Irans planer om at overtage Gaza

Skulle der være nogen, der går rundt og håber, at en fjernelse af Hamas fra magten i Gazastriben ville forbedre situationen dér og fremme chancerne for fred mellem palæstinenserne og Israel, vil de blive slemt skuffet. Hamas, som med magt tog kontrol over Gazastriben i sommeren 2007, er ikke den eneste terrorgruppe i denne kystenklave, som huser godt to millioner palæstinensere.

Af Khaled Abu Toameh –  Oprindeligt udgivet af Gatestone Institute

Ud over Hamas optræder der flere andre palæstinensiske terrorgrupper i Gazastriben.

Den næststørste gruppe, efter Hamas, er Palæstinensisk Islamisk Jihad (PIJ), som har tusindvis af støtter og militsfolk. Hvis og når Hamas nogensinde bliver fjernet fra magten, har PIJ den største chance for at træde ind og udfylde tomrummet.

Fjerner man Hamas fra magten, vil man højst sandsynlig ende med at skulle håndtere PIJ – som ikke er nogen moderat gruppe. Selvom Hamas kun kan opfattes som “god” i en alternativ virkelighed, vil erstatningen for den ikke være bedre. Islamistisk fundamentalisme er indgraveret i hjerter og sind hos ti tusinder af palæstinensere i Gazastriben.

De to islamistiske grupper — Hamas og PIJ – er som to alen ud af ét stykke. Ingen af dem anerkender Israels ret til at eksistere, og de opfordrer begge konstant til væbnet kamp for at “befri hele Palæstina,” fra Middelhavet til Jordanfloden.

Ligesom Hamas har den iransk finansierede PIJ en væbnet fløj, kaldet Saraya Al-Quds (Jerusalem-brigader). Disse Jerusalem-brigader, som blev grundlagt i 1981 af PIJ-lederne Fathi Shaqaqi og Abed Al-Aziz Awda i Gazastriben, er ansvarlige for hundredvis af terrorangreb mod Israel, herunder selvmordsbombninger. De senere år har gruppen også affyret raketter og morterer imod Israel.

Selvom PIJ opfatter sig som en uafhængig gruppe, opererer den ofte i koordination med Hamas. De to grupper har endda en fælles “operativkommando” til at koordinere deres angreb mod Israel. Sommetider udfører de fælles angreb.

Jerusalem-brigaderne ynder at gå på gaden og demonstrere deres styrke over for andre palæstinensiske terrorgrupper i særdeleshed og den palæstinensiske offentlighed i Gazastriben i almindelighed. Normalt tolererer Hamas ikke rivalisering fra andre væbnede grupper i Gazastriben, men når det kommer til PIJ og dens militære fløj, er historien en ganske anden. Når PIJ udstiller sin magt og sine våben i Gazas gader, siger Hamas intet til det.

Hamas ved tydeligvis, at PIJ, som er en stor og indflydelsesrig gruppe, er farlig at komme på tværs. Hamas synes også at være klar over, at hvis de blander sig i PIJ, får de problemer med PIJ’s aflønnere i Iran. Ligesom PIJ er Hamas afhængig af Irans politiske, økonomiske og militære opbakning. Iran opfatter PIJ som sin hovedallierede og marionet i Gazastriben. Via PIJ strækker Iran sine tentaklerlangt ind i palæstinensernes interne affærer, til stor skræk for præsident Mahmoud Abbas og hans vestligt støttede Palæstinensiske Selvstyre.

Forholdet mellem Iran og Hamas har ikke været stabilt de senere år, hovedsagelig fordi Hamas har nægtet at støtte den syriske diktator Bashar Assads iranskstøttede regime. For nylig er der dog i visse arabiske medier dukket rapporter op om, at Iran og Hamas er blevet enige om at lægge uenighederne til side.

De senere år har et antal Hamas-delegationer aflagt besøg i Teheran som led i gruppens bestræbelser på at lappe på forholdet til Iran. Det seneste besøg fandt sted i oktober 2017, hvor en Hamas-delegation bestående af Ezzat Al-Risheq, Sami Abu Zuhri, Khaled Qaddoumi, Mohammed Nasr og Zaher Jabarin besøgte Teheran for at orientere de iranske ledere om den seneste udvikling i forbindelse med bestræbelserne på at afslutte krisen mellem Hamas og Abbas’ Fatah-fraktion.

Trods den tilsyneladende tilnærmelse er Iran meget tilbageholdende, når det drejer sig om at stole på Hamas. Irans skepsis synes at udspringe af en frygt for, at Hamas er parat til at indgå en forsoningsaftale med Fatah og en våbenstilstandsaftale med Israel. Sådan en alliance ville, set med Irans øjne, være det samme som forræderi fra Hamas’ side. Enhver aftale med Fatah ville betyde, at Hamas er rede til at slutte sig sammen med Abbas og, endnu værre, at indgå i fremtidige fredsforhandlinger med Israel. Enhver våbenstilstandsaftale med Israel ville betyde, at Hamas er parat til at nedlægge sine våben og opgive den væbnede kamp imod den “zionistiske fjende.” En sådan “overgivelse” ville være bandlyst af mullaherne i Teheran, der har det som deres erklærede mål at udslette Israel.

Efter Irans opfattelse er PIJ dets egentlige allierede i den palæstinensiske arena. Og af Iran vil PIJ altid blive opfattet som den naturlige erstatning for Hamas i Gazastriben, såfremt Hamas nogensinde skulle smede en aftale sammen med Fatah eller Israel.

Imens gør PIJ sit yderste for at bevise sin pålidelighed over for herskerne i Teheran. I sidste uge sendte PIJ’s militære fløj igen sine svært bevæbnede krigere ud i gaderne i Gazastriben i en magtdemonstration vendt mod Hamas, Iran og resten af verden.

Abu Hamzeh, en talsmand for Jerusalem-brigaderne, erklærede stolt under den paramilitære march, at hans gruppe “aldrig vil gå på kompromis eller købslå om en eneste centimeter af landet Palæstina – hele Palæstina.” Han tilføjede: “Vore våben er symbolet på vores stolthed og vort folks magt. Vi vil modstå alle konspirationer og hindre alle planer rettet mod at tilintetgøre vores sag.”

Hvad betyder nu alt dette for Gaza?

For det første, at situationen dér næppe vil byde på nogen positive ændringer. Selv hvis Hamas blev fjernet fra magten, ville palæstinenserne fortsat døje med andre radikale grupper så som PIJ.

For det andet, at selv hvis Hamas skulle vågne i morgen tidlig og foretage en kovending, der førte til indgåelse af en ægte våbenstilstandsaftale med Israel, vil der altid være andre terrorgrupper, som er rede til at bryde en sådan aftale når som helst, de måtte ønske det.

For det tredje, at Gazastriben fortsat vil myldre med stærkt bevæbnede grupper, som vil blive ved med at udløse terrorangreb mod Israel og påtvinge den palæstinensiske befolkning et regimente præget af terror og skræmmepolitik.

For det fjerde, at hverken Abbas eller nogen anden tredjepart nogensinde vil være i stand til at sætte sine ben i Gazastriben, gennemføre lov og orden og konfiskere terrorgruppernes våben.

Dette er nogle afgørende faktorer, som bør tages i betragtning af enhver international part, der søger en løsning på den katastrofe, der hedder Gaza. Med mindre man da ønsker at blive fastholdt i en alternativ virkelighed, hvor alt ville være godt, blot Israel lempede restriktionerne mod Gazastriben.

Khaled Abu Toameh, prisvindende journalist, baseret i Jerusalem.