eller sjette måned kan få en ny praktikant og dermed slippe for at betale løn.

LO-formanden Lizette Risgaard og topchefen i DA, Jacob Holbraad, turnerer med det glade spin om, at der på integrationsområdet er ”opnået mærkbare gennembrud”. Dette tilsyneladende positive budskab er imidlertid et skalkeskjul, der skal kamuflere, at der reelt ikke er sket ret meget i forhold til integrationen.

En ny resultatopgørelse fra Københavns Kommunes Beskæftigelses- og Integrationsforvaltning viser virkeligheden bag ”de mærkbare gennembrud”. 289 socialt udsatte københavnere var fra april 2017 til marts 2018 igennem et særligt forløb til 6,8 mio. kr. med henblik på at komme i job eller uddannelse, men det lykkedes altså kun for otte personer.

Berlingske har berettet om de tvivlsomme tal, som den kommunalt støttede virksomhed Send Flere Krydderier har brugt til at dokumentere sin succesfulde beskæftigelsesindsats. Send Flere Krydderier har nemlig selv ansat de indvandrerkvinder, der har været i beskæftigelsesforløb i virksomheden – de er ikke kommet i ordinær beskæftigelse. Det skaber en begrundet mistanke om, at integrationsindustriens indberetninger i vid udstrækning bygger på talfusk.

Man må gå ud fra, at integrationsindustrien manipulerer med tal og fakta for at opvise en kunstig høj succesrate. I virkeligheden køres de fleste indvandrere gennem perspektivløse forløb, som ikke resulterer i ordinære jobs. Projektmageri, ineffektive indsatser og overflødig aktivering præger hele integrationsområdet, og der klattes millioner væk på resultatløse projekter.

Det massive spin om den succesfulde integration og integrationsindustriens talfusk betyder, at ingen kender de rigtige tal for, hvordan det går med integrationen. Der findes imidlertid én pålidelig indikator, nemlig Finansministeriets fremskrivning til år 2100, der viser, at ikke-vestlige indvandrere og efterkommere vil medføre en varig nettoudgift for de offentlige finanser på omkring 33 mia. kr. årligt i 82 år.

Selv om det påstås, at integrationen er en succes, er Finansministeriets prognose ikke blevet nedjusteret – prisen ligger fast. På bundlinjen udgør muslimsk indvandring fra Mellemøsten og Afrika altså fortsat den samme byrde for det danske velfærdssamfund, som den hele tiden har været.

André Rossmann

 

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)