Klumme: Fagre nye gymnasieverden

Mens tidens sendeflade flyder over med mulig krig i Europa, katastrofal mangel på arbejdskraft og en corona-apokalypse, der til nogens ærgrelse aldrig blev til noget, så er et andet af den siddende regerings løjerlige tiltag gledet lidt i baggrunden, nemlig det udspil på gymnasieområdet, som man præsenterede os for i juni sidste år. Et tiltag, hvis konsekvenser rykker nærmere og nærmere for de kommende årgange af gymnasieelever, der fra og med sommeren 2023 ikke længere selv må bestemme, hvor de ønsker at tilbringe deres gymnasietid. 

Ifølge tal fra SN.dk vil f.eks. hver 8. elev i Gentofte Kommune fremover opleve at skulle sendes helt ud af kommunen for at gå i gymnasiet, mens en række elever fra omegnskommunerne i stedet skal have deres plads. 

Lad mig forsøge at illustrere. Det vil så sige, at en stor gruppe elever fremover skal køre i S-tog eller bus (de ældre elever måske i bil) FORBI en række lokale gymnasier, og derfra op mod 60 minutter for at komme i skole, fremfor at kunne hoppe på cyklen og køre et overskueligt antal km. 

Det harmonerer i sig selv temmelig dårligt med rød bloks grønne mantra om flere cykler og færre biler, men hvad der er langt værre, er de menneskelige omkostninger ved denne besynderlige systemtænkning, der altså i fremtiden med vold og magt vil tvinge et antal elever til at gå på en skole, de ikke selv har valgt, langt fra deres lokalområde, venner og kendte, trygge omgivelser. 

Og hvorfor skal de så det? Jo, ser I, det skal de, fordi selvsamme blok, der præsenterede udspillet, og som gennem de sidste 30-40 år ukritisk og med stor entusiasme har åbnet grænser og velfærdskasser for muslimsk indvandring, nu pludselig har opdaget, at det projekt har en kedelig slagside – i dette tilfælde i form af tiltagende islamisering af enkelte gymnasier rundt om i landet. Og den skal jo tørres af et sted. 

Jeg er selv mor til en 1.g’er, der på baggrund af det nærhedsprincip, der indtil nu helt logisk har været fremherskende i gymnasiernes optag, har været så heldig at få plads på sit ønskegymnasium, og dermed kunne følges med en række gode venner, da klokken ringede ind på første skoledag. Det faktum, at der blandt de 350 nye elever var 30-40 kendte ansigter var en stor tryghed for ham, og gjorde starten til en fest. For som min søns begavede rektor sagde i sin tale ved det intro-møde, som skolen hvert år afholder, så er man altså ikke ret gammel, når man starter i gymnasiet. De fleste er 15-16 år, frisk udklækket af folkeskolen og for mange vil det være det første skoleskift, de oplever, så nærhedsprincippet (samme nærhedsprincip, som betyder, at der ganske vist heller ikke er 100% frit gymnasievalg i dag) er helt essentielt – både af sociale og geografiske årsager. Gymnasietiden er jo nemlig ikke kun de timer, man tilbringer på skolen, men er i lige så høj grad hygge med venner, fester hjemme hos hinanden, og improviseret lektielæsning efter skole, og vi kan alle regne ud, hvad en times transport hver vej vil kunne gøre ved de initiativer. 

Alle lamper bør lyse rødt, når den siddende regering endnu engang rager et område til sig. Fra 2023 er det ikke længere det enkelte gymnasium, der står for optaget, men den centralt styrede, koordinerede tilmelding, der så uden tvivl kan få lov at ansætte en mindre hær af nye, af statskassen lønnede medarbejdere, der skal sidde og hygge sig med at fordele gymnasieeleverne på baggrund af excel-ark og misundelsesbureaukrati. For aftalen indebærer nemlig, at det til dels er forældrenes indtægt og etniske baggrund, der afgør, hvor man skal gå i skole, hvilket må siges at være et iøjnefaldende tiltag fra en blok, der ellers kontinuerligt prædiker lighed, at man således stigmatiserer eleverne ved at udstille dem, når man så grundigt ryster postnummer-posen.  

Vores børn pålægges dermed at løfte ansvaret for årtiers berøringsangst og fejlslagne integrationspolitik ved at tvinge et antal af dem til at tage deres studentereksamen ude i omegnskommunerne, og dermed bytte plads med hinanden i en kompliceret stoleleg, der primært handler om at dæmme op for islamisering ganske få steder i landet, og som forsøges solgt under en gang ævl om kulturel diversitet og mangfoldighed og noget med at sidde pænt i rundkredsen alle sammen. 

Og her, mine damer og herrer, kommer vi så til en helt central problemstilling. Nemlig den i Danmark nærmest forbudte tanke om, at lige børn leger bedst. Vi søger alle fællesskaber og som oftest søger vi fællesskaber med nogen, som vi har noget tilfælles med. Sjovt nok. Det betyder ikke, at det ikke kan være både givende og udviklende at lære andet at kende, men det skal ske på baggrund af et frit valg. Ingen har nogensinde fået noget godt ud af at gennemføre noget med tvang, og omtalte tiltag lyser langt væk af betonsocialistisk misundelsestænkning, hvor mindretallets problemer skal gå ud over flertallet. Og det skal man da vist være socialdemokrat for at kunne se lyset i. Spørger man mig, så skal problemerne løses dér, hvor de er, og ikke smøres tyndt ud over hele paletten. For det bliver de ikke mindre af.