Klasselotteriet og Danske Spil lægges i dag sammen og samler hele 343 års historie

På en ekstraordinær generalforsamling i dag er processen med sammenlægningen af Klasselotteriet og Danske Spil blevet afsluttet. Dermed er statens to spilleselskaber med i alt 343 år på bagen nu lagt sammen.

Tirsdag den 22. marts vedtog et enigt Folketing lovgrundlaget for en sammenlægning af Det Danske Klasselotteri A/S med Danske Spil A/S. I dag, den 1. april, har der været ekstraordinær generalforsamling i Danske Spil, hvor sammenlægningen er blevet endeligt gennemført.

Det betyder, at Danske Spil fra i dag, udover de mange lotteri- og sportsspilprodukter, også rummer Danmarks ældste lotteri. Klasselotteriet blev stiftet i 1753, og er med sine 269 år også en af Danmarks ældste virksomheder. Danske Spil er fra 1948, og dermed samles i dag i alt 343 års lotterierfaring under samme tag.

Sammenlægningen vækker glæde hos Danske Spil.

”Jeg er glad for, at vi i dag realiserer den politiske ambition om ét statsligt spilleselskab. Klasselotteriet er Danmarks ældste lotteri og er en solid og velanset virksomhed. Jeg er overbevist om, at sammenlægningen er til fordel for både vores kunder, ejerne og de mange foreninger, der får del i udlodningsmidlerne”, siger Nikolas Lyhne-Knudsen, administrerende direktør i Danske Spil.

Stærk platform til digital udvikling
Hos Danske Spil har man set frem til dagen i dag, hvor dørene endelig kunne åbnes på vid gab for Klasselotteriet.

”Vi glæder os over endelig at kunne byde de nye kolleger velkommen. Vi forventer bedre at kunne udnytte kompetencer, it-systemer og salgskanaler på tværs af koncernen, hvilket i sidste ende vil være til gavn for idræts-, kultur- og foreningslivet i Danmark, der modtager overskuddet fra lotterierne”, siger Nikolas Lyhne-Knudsen.

Dermed er de to statslige virksomheder slået sammen, og Klasselotteriet vil fremover indgå i Danske Spils finansielle rapportering.

I 2021 bidrog Danske Spil med i alt 1.507 mio. kr. til udlodningsmidlerne. Klasselotteriet kunne i regnskabsåret 2020/2021 år præsentere et overskud på 102 mio. kr., som også bidrog til udlodningsmidlerne.

 

Fakta om Danske Spil A/S

  • Etableret i 1948 med det formål at finansiere Danmarks sports- og foreningsliv.
  • Overskuddet fra Danske Spils lotteriforretning i datterselskabet Danske Lotteri Spil går til udlodningsmidlerne til projekter som idræt, kultur og andre almennyttige formål.
  • Den danske stat ejer 80 pct. af aktierne i Danske Spil. Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger (DGI) ejer hver 10 pct.
  • Udbytte fra Danske Spils datterselskab Danske Licens Spil, som udbyder spil på den liberaliserede del af spillemarkedet, tilgår staten.

Fakta om Det Danske Klasselotteri A/S

  • Klasselotteriet er Danmarks ældste lotteri – stiftet i 1753 – og udbyder klasselotteri.
  • I 1992 blev Klasselotteriet omdannet til et statsligt aktieselskab, og den danske stat ejer i dag 100 pct. af aktierne i Det Danske Klasselotteri.
  • Klasselotteriets overskud går til udlodningsmidlerne, der fordeles til en lang række gode formål, herunder idræt, kultur og andre almennyttige formål.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)