Klumme: Højrefløjen har fået en ny heks – hun hedder Inger Støjberg

Det er ikke længere DF’s førstedame Pia Kjærsgaard, men Inge Støjberg som nu har rollen som hadeobejekt for de politisk korrekte. For mange er det et eksistentielt krav at have nogen eller noget, de kan hade, og nu er der en mangfoldighed af muligheder. Før i tiden kunne de – eller andre med samme slags tilbøjeligheder – lave dukker af deres hadeobjekter og stikke nåle i dem. Eller bruge en forgiftet paraply.

Men i dag har vi internet, hvor man kan dele sit had med andre, og det er pudsigt nok de politisk korrekte helligfranser, der hader mest. Og deres had er blindt. De kan sagtens se, at kritik (som de kalder ”heksejagt”) må føre til overfald på muslimer, men dengang det var aktuelt kunne de ikke se, at deres egen heksejagt kunne føre til et overfald på Pia Kjærsgaard. Selverkendelse er ikke deres stærke side.

Men lad os ikke male fanden på væggen. Kritikken af Inger Støjberg er (endnu) ikke i nærheden af, hvad Pia Kjærsgaard blev udsat for, men bladtegnere som Bob Katzenelson i Berlingske og Roald Als i Politiken gør deres bedste for at piske en lynchstemning op. I deres tegninger er Inger Støjberg et grimt og primitivt uhyre, og dér er vi ved at være tilbage i de gode gamle dage, hvor både Katzenelson og Als tegnede Pia K. som dæmon og snavs – eller sågar afføring (Roald Als). Det var ”tonen i debatten” dengang, og for dem, der ikke kan huske det og for dem, der ikke ved det, vil jeg gerne citere lidt fra min bog Gensyn med Ondskabens Ikon fra 2006 (der nu kan læses gratis på nettet).

”I ‘Alle mænd elsker porno’, Politikens kronik 21. juni 1998, skrev Michael West, at under et samleje »har vi også travlt med at koncentrere os om at forestille os Pia Kjærsgaard i bikini for ikke at få for tidlig udløsning!« Under overskriften ‘Har De en Pia Kjærsgaard boende her?’ fra 19. september 1997 skriver Morten Sabroe, at han har tandpine – og denne tandpine har han døbt Pia.

Arne Melchior har engang i en tv-debat antydet, at DF’s førstedame havde til hensigt at begå massemord på flygtninge, og knap en måned efter overfaldet på hende var han på banen med en opsigtsvækkende fordømmelse af fascistiske tendenser og korporlige overfald. Men ikke overfald på Pia Kjærsgaard. I stedet for at tage afstand fra det foretrak han at understrege, hvor ond den overfaldne og hendes ligesindede egentlig var. Det skete under oplæsning den 30. april af et digt af Benny Andersen, der advarede mod den gryende fare fra Dansk Folkeparti og andet djævelskab. Det skete fra Folketingets talerstol og sluttede med: »… endnu marcherer de ikke i takt, men partiet står parat med åbne arme og lukkede grænser«.”

Denne underforståede mening var der flere, der delte, og nogle af dem sagde det lige ud. Dagbladet Arbejderens skribent August Miehe-Renard kaldte overfaldet »forståeligt, uundgåeligt og nødvendigt« (!), og UNG-Sams daværende formand, Ali Celik, sagde, at det var »legitimt at overfalde Pia Kjærsgaard«. Sådan talte de pæne mennesker dengang.

Informations David Rehling tog Nyrups ikke-sturerene tråd op og kaldte Pia Kjærsgaard for »det monster, der har glammet i familien Danmarks stuer … og tilmed spredt sin nødtørft«. Ekstra Bladet tegnede hende som en hund med stinkende bag, og det fromme Kristeligt Dagblad lod hende portrættere som en slange i paradisets have. D.v.s. som selve symbolet på ondskaben. Berlingske Tidendes Jens Hage har afbildet hende både som en spændetrøje-fikseret sindsyg i en gummicelle og et troldkvindeansigt i et toiletkumme. Informations Per Marqvard Otzen tegnede hende både som heks og som hjerneorm og meget, meget mere.

Intet symbol var uhyrligt nok, inklusive Pia Kjærsgaard i færd med at dolke en lille negerdukke (en JP-tegning af Niels Roland), og fremmest blandt de spottende så man altid Politiken, der ellers har været hurtig til at tage hatten i hånden over for profetens mange efterkommere. Man skulle jo nødig krænke nogen.

Og nu er det Inger Støjbergs tur.