Kirkeminister Morten Dahlin markerer besættelsesdagen

Morten Dahlin.

På årsdagen for besættelsen den 9. april 1940 markerer kirkeminister Morten Dahlin dagen i Mindelunden.

Her vil kirkeministeren kl.09.00 lægge en krans ved monumentet til minde om de faldne modstandsfolk.

Derefter vil ministeren overvære, at Karl Edvard Nielsens gravsten fjernes fra Det Store Gravfelt, efter Nationalmuseet har slået fast, at Karl Edvard Nielsen var sabotagevagt for tyskerne under besættelsen og ikke modstandsmand, som hidtil antaget. Gravstedet tilplantes i stedet med lyng.

Kirkeminister Morten Dahlin udtaler om markeringen af besættelsesdagen:

”I Mindelunden hylder vi de helte, der gav deres liv i kampen mod den nazistiske besættelsesmagt. 

Men der ligger også en anden mand begravet, nemlig Karl Edvard Nielsen. Vi ved nu, at han ikke var modstandsmand – faktisk tværtimod. Han arbejdede for tyskerne. 

Derfor har jeg besluttet, at vi den 9. april fjerner hans gravsten.” 

Adgang for journalister kan ske fra klokken 08.45 ved Mindelundens indgang fra Major Anders Lassens Vej ved tilmelding hos pressetjenesten i By-, Land- og Kirkeministeriet på pressevagten@km.dk.

Optagelser af foto og video til offentlig brug kan ske efter aftale.

Mindelunden er en kirkegård, og besøgende bedes respektere stedets ro og historiske betydning og rette sig efter personalets henvisninger.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)