Irans mullaher tættere end nogensinde på at få atomvåben

Af Dr. Majid Rafizadeh. Udgivet på Gatestone.

Det iranske regime synes blot få måneder fra at skaffe sig atomvåben, alt imens Biden- administrationen er fuldkommen tavs og ikke har formuleret en klar politik til at forhindre dette farlige og rovgriske regime i at blive en atommagt ligesom Nordkorea.

Den israelske forsvarsminister Benny Gantz sagde til nogle ambassadører fra landene i FN’s Sikkerhedsråd under en briefing i udenrigsministeriet i Jerusalem den 4. august 2021:

“Iran har overskredet alle retningslinjer i JCPOA [atomaftalen] og er kun omkring 10 uger fra at opnå de våbenklassificerede materialer, som er nødvendige for atomvåben… Nu er tiden inde til at handle – ord er ikke nok. Tiden er inde til diplomatiske, økonomiske og selv militære handlinger, ellers vil angrebene fortsætte.”

Biden-administrationen har insisteret på at genoplive den katastrofale atomaftale fra Obama-tiden, og Irans teokratiske ledere har tydeligvis opfattet dette som en perfekt mulighed for at købe sig tid og nærme sig erhvervelsen af atomvåben skridt for skridt.

Biden-administrationen viste først sin desperation ved at gøre det klart for de iranske ledere, at USA ønskede at vende tilbage til atomaftalen og var villig til at ophæve de sanktioner, som var blevet genindført af Trump-regeringen.

Mens atomforhandlingerne blev indledt, begyndte det iranske regime at fremskynde sit atomprogram i et stadig hurtigere tempo, alt imens forhandlingerne fortsatte. Ikke alene forholdt Biden-administrationen sig tavs ved Irans overtrædelser, den begyndte også at tilbyde mullaherne endnu flere indrømmelser. For eksempel kundgjorde Biden-administrationen ikke blot, at man var villig til at ophæve de nukleart relaterede sanktioner, men tillige at man overvejede at ophæve de ikke-nukleare sanktioner.

Iran begyndte indledningsvist at hæve sin uranberigelse til 20% i januar 2021. Den 9. januar vedtog det iranske parlament en lov, som påbød regeringen at smide Det Internationale Atomenergiagenturs kernekraftinspektører ud af landet. I april hævede regimet så sit uranberigelsesniveau til 60% og rykkede dermed tættere på våbenkvalificerede niveauer. Alt imens hans regering afholdt indirekte atomforhandlinger med Biden-administrationen, pralede Mohammad Bagher Qalibaf, formanden for Irans parlament:

“Det er lykkedes de unge og gudstro iranske videnskabsfolk at skabe et 60% beriget uranprodukt. Jeg lykønsker den tapre nation, det islamiske Iran, med denne succes. Den iranske nations viljestyrke er mirakuløs og kan modgå enhver konspiration.”

Den 6. juli, mens atomforhandlingerne i Geneve fandt sted, begyndte regimet at producere beriget uranmetal. Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA), FN’s nukleare vagthund, advarede:

“Idag har Iran meddelt Agenturet, at UO2 (uranoxid) beriget op til 20 procents U-235 vil blive afsendt til R&D-laboratoriet ved brændselsproduktionsfabrikken Fuel Fabrication Plant i Isfahan, hvor det vil blive omdannet til UF4 (urantetrafluorid) og siden til uranmetal beriget til 20 procents U-235, inden det anvendes til at producere brændstoffet.”

I en fælles udtalelse fremsat af Storbritannien, Frankrig og Tyskland erklærede disse sig enige i, at det iranske regime “ikke har noget troværdigt civilt behov for uranmetal R&D og produktion, som er nøgleskridtene i udviklingen af atomvåben.”

Biden-administrationen har endvidere ikke gjort noget forsøg på at presse det iranske regime til at besvare Det Internationale Atomenergiagenturs spørgsmål vedrørende tre ikke-rapporterede, hemmeligholdte nuklearsteder fundet i Iran. IAEA’s generaldirektør general Rafael Mariano Grossi sagde:

“Iran bør beslutte at samarbejde på en tydeligere måde med agenturet for at give den nødvendige klarhed. Det faktum, at vi har fundet spor (efter uran), er meget vigtigt. Det betyder, at der er mulighed for nukleare aktiviteter og materialer, som ikke er under international supervision, og om hvilke vi hverken har kendskab til oprindelse eller hensigt. Det bekymrer mig.”

Grossi advarede tillige:

“Manglen på fremskridt i forbindelse med en afklaring af agenturets spørgsmål vedrørende korrektheden og fuldstændigheden af Irans sikkerhedserklæringer påvirker i alvorlig grad agenturets evne til at skaffe sig sikkerhed om Irans atomprograms fredelige karakter. For objektivitetens skyld bør jeg nævne, at den iranske regering har gentaget sin vilje til at medvirke og samarbejde og fremlægge svar, men hidtil har de ikke gjort det. Så jeg håber, at dette vil ændre sig, men for indeværende har vi ikke set nogen konkrete fremskridt.”

Det ser ud til – bekymrende, især efter fiaskoerne for både efterretninger og planlægning i Afghanistan – at Biden-administrationen igen ser uvirksomt til, mens Irans mullaher stille og roligt bliver ved med at berige uran for at skaffe sig et arsenal af atomvåben.

Vi har set, hvad de herskende mullaher gør mod deres eget folk og mod regionen, inden de har atomvåben. Kast blot et blik på, hvad landet, der kaldes for “verdens største sponsor af statsterrorisme”, allerede har gjort både på hjemmefronten mod egen befolkning og internationalt mod Libanon, Yemen, Libyen, Irak, Syrien, Saudi-Arabien, de Palæstinensiske områder og endda Venezuela og et endnu større Sydamerika – for ikke at nævne det nylige dødbringende angreb på et kommercielt olietankskib i Golfen ved Oman. Hvad kan den frie verden da forvente, at mullaherne vil gøre, når de har atomvåben?

Dr. Majid Rafizadeh er forretningsstrateg og rådgiver, Harvard-uddannet akademiker, pol.scient., bestyrelsesmedlem ved Harvard International Review og præsident for International American Council on the Middle East. Han har skrevet flere bøger om islam og amerikansk udenrigspolitik. Han kan kontaktes på Dr.Rafizadeh@Post.Harvard.Edu