Klare anbefalinger om fremtidens digitalisering

Anbefalingerne fra Digitaliseringspartnerskabet er alle vigtige brikker, og bør hurtigst muligt omfavnes, prioriteres og realiseres af regeringen, mener Ingeniørforeningen, IDA

Hvis Danmark effektivitet skal sikre grundlaget for, at vi kan holde os længst fremme i det globale digitaliseringsfelt, er der ingen tvivl om, at regeringen for alvor bør nærlæse og forstå de anbefalinger, den nu har modtaget fra Digitaliseringspartnerskabet.

Det mener IDAs formand Thomas Damkjær Petersen, der samtidig understreger, at flere af anbefalingerne ikke burde være nye for politikerne.

”At der skal sikres et større optag på it-uddannelserne er jo åbenlyst. Erhvervslivet skriger allerede på it-uddannede, og senest har IDA påvist, at der i 2030 vil mangle 22.000 kvalificerede it-folk, hvoraf de omkring 15.000, der vil være i restordre, er it-uddannede med mellemlange og lange videregående uddannelser. Det kalder på handling allerede nu, hvis vi skal sikre et bedre match mellem udbud og efterspørgsel,” siger han.

Ifølge IDAs formand er det også helt essentielt, at alle danskere kommer med på it-vognen.

”Det er igennem længere tid blevet efterlyst, at der skal sikres en større teknologiforståelse i hele uddannelsessystemet, fra folkeskolen over ungdomsuddannelserne til de videregående uddannelser. Kun på den måde sikrer vi, at danskerne ikke kun bliver gode it-brugere, men også får en større indsigt og forståelse på det digitale område. Desuden er det vigtigt, at alle faggrupper sikres løbende efteruddannelse, hvis vi som nation skal holde os til helt fremme, ” siger Thomas Damkjær Petersen

Digitaliseringen spiller i dag en stor rolle på utrolig mange felter, men kigger man ind i den meget nære fremtid, vil digitalisering blive en endnu større faktor på vigtige områder som sundhedsvæsnet, transportområdet og ikke mindst den grønne omstilling, mener IDAs formand.

LÆS OGSÅ:  DI Digitals årsdag: Hvordan kan digitalisering hjælpe os ud af coronakrisen

”Derfor er det helt fundamentalt, at vi både har borgere, der er rustet til fremtiden, og ikke mindst har ingeniører og it-professionelle, der kan drive udvikling og innovation frem i virksomhederne og den offentlige sektor. Her skal vi også investere langt mere i it-forskningsinfrastrukturerne på universiteterne. Hvis Danmark skal få fuld værdi af forskning og udvikling inden for blandt andet kunstig intelligens, klima- og miljø og cyber-sikkerhed, er det nødvendigt at opprioritere samarbejdet mellem universiteter, virksomheder og GTS-institutter, så også mindre virksomheder kan leje sig adgang til it-forskningsfaciliteterne på universiteterne på markedsvilkår. Den del savnes i partnerskabets anbefalinger,” siger Thomas Damkjær Petersen.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)