Kamala, Kamala über Alles

Det er ikke til at blive klog på de amerikanske meningsmålinger op til præsidentvalget. Den ene dag meddeler Rasmussen Reports, at Trump har et landsomfattende forspring på tre pct. over Harris, og dagen efter kan en anden måling fortælle, at den amerikanske chefgriner, Kamala Harris, fører med fem pct.point over orange man bad.

Der lader dog til at være udbredt enighed om, at kammerat Kamala, som Trump kalder hende med henvisning til hendes – og ikke mindst hendes running mate, Tim Walz’s – kommunistiske sympatier har halet gevaldigt ind på den republikanske kandidat. Som det ser ud i øjeblikket, har Kamala lige så gode chancer for at vinde som Trump.

For et par måneder siden blev Kamala i brede kredse betragtet som en klovn, der ikke kunne ret meget andet end at grine larmende og vrøvle, hver gang hun åbnede munden. På ingen tid er der imidlertid sket en metamorfose, og skal man tro medierne, er hun genopstået som et politisk geni og en ny Florence Nightingale parat til at hele nationens og verdens sår.

Det har gjort et betydeligt indtryk på kvinderne, blandt hvilke Harris har et forspring på 11 pct.point, mens det er lige omvendt med mændene.

Det vil være upassende – for ikke at sige forbudt i EU – at anstille betragtninger om denne diskrepans.

Med hjælp fra mainstream-medierne har Kamala åbenbart fået store dele af vælgerskaren til at glemme, at hun har været vicepræsident de seneste tre og et halvt år (det er hun indtil januar 2025) og dermed hovedansvarlig for Biden-administrationens antiamerikanske politik både hjemme og ude. Nu lader hun, som om hun hverken har lod eller del i inflationen, den åbne grænse, de 100.000 årlige fentanyl-døde, kriminalitetseksplosionen, USA’s ydmygende tilbagetog fra Afghanistan og de krige, der er brudt ud i Ukraine og Israel.

Ifølge medierne – heriblandt de danske – er tavlen vasket ren, og Kamala kan derfor begynde at agitere for det modsatte af, hvad hun har stået for gennem årtier – en statsdirigeret økonomi, afvikling af politiet og grænseværnet, abort til og med fødselstidspunktet, økonomisk støtte til Antifa og andre voldsmænd, had til Israel, identitetspolitik – for at nævne et udpluk.

Nu har hun glemt det hele og og er i stedet begyndt at kopiere Donald Trumps politik, selv om hendes demokratiske venner i årevis har betegnet ham som den nye Hitler. Og medierne er mere end villige til at spille med i denne farce. Eller rettere: det er medierne, der har skrevet drejebogen til dette lavkomiske skuespil. Det er medierne, der nu fortæller, hvad Kamala Harris’s politik går ud på, da hun selv er for IQ-udfordret til finde ud af, hvad hun skal sige.

Ligesom Joe Biden er Kamala Harris et tomt hylster, og bag dem begge står en flok unge, rabiate revolutionære, som bestemmer musikken i Washington DC. De har forstået, at det er til deres fordel at have en præsident, som ikke aner, hvad der foregår, men det skal de nok fortælle hende.

Det er nemt at blive præsident i USA. Man skal bare grine og sige dumheder, når blot man har medierne i ryggen.