”Jeg er kørt ind i min kones bil. Tror du forsikringen dækker?”

Forsikringsekspert Anne Garde Slothuus, Forsikringsoplysningen

Anne Garde Slothuus er ny forsikringsekspert hos Forsikringsoplysningen, hvor hundredtusindvis af danskere i 90 år har fået svar på stort set alt om forsikring – og det kan man stadigvæk få.

– Ja, det gør den, hvis der ellers er kaskoforsikring på bilen, siger Anne Garde Slothuus til spørgsmålet i overskriften.

– Husk dog, at I har valgt en selvrisiko. Så reparationsudgiften skal overstige den, før det giver mening at anmelde skaden til forsikringen, tilføjer hun.

– Den type spørgsmål får Forsikringsoplysningen ofte. Og så er det fantastisk at kunne hjælpe og række ud til forbrugerne med viden og gode råd om forsikring og forebyggelse af skader, siger Anne Garde Slothuus.

Hun har en særlig forkærlighed for bilforsikringer, men har desuden mange års erfaring med stort set alle forbrugerforsikringer – fra sin tidligere ansættelse i et forsikringsselskab – hvor hun også var klageansvarlig – som forsikringsekspert i Ankenævnet for Forsikring og som underviser på Forsikringsakademiet.

Øge viden og finansiel forståelse

Forsikringsoplysningen er en del af F&P – brancheorganisation for forsikring og pension. Udover at svare på forbrugerspørgsmål går arbejdet i Forsikringsoplysningen også ud på at øge forbrugernes finansielle forståelse og viden om skadeforebyggelse fx i forbindelse med indbrud, skybrud og storm.

Anne Garde Slothuus tager sig af forbrugerhenvendelser via telefon, brevkasse og mail, men hun tager sig også af pressehenvendelser og kommunikerer forsikringsoplysning og skadeforebyggelse på web og via sociale medier.

LÆS OGSÅ:  Vintertid: Så mange bilister har problemer i mørket