INTERESSANT! Ni nøgletal der sammenligner drab i Danmark og USA m.m.

Danmarks Statistik har samlet ni nøgletal, der beskriver forskelle og ligheder på Danmark og USA.

Tallene viser, at vi kan forventes at leve i nogenlunde lige mange år i gennemsnit, få nogenlunde lige mange børn, og at nogenlunde lige mange relativt til indbyggetallet går på arbejde i de to lande. Til gengæld er indkomstuligheden større i USA end i Danmark, mens den offentlige sektor og skattetrykket er højere i Danmark end i USA. Stemmeprocenten er en del lavere i USA end i Danmark, mens drab pr. indbygger sker fire gange oftere i USA end i Danmark.

Sammenligning af Danmark og USA ud fra forskellige nøgletal

Danmark USA
Større BNP pr. indbygger i USA BNP pr. indbygger (2019) 59 135 $ 65 127 $
Offentligt forbrug større i DK* Offentligt forbrug i pct. af BNP (2018) 24,6 pct. 14,0 pct.
Næsten dobbelt så højt skattetryk i DK Skatter og afgifter i pct. af BNP (2018) 44,9 pct. 24,3 pct.
Flere i beskæftigelse i DK Beskæftigelsesfrekvens (2019) 75,0 pct. 71,4 pct.
Større indkomstulighed i USA Gini-koefficient (2016) 26 39
Længere levetid i DK Forventet levetid (2017) 81,0 år 78,5 år
Samme fertilitet Fødte pr. kvinde (2017) 1,8 børn 1,8 børn
Mere end 4 gange så mange drab i USA Drab pr. 100.000 indbyggere (2017) 1,2drab 5,3 drab
Højere stemmeprocent i DK Stemmeprocent (2019 og 2016) 85 pct. 56 pct.

Kilde: Danmarks Statistik på baggrund af Eurostat, OECD, FN (UNODC), Verdensbanken og IDEA.

Anm.: Nogle af tallene i tabellen kan findes anderledes afgrænset i Statistikbanken, ligesom tallene for nogle af indikatorerne kan være offentliggjort for senere år, end de fremgår i ovenstående tabel.

*Ved sammenligningen af nøgletallene for USA og Danmark skal være man opmærksom på, at særligt den offentlige sektor er indrettet forskelligt i de to lande. Det har blandt andet betydning for omfanget af det offentlige forbrug og skattetrykket. Fx indgår undervisning og lægebehandling i Danmark i overvejende grad i det offentlige forbrug og er skattefinansieret, mens undervisning og lægebehandling i USA i højere grad er privat forbrug.

Forklaring på kilder

• BNP pr. indbygger er landenes købekraftsjusterede BNP i amerikanske dollar divideret med antallet af indbyggere. Ved at købekraftsjustere BNP tages der højde for forskelle i prisniveau og leveomkostninger mellem landene. Tallene er fra OECD’s opgørelse for 2018.

• Det offentlige forbrug består af udgifter til den service, som det offentlige stiller til rådighed for befolkningen. Tallene er fra Eurostat og UN Statistical Division via Statistisk Tiårsoversigt s. 182.

• Skattetrykket måles som det samlede provenu indkrævet fra skatter og afgifter i procent af BNP. Tallene er baseret på OECD’s opgørelse for 2018.

• Beskæftigelsesfrekvensen angiver, hvor stor en andel af befolkningen mellem 15 og 64 år, som er i beskæftigelse. Tallene er baseret på OECD’s opgørelse for 2019.

• Gini-koefficienten er et mål for indkomstuligheden i et samfund. Den angivne Gini-koefficient er uligheden i den disponible indkomst. Gini-koefficienten er 0, hvis indkomstfordelingen er helt lige, og 100, hvis hele indkomsten i et land tilfalder et enkelt individ. Tallene er baseret på OECD’s opgørelse for 2016.

• Forventet levetid angiver, hvor gammel en nyfødt kan forvente at blive. Tallene er baseret på Verdensbankens opgørelse for 2017.

• Fødte pr. kvinde angiver det gennemsnitlige antal børn en kvinde kan forvente at føde igennem hendes reproduktive alder, og at de i hver aldersklasse fødte netop så mange børn, som angivet ved årets fertilitetskvotienter. Tallene er baseret på Verdensbankens opgørelse for 2017.

• Mordraten pr. 100.000 angiver antal forsættelige drab pr. 100.000 indbygger. Tallene er baseret på UNODC’s opgørelse for 2017.

• Stemmeprocenten angiver andelen af stemmeberettigede, som faktisk stemte. Stemmeprocenten for Danmark vedrører det seneste folketingsvalg i 2019, mens stemmeprocenten for USA er fra præsidentvalget i 2016. Tallene er baseret på IDEA’s opgørelse.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)