ISLAM: DEMOKRATIET ER EN SYNKENDE SKUDE PÅ VEJ MOD HAVETS BUND

Det er jo stærke ord i oktober, lige midt i valgkampen på vej mod folketingsvalget den 1. november, der som bekendt er demokratiets festdag. Citatet stammer fra plakater og opslag, som den islamiske interesseorganisation Hizb ut Tahrir har distribueret og ophængt i almene boligområder, hvor der bor mange muslimer. Opråbet er en opfordring til alle muslimer om ikke at deltage i folketingsvalget, som får hårde ord med på vejen:

”Demokratiet som idé og styreform er grundlæggende i strid med islam. Demokratiet er baseret på sekularisme, idéen om at mennesket og ikke Skaberen af mennesket, afgør, hvad der er ret og slet. Det er i strid med vores grundoverbevisning som muslimer at vælge personer eller partier til en lovgivende forsamling. Enhver støtte til et sekulært parti er ’haram’ (forbudt). Vi er pålagt at engagere os i samfundet og være politisk aktive, men udelukkende på islams præmisser. I bekender jer til Allahs Sharia, og I skal holde fast i de islamiske principper og egenhændigt tjene muslimernes reelle interesser. Den største gavn i dette liv og det hinsidige findes i den fuldkomne underkastelse til vores skaber, Den Almægtige Allah. Vi kalder jer derfor, indgående og oprigtigt til at tage afstand fra det sekulære demokrati, som modstrider jeres islam og i fællesskab arbejde med os for at kalde til islam fuldt og helt”

Sagen har vakt en del opsigt i danske medier, som spørger, hvad det nu er for noget? Islam er jo kærlighedens og fredens religion, så hvad har det dog med folketingsvalget at gøre? Opslaget fra Hizb ut Tahrir har heller ikke vakt begejstring hos alle i de almene boligområder. Formanden for boligforeningen i Vapnagård i Helsingør, Anja Holmstad, står uforstående over for, hvorfor man som muslim ikke skulle kunne deltage i et folketingsvalg. Hun mener endda, at hvis man af religiøse grunde ikke ønsker at stemme, bør man heller ikke have adgang til at modtage sociale ydelser som boligsikring, sygesikring og børnetilskud.

Danske medier og politikere ser ingen grund til, at muslimer ikke skulle være gode demokrater. Politik og tro har jo i vore tider ikke noget med hinanden at gøre. Og samtidig anses Hizb ut Tahrir for en formørket fundamentalistisk kult, der er uden forbindelse til moderne muslimers liv og holdninger. Denne opfattelse af islam er imidlertid en monumental, men bevidst fornægtelse af en virkelighed, vi ikke kan leve med. Islam består af tre komponenter: en fanatisk personkult, et totalitært samfundssystem og en tro rullet sammen til en uadskillelig helhed. Islam bygger på tre ’testamenter’: koranen, hadith (traditionerne) og sira (Muhammeds biografi). Alle tre skriftsamlinger anses for hellige, indstiftet af Allah og styrer tilsammen muslimens liv fra morgen til aften, fra vugge til grav. Det er utænkeligt, at en muslim kan acceptere, at Skaberens vilje skal udfordres af menneskeskabte love. Ligesom det er utænkeligt, at islam nogen sinde vil godkende en adskillelse af religion og politik. Hvad Allah har sammenføjet, skal mennesker ikke adskille.

Hizb ut Tahrir er således ikke en fundamentalistisk kult, men repræsenterer islams gyldne middelvej, hverdagens islam som det praktiseres i Pakistan, Indonesien, Iran, Irak og Saudi-Arabien. Og også i det islamiske samfund i Danmark. En Wilke opinionsundersøgelse for Jyllands-Posten fra 2015 viste, at 77 procent af adspurgte muslimske migranter og deres efterkommere i Danmark ønskede, at koranens bud også i dette land skulle efterleves fuldt ud. I klartekst betyder det, at grundloven byttes ud med sharia, altså et Danmark, hvor befolkningen opdeles i mennesker (muslimske mænd) og undermennesker (kvinder, jøder, kristne og andre vantro). Det, at herboende muslimer accepterer at leve i et demokrati, betyder ikke, at de ønsker det. Tværtimod er der dokumenteret et udbredt ønske om at få det udskiftet med en totalitær sharia-stat.

Så længe danske politikere og medier ikke tør erkende, at islams politiske bevægelse er lige så vigtig som troen, står vi som demokratisk samfund uden muligheder for at standse islams totalitære ekspansion i Danmark. Hvis ikke man tør se faren i øjnene, går man fortjent sin undergang i møde. Folkestyret overlever næppe i det lange løb mødet med en uforsonlig og totalitær bevægelse i vækst, der ikke accepterer fredelig sameksistens mellem forskellige kulturer. Kulturel mangfoldighed og demokratisk sindelag overlever ikke i et islamisk samfund. Man behøver bare at se sig omkring i Mellemøsten. Hvis ikke politikere og befolkningen i Danmark tør konfrontere virkeligheden og mobilisere mod og handlekraft til forsvar for grundlov og folkestyre, vil Hizb ut Tahrir få ret i sine mål og planer: Demokratiet er en synkende skude på vej mod havets bund.