Klumme: #MeToo og hvad deraf fulgte – en statusopgørelse

Vi husker alle udløseren af den såkaldte #MeToo-bevægelse: de anklager for seksuelle overgreb lige fra berøringer til voldtægt, der af en lang række skuespillerinder og andre kvinder inden for filmbranchen – flere end 90 – blev rettet mod den i sig selv yderst uappetitlige, men uhyre indflydelsesrige Hollywood-filmproducent Harvey Weinstein i oktober 2017.

Flere og flere kvinder sluttede sig til anklagerne. Af de mere kendte navne drejer det sig f.eks. om Gwyneth Paltrow, Angelina Jolie og Ashley Judd. Selve hashtagget #MeToo blev dog allerede anvendt i 2006 i forbindelse med en kampagne rettet mod seksuel misbrug af afroamerikanske kvinder.

Det var en skuespillerinde – bedst kendt fra en række tv-serier som f.eks. Charmed (1998-2006) – ved navn Alyssa Milano, der d. 15. oktober 2017 via Twitter opfordrede alverdens kvinder til at benytte  hashtagget #MeToo for at vise deres søstersolidaritet.

Allerede første dag reagerede flere end 200.000 på denne opfordring; dagen efter var det over en halv mio. På Facebook anvendte inden for et døgn 4,7 mio. brugere dette hashtag i flere end 12 mio. indlæg. Og så rullede lavinen. I dag sidder Weinstein på anklagebænken efter at være blevet fyret fra sit eget firma og smidt ud af en lang række organisationer som f.eks. Academy of Motion Picture Arts and Sciences, den organisation, der bl.a. uddeler den årlige Oscar. Weinstein selv spillede den angergivne synder. Han har solgt sin pragtvilla i West-Hollywood, er gået i terapi og har erklæret, at han vil ”bekæmpe sine indre dæmoner”.

Hans hustru gennem 10 år, den engelske skuespillerinde og modedesigner Georgina Chapman, indgav omgående en skilsmissebegæring efter i et interview i modebladet Vogue at have beklaget sig over, at hun efter afsløringen i løbet af fem dage tabte hele fem kilo! Her må det være tilladt at udtrykke en forundring over, at hun i alle disse år ikke skulle have fattet blot en smule mistanke til ægtemandens ugerninger, der netop ikke var helt ukendte inden for filmbranchen, et miljø, hvor alle kender alle.

Det fremgik nemlig i kølvandet på afsløringerne, at ikke blot en lang række medarbejdere, men også kendte filmskuespillere m/k som f.eks. Ben Affleck vidste alt om Weinsteins overgreb uden at have reageret. Det samme gælder en række politikere, alle fra det demokratiske parti, som Weinstein gennem årene gavmildt har støttet med store pengebeløb. Men nu vendte de tidligere venner sig alle uden undtagelse – og dette er vel også ganske uappetitligt – mod ham, bl.a. de ledende senatorer Al Franken og Charles Schumer, samt – og ikke mindst – storhyklerne Hillary Clinton, Barack Obama og Michelle Obama.

I samme kølvand rettedes også en yderligere række anklager for seksuelt misbrug mod andre skuespillere og kunstnere. Dette gælder således den homoseksuelle amerikanske stjernedirigent ved New Yorks Metropolitan Opera, James Levine. Efter hele 43 år som chefdirigent blev i marts måned 2018 al kunstnerisk samarbejde stoppet pga. ”troværdige beviser på seksuelle misbrug”. Også en række andre orkestre opsagde alt videre samarbejde, selvom Levine har afvist alle beskyldninger.

Levines dybe fald viser en række påfaldende paralleller til et tilsvarende hændelsesforløb i forbindelse med den kendte schweiziske dirigent Charles Dutoit. I forbindelse med #MeToo-debatten blev han beskyldt for i årene 1985-2010 at have chikaneret flere sangerinder og kvindelige musikere. Også Dutoit afviser anklagerne. Dog ligesom det var tilfældet med Levine, standsede en lang række orkestre al videre samarbejde. Det gælder således Royal Philharmonic Orchestra i London og orkestrene i Boston, San Francisco, Cleveland og Chicago. To kunstneriske karrierer er hermed ruinerede uden at der er faldet dom i forbindelse med anklagerne!

