Klumme: Den grønne mafia gør danskerne fattigere

Den grønne mafia bestående af politikere, konsulenter, lobbyister og industriinteresser tager 10 mia. kr. fra almindelige borgere, herunder dem med de laveste indkomster, og omfordeler dem til aktionærer og direktører i de ”grønne” brancher.

Har du hørt den før? Danmark skal være frontløber i den grønne omstilling, for der gemmer sig et kolossalt vækstpotentiale i den grønne energiteknologi, som bare venter på at blive udnyttet. Hver dag bringer medierne indlæg fra repræsentanter for den grønne mafia, som plæderer for, at samfundet skal investere i den grønne omstilling, for det fremmer vækst, skaber arbejdspladser, gavner klimaet og reducerer opvarmning.

Umiddelbart skulle man tro, at energipolitik handler om at etablere politiske rammer for en billig og sikker energiforsyning til borgere og virksomheder, men så enkelt er det ikke. Energipolitikken er nemlig blevet en politisk kampplads, hvor ideologi, følelser og benhårde industriinteresser spiller hovedroller.

Da klimaet er symbolpolitisk ladet, bruges symbolpolitiske mål ofte til at forvandle penge beregnet til at bekæmpe klimaforandringer til erhvervsstøtte til virksomheder, som har en direkte økonomisk interesse i at fremme grønne projekter. En uskøn cocktail af grønne organisationer og industriinteresser forfølger snævre egeninteresser, selv om de fremføres under et falsk banner med ædle energi- og klimapolitiske målsætninger.

Den grønne mafia udsætter fossile brændsler for systematisk dæmonisering. Aktivister forsøger at påvirke pensionskasser og investeringsfonde til ikke at investere i virksomheder, der arbejder med fossile brændsler – de slås i hartkorn med våben- og tobaksindustri. De samme “grønne” kræfter arbejder ironisk nok også imod udbygning af kerne- og vandkraft, som umiddelbart er de mest lovende alternativer til det fossile.

I Danmark har staten gennem både direkte og indirekte subsidier samt diverse regulering været med til at omlægge energiproduktionen til vedvarende energi med særligt fokus på strøm fra vindmøller. Politikerne har dermed flyttet milliarder af kroner væk fra anden produktion til fordel for vindmøller.

Rapporten “Grøn vækst i Danmark og Greater Copenhagen” fra 2017 fremhæver, at Danmark har et samlet grønt vækstpotentiale på 270 mia. kr. i årlig meromsætning og op til 95.000 nye danske og grønne (dvs. subsidierede – red.) fuldtidsjob i 2035 sammenlignet med i dag. Potentialet er enormt, påstår den grønne mafia.

Men – der er altid et men, for hvis der gennemføres store investeringer i energiteknologi, medfører det, at der andre steder gennemføres færre investeringer, som også kunne have skabt arbejdspladser og på anden måde have gavnet samfundet.

De grønne investeringer er kun en samfundsøkonomisk gevinst, hvis de skaber et større afkast, end den alternative brug af ressourcerne ville have gjort, mener Cepos. Tidligere overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen har udtrykt det således: ”Offentlig støtte skaber ingen nye job på langt sigt. Til gengæld har offentlig støtte betydning for, hvor jobbene bliver skabt”.

Hvis man politisk vælger at flytte samfundets investeringsressourcer over i de såkaldte ”grønne” brancher, vil der blive skabt flere jobs her. Men det vil ske på bekostning af andre brancher, som vil få færre investeringer og jobs. Og havde man ikke støttet de ”grønne” brancher, ville jobbene blive skabt et andet sted – uden støtte og dermed ville de have været mere produktive.

Vindmølleindustrien har modtaget statsstøtte siden 1979. Politisk er der investeret enorm kapital og prestige i ”vindmølle-eventyret”. Man har fra politisk hold besluttet, at det skal være en økonomisk succes for Danmark, og politikerne er derfor villige til at gå meget langt for at smide gode penge efter dårlige.

Det økonomiske råd har i årevis kritiseret dansk energi-og klimapolitik for at være virkningsløs i forhold til den globale CO2-udledning og håbløs ud fra et samfundsøkonomisk synspunkt.

På trods af, at kritikken af den førte klima- og energipolitik er baseret på et solidt faktuelt og videnskabeligt fundament, affærdiger politikerne den rutinemæssigt, fordi den ikke passer ind i den fantasifortælling, som er så udbredt i både Danmark og EU.

Virkeligheden er, at dansk energipolitik ikke har nogen praktisk betydning for udviklingen i klimaet. Der sker ingen sikring af energiforsyningen ved overinvestering i vindenergi, der må eksporteres til ganske lave priser, når der produceres rigeligt, og suppleres med dyr import ved vindstille.

I den danske debat hører vi bl.a., at det er vigtigt at støtte havvindmølleparker for at skabe den teknologiske udvikling, der er nødvendig for at bekæmpe klimaforandringerne. Men det er en myte. Undersøgelser viser nemlig, at subsidierne ikke skaber grøn innovation, fordi det er meget sikrere for virksomhederne at blive ved med at satse på stærkt subsidierede vindmøller, solpaneler samt biomasse i stedet for at udvikle nye, reelle alternativer til fossile brændsler.

Den nuværende danske energipolitik med et virvar af afgifter, subsidier og en omfattende regulering er en rodebutik. Med udgangspunkt i målsætningen for reduktion af klimagasser koster den nuværende klimapolitik årligt samfundet ca. 10 mia. kr. for meget i forhold til en mere hensigtsmæssigt tilrettelagt energipolitik. Dette er påvist af Cepos, Det Miljøøkonomiske Råd, Klimakommissionen og sågar Skatteministeriet.

De vedvarende og nogenlunde CO2-neutrale kilder, sol og vind, dækker kun nogle få procent af den globale energiforsyning. Der er til trods for al hypen ikke udsigt til, at det ændrer sig i en overskuelig fremtid. Sol og vind er stadig langtfra konkurrencedygtige, når der medregnes de nødvendige omkostninger til udbygning af elnettet og til reservekapacitet, når det ikke blæser og solen ikke skinner.

Klimadagsorden i Danmark er blevet hijacket af en uskøn blanding af udspekulerede politikere, lobbyister og miljøaktivister samt kyniske, benhårde industriinteresser. Taberne er almindelige danskere, for hvem følelsen af at gøre det gode er vigtigere end hvad der faktisk hjælper i det virkelige liv. Der er derfor ingen grænser for, hvad naive danskere er villige til at betale i skat til den grønne mafia.