Mette Frederiksens Holocaust


Klummer på 24NYT er udelukkende udtryk for skribentens mening. 

24NYT er ikke nødvendigvis enig med skribenten.


 

Aron blev født i mellemkrigstidens Polen i en jødisk familie, der boede i Warszawa.

Da nazisterne besatte Polen i 1939, var indbyggertallet i landet ca. 35 millioner. 3,3 millioner af dem var jøder. Under den anden verdenskrig samlede Nazityskland de polske jøder i afspærrede og bevogtede bydele – ghettoer – hvorfra indbyggerne senere blev transporteret til udryddelseslejre, såkaldte kz-lejre, og myrdet.

I Warszawa blev ghettoen etableret i 1940. I marts 1941 menes der at have været 460.000 jøder samlet i Warszawas ghetto. Aron og hans familie var iblandt dem.

Nazisterne stuvede jøderne på mindre end tre en halv kvadratkilometer og rationerede maden til et absolut minimum. Rationerne var sat til 184 kalorier om dagen. Ca. hver fjerde indbygger i ghettoen døde af sult, inden deportationerne til kz-lejrene begyndte i sommeren 1942.

Det lykkedes for Aron og hans søster at skaffe falske ID-papirer og slippe ud af ghettoen. Deres forældre var mindre heldige. Moren blev skudt ned af Nazityskerne for øjnene af de to børn, og faren havnede i en kz-lejr.

Da krigen sluttede, tog Arons søster til Israel, mens Aron blev i Polen. Her fik han en universitetsuddannelse og derefter et godt job.

Jødehadet i Polen forsvandt imidlertid ikke med nazismen. I marts 1968 indledtes et studenteroprør i Polen, og samtidig var landet ramt af en økonomisk krise. Det regerende kommunistparti udpegede zionister og kosmopolitter, der var kodeord for jøder, som de skyldige i krisen. Kommunistpartiet iværksatte en omfattende hetz mod jøderne, som blev tvunget til at emigrere. Man regner med, at cirka 14.000 polske jøder flyttede til Østrig, Israel, USA, Sverige og andre lande. I årene 1969-1971 kom omkring 3.000 polske jøder til Danmark. Aron og hans familie var blandt dem.

Da Aron, som på det tidspunkt var 50 år, var en rigtig fighter, fik han på 2 år lært dansk nok til at kunne undervise på et universitet. Det har han gjort frem til pensionsalderen.

Da Aron blev 75 år, blev han ramt af demens og kom på plejehjem. Familien besøgte ham hver uge for at sikre ham optimal pleje, omsorg og tryghed.

Under coronaepidemien har Mette Frederiksens regering indført drakoniske restriktioner i de pårørendes muligheder for at besøge de ældre på plejehjemmene. Nedlukningen havde store psykiske og helbredsmæssige konsekvenser for plejehjemsbeboerne, men bidrog ikke til at forhindre smitten, som i vid udstrækning blev bragt ind af medarbejdere på plejehjemmene.

Medier har været fulde af hjerteskærende beretninger om ældre på plejehjem, som på grund af coronaepidemien ikke har kunnet møde ægtefæller, børn, børnebørn og oldebørn. Demenspatienter har nemlig et enormt behov for menneskelig kontakt.

Inden coronaepidemien fik plejehjemsbeboerne besøg af børn, børnebørn og oldebørn, der holdt dem i hånden og gav dem et kram eller en hånd på skulderen. Under nedlukningen var der ingen håndtryk og kram, og mange plejehjemsbeboere har følt sig ekstrem ensomme. Pårørende kunne bare stå og se til, mens deres forældre og bedsteforældre trak vejret for sidste gang, uden at de selv kunne være der med en varm hånd og et kærligt blik. Den sorg lever de i dag videre med.

Vælger man at isolere ældre, demensramte mennesker fra deres pårørende, så kræver det en ekstraordinær indsats i pleje og omsorg fra plejehjemmets side. Den omsorg og pleje havde personalet på Arons plejehjem ikke overskud til. Familien fik efterfølgende at vide, at Aron var holdt op med at spise og drikke, og havde efterhånden mistet livsgnisten helt. Personalet var ikke i tvivl om, at det skyldtes, at Aron ikke længere måtte se sine nærmeste, hvilket han var vant til.

Arons familie var klar over, at han kun havde en kort tid at leve i, men indtil det sidste var familien usikker på, om den ville nå at besøge ham på hans stue. Da Aron var døden nær, fik familien undtagelsesvis lov til at komme ind. Aron må have fornemmet, at hans nærmeste var til stede, og at han ikke ville dø alene, for han sov langsomt ind.

Aron var en rigtig fighter, der har overlevet Nazityskernes Holocaust. Det er derfor skæbnens tragiske og bitre ironi, at han 75 år senere blev offer for Mette Frederiksens Holocaust. Det kunne han ikke hamle op med. Ære være hans minde.