Bedst kendt er beskyldningerne rettet mod den ligeledes homoseksuelle skuespiller og film- og teaterinstruktør Kevin Spacey. Han er uomtvistelig en af de helt store skuespillere, har modtaget to Oscars und var i perioden 2003-15 kunstnerisk leder af Londons Old Vic Theatre. Kendt er Spacey ikke mindst for sin rolle som den magtsyge politiker Francis „Frank“ Underwood i Netflixserien House of Cards. Ansporet af anklagerne mod Weinstein fortalte skuespillerkollegaen Anthony Rapp i slutningen af oktober 2017 i et interview med den amerikanske medieportal BuzzFeed, at han i 1986 som 14årig under en fest var blevet udsat for sexchikane af den berusede Kevin Spacey. Denne svarede Rapp via Twitter, at han efter 30 år intet kunne huske herom, men at han gerne undskyldte sig for sin „upassende, berusede opførsel”.

Efter Rapps anklage trådte via tv-senderen CNN endnu otte mænd frem og rettede lignende beskyldninger mod Spacey, hvilket allerede d. 3. november – uden at denne på nogen måde er blevet kendt skyldig – kostede ham den ledende rolle i House of Cards. Få dage senere lod instruktøren Ridley Scott alle scener med Spacey fjerne fra sin nyeste film All the Money in the World, og de pågældende scener blev nyindspillet med Christopher Plummer i samme rolle. I april 2018 indledte anklagemyndighederne i Los Angeles undersøgelser mod Spacey, men foreløbigt kendes intet resultat, så man må slutte, at denne nådesløst er blevet dømt af offentligheden uden hensyn til de juridiske regler, at det er domstolen, der afgør om eventuelle anklager holder stik, og at den anklagede er uskyldig indtil fundet skyldig. Dette gælder også de fremførte anklager for seksuelle overgreb rettet mod bl.a. Dustin Hoffman og Michael Douglas.

Beskyldningerne gælder ofte påståede overgreb, der ligger flere år – undertiden årtier – tilbage, og her må man også regne med en forældelsesfrist, der er overskredet, hvorfor der ikke kan afsiges nogen juridisk dom. Men ofte er skaden sket, idet sådanne anklager ofte i medierne udarter til rene hysteriske heksejagter, der ruinerer de pågældende personers og deres familiers liv og deres økonomiske eksistens.

Det er helt klart, at #MeToo-bevægelsen er løbet af skinnerne, og det gælder også de ledsagende omstændigheder omkring sådanne fremførte beskyldninger, der – for at vende tilbage til udgangspunktet: Harvey Weinstein – ganske vist ikke er nok til at skabe sympati for ham, men dog alligevel kalder på en vis skepsis. Således var Weinstein før sit fald en ovenud populær producer, som en lang række aspirerende skuespillerinder kastede sig i armene på, ja den ellers storartede skuespillerinde Meryl Streep skal før skandalen have pralet af, at hun havde hans navn tatoveret på en af sine sikkert yderst smukke endeballer – jeg undskylder indiskretionen.

Det bør også nævnes, at den italienske skuespillerinde Asia Argento, som også trådte frem og erklærede, at Weinstein havde tvunget hende til at udføre det, hun har kaldt for ”a sexual act”, efter denne ”act” indlod sig på et femårigt forhold til samme voldsmand. Der er ligesom noget her, der ikke stemmer! Hertil kommer hele det uappetitlige hykleri omkring Weinstein: først populær og det demokratiske ”establishments” kæledægge, nu en forbryder, der fordømmes af alle, inkl. hans tidligere fan, Meryl Streep.

Er det ikke på tide, at der sker et holdningsskift? Er hele sagen ikke gået over gevind, så indtrykket skabes, at alle mænd – og dette påstås ikke mindst af radikale feminister – er potentielle voldtægtsforbrydere, mens alle kvinder er uskyldsrene engle? Her i foråret har den store engelske skuespiller Martin Clunes tilladet sig at pege på, at mange unge skuespillerinder i mands minde har haft for vane at flirte med deres producere og/eller instruktører for at få en god rolle, en opførsel, der i Clunes’ øjne nærmer sig prostitution. Er det nødvendigt at anføre, at Clunes omgående blev ramt af det, der med et så smukt ord betegnes som en ”shitstorm” – men han er jo også en mand! Det havde nok en større effekt, da den franske skuespillerinde Catherine Deneuve allerede i januar 2018 sammen med hundrede andre kendte kvinder i dagbladet Le Monde offentliggjorde et manifest til forsvar for den seksuelle frihed rettet med den hysteriske puritanisme, der karakteriserer #MeToo-bevægelsen. De forventede voldsomme reaktioner rettet mod manifestet og Deneuve viste sig da også at være bestemt netop af denne ”hysteriske puritanisme”.

P.S. Inden denne klummeskriver selv udsættes for beskyldninger om kønsdiskriminering, understreger han, at hvis Weinstein, Spacey og co. dømmes efter anklagerne, bør de naturligvis idømmes en passende straf.