Svar: de er alle tre politiske outsidere, de er alle uden nuværende politisk ministerembede og indflydelse, og de er alle stillet for en rigsret nedsat ikke blot af deres politiske modstandere på venstrefløjen, men deres egne politiske fæller på højrefløjen. Med andre ord stort set den samlede politiske elite i henholdsvis Danmark, Italien og USA.
Det kræver en forklaring ud over det sandvanlige politiske sniksnak om røde og sorte partier, progressive og konservative og venstre-fløje og højrefløje.
Jeg ved, at I læsere sikkert allerde har dannet jer mening om Støjberg. Opinionsmålingerne synes at vise, at almindelige mennesker i Danmark ligesom jeg holder med Støjberg, og at Jakob Ellemann har lavet sit politiske livs største fejltrin. Jeg ved, at I har jeres mening om Donald Trump, som alle danskere, især medierne, elsker at hade. Salvini kender I måske ikke, men han er tidligere italiensk indenrigsminister, som stort set satte en stopper for illegal afrikansk indvandring til Italien i løbet af sin embedsperiode.
Men hav lidt tålmodighed. Der er et gammelt mundheld, som siger, at hvis det eneste værktøj, man har i kassen, er en hammer, ser alle problemer ud som et søm.
Det er den slags forenklinger, vores politiske leksikon er fyldt med. Hvis den eneste prisme, man anskuer verdens problemer igennem, er anti-racisme, er vi alle racister og må deprogrammeres, hvilket er den verden, vi lever i nu. Hvis alle verdens problemer ses ud fra en feministisk synsvinkel, nemlig den påståede hvide mands undertrykkelse af kvinder, er problemet ikke blot hvide mænds sexisme, men mænd generelt. Osv., osv.
De forstår, hvor jeg vil hen. Nemlig derhen, at disse skabeloner ikke duer til at analysere, hvorfor Støjberg, Salvini og Trump efter de har tabt politisk magt og fået frataget deres embede skal kanøfles.
Hvorfor er det, at ikke blot Demokraterne, men også ledende Republikanere som deres minoritetsordfører i Senatet, Mitch McConnell, og for-kvinden for Republikanerne i Repræsentanternes Hus, Liz Cheney, ivrigt bakker op om en rigsretssag, som hastes igennem, selvom undersøgelsen af, hvad der skete den 6. januar 2021 ved demonstrationen på Capitol Hill slet ikke er fuldført, og selvom der intet bevis er for, at Trump skulle stå bag optøjerne, som formodentlig skyldtes professionelle ballademagere og dårlige sikkerhedsforanstaltninger?
Hvorfor er det lige, at Salvinis tidligere regeringskolleger i 5-Stjerne-bevægelsen ivrigt bakker op om en ministeransvarligheds rigsretssag omkring en flygtningepolitik, som var kernepunktet i den regering med Salvini, de selv var gået med i? Selvom Salvini for længst er sat uden for regeringsmagten?
Hvorfor er det, at Inger Støjbergs egen partichef, Jakob Ellemann-Jensen, og andre højrefløjspartier som De Konservative og Liberal Alliance bakker op om en rigsretssag om et politsk kernepunkt i højrefløjens flygtninge- og immigrationspolitik, nemlig at indvandrere i Danmark ikke blot skal integreres, men assimilereres, dvs. acceptere, at selvom barnebrude er anerkendt i andre kulturer, er det ikke et socialt og juridisk acceptabelt fænomen i Danmark?
Disse spørgsmål bringer os tilbage til værktøjskassen. For hvad nu, hvis man anskuer disse tre rigsretssager med et helt andet værktøj i hånden, eller sagt på en anden måde under en helt anden synsvinkel: nemlig insider/outsider skabelonen?
Ifølge denne økonomisk, teoretisk baserede synsvinkel er den politiske magtkamp i modne markedsøkonomier som her i Vesten karakteriseret ved en strid mellem insidere, dem som sidder på flæsket, og outsidere, som forsøger at komme ind i varmen.
Lad os tage et eksempel fra det praktiske liv. I USA har det vakt ualmindelig stor harme, at Twitter permanent har slettet Donald Trumps konto, fulgt op af alle andre store sociale platforme som Google, Facebook, YouTube osv. Men endnu værre er, at de har lukket ned for en konkurrerende social platform, Parler, ved at forbyde salg af Parlers app fra deres platform.
Det flyder med anklager om monopol, og der er tilsyneladende vælgeropbakning til en opdeling af disse store selskaber i mindre dele for at øge konkurrencen -med historiske paralleler til den succesfyldte bekæmpelse af jernbanemagnaterne og the Robber Barons i USA i 1880’erne.
