Der er åbnet en direkte flyrute fra Billund til Beirut. Der er ugentlige afgange fra juni til august, og der reklameres med busforbindelser videre fra lufthavnen til hele Syrien.
”Gældende for alle syrere, der er kommet til Europa”, hedder det i annoncen. Den bruges af syrere til at rejse hjem til Syrien på sommerferie.
Hvordan kan mennesker, der er kommet til Danmark som flygtninge, rejse tilbage til det land, som de er flygtet fra? Svaret er, at hvis det er familiesammenførte til flygtninge, kan de frit rejse tilbage til Syrien, uden at det har konsekvenser for deres ophold. Så bliver de nemlig ikke regnet som flygtninge.
Vi taler tilmed om familiesammenførte til ”flygtninge”, som ikke er personligt forfulgte, men som har fået flygtningestatus pga. de generelle forhold i landet, men de generelle forhold er altså ikke værre, end at det må være meget trygt for familien at rejse tilbage. Ellers rejste de vel ikke frivilligt derned for at holde ferie.
Det viser i hvor ekstrem grad flygtningebegrebet bliver misbrugt. Flygtningekonventionen blev lavet efter Anden Verdenskrig, blandt andet på grund af de tyske jøders situation i 30’erne og 40’erne, hvor de ikke havde mulighed for at flygte fra Nazityskland, fordi der ikke var nogen lande, der ville tage imod dem.
Den situation ønskede man ikke skulle gentage sig. Men kan man have forestillet sig, at jødiske familier, hvis de havde fået lov til at flygte fra Nazityskland, ville være rejst tilbage til Tyskland for at holde ferie, efter at de var kommet i sikkerhed i et andet land? Nej, det kan man ikke. Det er en absurd tanke.
Men det er det, vi ser i dag. Familiesammenførte til ”flygtninge” rejser tilbage til det land, deres mand eller søn, eller hvem det nu er, der er flygtet, kommer fra. Vedkommende er tilmed ”flygtet” hele vejen til Danmark af en eller anden årsag, som vi nok alle sammen ved, hvad er. Vi er til grin.
Det er ubegribeligt, at vi finder os i det. Det er ikke noget nyt. Det har stået på i årevis, og politikerne ved det. Eksempel blev tusindvis af ”danske” libanesere evakueret fra Libanon i sommeren 2006 under deres sommerferie der. Nu giver politikerne udtryk for deres overraskelse og forargelse en gang til.
Vi skal have et asylstop, personer med midlertidig flygtningestatus skal sendes hjem, når opholdstilladelsen udløber, og personer, som rejser på ferie i det land, som de eller deres familiemedlemmer er flygtet fra, skal naturligvis ikke have lov til at komme tilbage til Danmark.
Det er besynderligt, at den slags overhovedet kan være til diskussion. Det er så indlysende. “Flygtninge”, som rejser på ferie i det land, som de er “flygtet” fra. Man tager sig til hovedet.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)