Kassedamen fra Netto betaler for dovne akademikerbørn

Dimittendledigheden for de danske universiteter er i gennemsnit på 10,3 pct. Inden for humaniora er den dog i snit 21 pct. I en situation, hvor der er mangel på arbejdskraft, burde de ledige dimittender tage et job i landets små og mellemstore virksomheder, men det er der ingen prestige i. De unge drømmer nemlig om spændende jobs på landets største virksomheder såsom Lego, McKinsey, Deloitte, A.P. Møller, Novo Nordisk eller Microsoft – mindre kan ikke gøre det.

I Danmark får raske og velfungerende akademikere lov til at være på dagpenge i helt op til to år. Mange danske studerende lopper sig derfor efter endt studium og står for en fjerdedel af alle dagpengemodtagere. En nyuddannet fra universitetet kan gå fra en SU-sats på 6.000 kr. til en dimittendsats på ca. 13.000 kr. og bliver så rig, at det er nærliggende at ”tage en slapper” efter endt studium på skatteydernes regning.

Dimittendledighed er en tilbagevendende traver i den politiske debat, fordi det er en udfordring, der ikke kan løses i et socialistisk system som det danske. Det er politikerne samt de stærke organisationer og institutioner inden for uddannelsessektoren såsom Danske Studerendes Fællesråd, Dansk Magisterforening, Danske Universiteter, DJØF mv., der er skurkene. De har alle en klar interesse i at opretholde det nuværende system.

Politikerne belønner ikke universiteterne for at producere de uddannelser, der efterspørges af erhvervslivet, men for at få så mange som muligt igennem uddannelsessystemet. Universiteterne har derfor mange incitamenter til at producere flest mulige kandidater lettest muligt, men ingen direkte incitamenter til at sikre dem et uddannelsesindhold, som giver et job. Hele magister-pølsemaskinen avler derfor en masse sløje humanister, der ikke kan bruges til noget. Der er eksempler på studier, hvor 50 pct. ikke finder arbejde med et virkefelt inden for det studium, de har taget en uddannelse på.

For de stærke interesseorganisationer handler det om magt, indflydelse, flere medlemmer og flere kontingentindtægter.

I 2019 sagde Sara Vergo, der er formand for DFØF Offentlig, til Berlingske, at ”selvfølgelig kan man have et ufaglært arbejde ved siden af, hvis det virkelig er nødvendigt. Men vi har et system, hvor man betaler ind til a-kassen, fordi man godt ved, at man skal have fred til at søge et job, når man er ledig, og at det er en krævende proces i sig selv. Hvis vi insisterer på, at de bare skal skynde sig ud i job uanset hvad, så risikerer vi, at de spilder deres uddannelse”. Og akademikernes repræsentanter, Lars Qvistgaard (fhv. formand for Akademikerne) og Henning Thiesen (fhv. formand for DJØF), har udtalt, at ”det er helt urimeligt, at ledige akademikere skal tvinges ud i ufaglærte job”.

Danskerne skal derfor ikke regne med, at den akademisk uddannede elite vil forringe vilkårene for sine ledige børn. Eliten er nemlig enig om, at det kun er rimeligt, at kassedamen i Netto skal betale skat, for at elitens ledige akademiker-børn kan få dimittenddagpenge, fordi de opfatter de ufaglærte job, der findes på markedet, som lavprestigejob. Eliten synes med andre ord, at det ville være synd for deres unger, der har fået verdens højeste SU og en skattefinansieret universitetsuddannelse, at tage et job, som mange andre danskere må tage.

Bundlinjen er, at politikerne i dette land ikke har nogen interesse i at udfordre det eksisterende system. Der er ingen stemmer i det. Og så er politikerne selv akademisk uddannede forældre og har derfor ganske forståeligt ingen interesse i at tvinge deres egne børn til at arbejde som ufaglærte.

André Rossmann

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)