En føderal domstol i USA har imidlerid allerde afvist Parlers klage mod Twitter med den begrundelse at Twitter, YouTube og de andre ikke er monopoler, men tværtimod konkurrenter. Trump opfordres derfor til blot at finde en anden social platform og Parler et andet sted at sælge sin app.
Humlen er imidlertid, at de dominererende platforme som Twitter og Facebook måske nok er konkurrenter, men at de i Parlers tilfælde er gået sammen om at forbyde markedsadgang til en outsider, nemlig Parler.
Og det er ulovligt, fordi både amerikansk lovgivning og EU-ret ganske vist ikke forbyder monopoler, men forbyder misbrug af dominerende markedspositioner. Det var det såkaldte ”common carrier”-argument, som førte til sammenbruddet af jernbanemonopolet i USA i 1880’erne.
Og der er det prisme, rigsretssagerne mod Støjberg, Salvini og Donald Trump bedst kan belyses igennem.
Vestens eliter, hvad enten til højre eller venstre for midten, har siden 2. Verdenskrig investeret deres politiske kapital i et globalistisk, internationalistisk system, hvis hovedinstitutioner, EU, FN, WHO, WTO, de mange internationale domstole og mange andre mindre internationale organisationer. Det er disse organisationer og dette system, som denne insider-elite dominerer.
Det betyder ikke så meget, at FNs nuværende formand er en portugisisk-EU- socialist, Antonio Guterres, blot formanden for IMF til gengæld er en konservativ amerikansk økonom, David Malpass.
Hele EUs top blev eksempelvis valgt ved en studehandel mellem EUs elite bag lukkede døre i Det Europæiske Råd i sommeren 2019, hvor EU-Kommissionens nye forkvinde, Ursula von der Leyen, totalt ukendt tidligere tysk konservativ CDU-forsvarsminister med et noget blakket ry og som ikke en gang kandiderede for jobbet, pænt blev afbalanceret med EU-Udenrigsministerposten til Josep Borrell, spansk socialist med en dom for insider-trading, som hellere ikke havde kandideret for noget som helst. Der var hverken kønt eller demokratisk, men eliten var godt tilfreds – man havde pænt delt i porten.
Det er dette system, outsiderne forsøger at komme ind i.Og det er dette system, Vestens etablerede elite, insiderne, forsøger at holde dem ude fra.
Donald Trump sagde ved sin afskedstale, at han som den første præsident i USAs historie var kommet til magten som outsider. Han kunne lige så godt have tilføjet: desværre vandt insiderne.
Det er ikke noget tilfælde, at insidernes største anke mod Støjberg, Salvini og Trump er deres immigrations- og flygtningepolitik. Alle tre har slået sig i tøjret, nemlig de flygtningekonventioner, som under helt andre forudsætninger blev vedtaget lige efter 2. Verdenskrig, men som nu misbruges af eliten til at åbne grænserne for indvandring af den type immigranter, eliten vurderer vil blive stemmekvæg for deres poltik.
Trump bliver ganske vist formelt anklaget på grund af Kapitol-optøjerne den 6. januar 2021, men det er ingen tilfældighed, at Præsident Bidens nye eksekutive ordrer for størstedelens vedkommende ikke omhandler Covid-pandemien eller dens økonomiske følger, men et tema, som slet ikke var en del af valgkampen, nemlig illegale indvandrere og en lettelse af deres adgang til USA og efterfølgende naturalisering.
For insiderne er gået i panik. Insiderne ved, at Covid-pandemien har svækket begejstringen og tilliden til internationale institutioner, ikke blot WHO som åbenlyst er gået Kinas ærinde, men også hele grundlaget for det internationale systems credo om, at vi alle er verdensborgere og hvis vi blot lever i gensidig respekt for hinandens kulturelle og politiske særpræg, inklusive barnebrude og klitoris-omskæringer, skal alt nok gå picco-bello.
Der er imidlertid den hage, at denne Kumbaya-boble fra 1945-2020, som jeg har beskrevet nærmere i min bog ”Lies Our Leaders Tell Us”, er blevet godt og grundigt punkteret. Ikke mindst af outsiderne som Støjberg, Salvini og Trump. Og det er det, der truer insider-elitens magtmonopol.
Derfor har insider-eliten bestemt, at selvom Støjberg & Co. ikke længere er ved magten, skal de diskvalificeres politisk og moralsk for at forhindre, at de nogensinde kommer til magten igen.
Det er det rigsretssagerne handler om.Og det er det, Støjberg, Salvini og Trump har til fælles.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)