Klumme: Enhedslistens “principper”

Et hvert parti har naturligvis sin helt legitime ret til at sige og mene hvad de vil. Imidlertid er den røde tråd, helt tilbage til Enhedslistens (EL) åndsfælder fra Venstresocialisterne (VS) så diskriminerende, respektløs og hadefuld, at jeg synes, at det er nødvendigt med en tydeliggørelse med konkrete eksempler på uhyrlighederne.

VS demonstrede mod de danske jøder, foran det daværende jødiske menighedshus i Ny Kongensgade. Anledningen var, at VS var utilfreds med Israels politik. Det blev de danske jøder gjort ansvarlige for. Men, de danske jøder har ikke stemmeret i Israel, men derimod i Danmark.

Det var også VS/EL som boykottede et besøg af Israels Præsident på Københavns Rådhus. Besøget fandt sted, fordi staten Israel ville takke det danske folk, for deres fantastiske indsats for at redde de danske jøder fra nazisternes jagt i oktober 1943. Det blev markeret med navngivelsen af Denmark Square i Jerusalem og Israels Plads i København. Jeg var selv blandt de jøder, der blev reddet over sundet som spæd.

Som det eneste parti stemte VS/EL imod navngivelsen af Israels Plads. Man foreslog i stedet for Østrigs Plads, som var et af de lande, som var mest nazi-venlige.

Nederlaget må have gjort ondt på Enhedslisten, for flere gange har man efterfølgende i Borgerrepræsentationen (BR) forsøgt at skaffe flertal for, at Israels Plads skulle ændres til Palæstinas Plads. Det lykkedes ikke.

Enhedslisten har sammen med SF, taget “patent” på at kæmpe for menneskerettigheder. Det påstår de. Men, i de snart 25 år, jeg har været i BR, har det altid kun drejet sig om “menneskerettigheder” i Israel. Aldrig Iran, Rusland, Syrien eller Kina.

Det var også EL, som tog initiativ til københavnsk boykot af den israelske bank, Bank Hapoalim, på Vestbredden.

Det var EL, der som eneste parti stemte imod bevilling til brug for sikkerhed ved Dansk-Jødisk-Museum, efter fire personer var dræbt ved et attentat i Bruxelles på det lokale Belgisk-jødiske museum. Det var en principsag fortalte EL. Princippet gik ud på, at man ikke gik ind for offentlig overvågning. Få uger forinden var EL imidlertid ikke så principfaste. Her lagde EL stemmer til, at der skulle være offentlig overvågning i byens busser.

Flere fremtrædende medlemmer fra EL advarede mod den demonstration på Nørrebro, som daværende konservative medlem af BR, Rasmus Jarlov, tog initiativ til. En fredelig march, hvor der blev talt for, at også jøder skulle have rettigheder og selvfølgelig kunne færdes ugenert på Nørrebro.

En uges tid senere, var der ingen advarsler fra EL. Da var marchen på Nørrebro, for rettigheder til bøsser og lesbiske, hvilket jeg for øvrigt bakker op.

Lad mig til sidst nævne, EL’s larmende tavshed, da det ved en københavnsk såkaldt “mangfoldighedsfestival”, blev forbudt en jødisk forening at medbringe Israel-flag. Man var tilsyneladende tilfreds nok med den “mangfoldighed”, der sikrede at PLO-flaget var med på festivalen.

Enhedslistens ageren overfor Israel og jøder er som benzin på bålet overfor de antisemitiske kræfter, der i dag nødvendiggør, at jødiske institutioner – fra skole til synagoge – er under konstant politibeskyttelse.