Da Donald Trump blev valgt til USA’s præsident, har danske politikere, medier og kommentatorer skabt en stærk fortælling om det onde, protektionistiske USA kontra det gode, frihandelselskende Danmark. I dansk selvforståelse er Danmark en ”lille, åben økonomi”, men det holder ikke vand.
Tal fra Global Trade Alert, der måler alle former for handelshindringer, viser, at der siden finanskrisen i 2008 er sket en mangedobling af handelsbarrierer, afgifter, eksportsubsidier, statsstøtte og andre protektionistiske indgreb, der rammer den frie handel.
Over hele verden kommer der mere og mere protektionisme, fordi kravene om lokal tilstedeværelse, lokalt indhold, lokal beskatning, ansættelse af lokal arbejdskraft og uddannelse af lokale medarbejdere er tiltagende. Siden finanskrisen er der indført over 7.000 nye handelsprotektionistiske tiltag i verdens 60 største økonomier, herunder EU. I 2010 var der 324 handelsrestriktioner i verdens 20 største økonomier. I 2016 var der ifølge en analyse fra Dansk Industri 1.200 restriktioner.
Selv om man både i EU og Danmark beskylder USA’s præsident Donald Trump for at følge en protektionistisk kurs, har protektionismen særdeles gode kår i det EU, som prædiker frihandel. Der kommer flere og flere nationale særregler indenfor EU’s indre marked, der tilgodeser nationale producenter og skærmer offentlige udbud. Handelsbarriererne omfatter statsstøtte, et virvar af subsidier til landmænd og begrænsninger for handel med andre regioner.
EU’s såkaldte “værdibaserede” aftaler, der inkluderer betingelser om bæredygtighed og arbejdstageres forhold, er skjult protektionisme. På landbrugsområdet er EU en af verdens stærkeste protektionistiske kræfter. EU’s regler om støtte til mindre virksomheder skaber handelsbarrierer, som gavner særinteresser i EU, men skader alle andre, inklusive EU’s egne borgere. Det er også protektionisme, når bønder i afrikanske lande afkræves omfattende papirarbejde, før de må sælge varer i Europa. Hertil kommer toldsatser, kvoteordninger og andre beskyttelsessystemer.
I Danmark hyrer erhvervslivet stadig flere lobbyister, der skal sikre en regulering, der er i virksomhedernes interesse. Ofte bliver resultatet en regulering, der beskytter etablerede erhvervsinteresser imod konkurrence fra iværksættere eller udenlandske leverandører. Ved at slippe for konkurrencen fra Uber har taxaselskaberne f.eks. bevaret et reguleret privilegeret monopol på persontransport.
Danske byggevirksomheder og faglige organisationer, der helst er fri for den konkurrence, der følger af EU’s indre marked, gør alt for at holde udlændinge ude. Protektionistiske lønmodtagere beskytter deres privilegier og goder i en alliance med pressede virksomheder, der har været vant til at operere på et beskyttet hjemmemarked. Social dumping bruges som et politisk gummibegreb om alt fra filippinske chauffører til danske håndværkere, der er udsat for helt lovlig udenlandsk konkurrence.
Folketinget har indført tidsbegrænset parkering for lastbiler på de statslige motorvejsrastepladser for at gøre det besværligt for udenlandske chauffører at finde parkeringsplads til deres lastbil, når de skal holde deres lovpligtige hvil over 25 timer. DSV’s topchef Jens Bjørn Andersen sagde, at “det er problematisk, at vi laver nogle regler, som kun gælder for Danmark. Det er en form for protektionisme“.
Protektionisme florerer også på det offentlige udbudsmarked. 95 pct. af alle EU-udbud herhjemme bliver vundet af en dansk virksomhed. I mange brancher, især i byggeriet, er der mange begrænsende branchestandarder og byggetraditioner, der afskærer udenlandske virksomheder fra at byde på danske udbud.
Det oprindelige udspil til forsvarsforliget 2018-2023 ville have afskåret de danske værfter fra at bygge danske miljøskibe, fordi miljøskibe skal i EU-udbud. Derfor blev forsvarsforliget ”genovervejet” med det resultat, at der nu skal bestilles krigsskibe, som også kan bruges som miljøskibe. Og da krigsskibe kun kan udbydes rent nationalt, er de danske værfter glade.
En meget populær dansk handelsbegrænsning er “forbrugerbeskyttelse” og ”fødevarebeskyttelse”, altså regler, som er begrundet med hensyn til forbrugerne, men som i praksis blot afskærer udenlandske virksomheder. Disse regler består i at begrænse forbrugernes frie forbrugsvalg ved på forhånd at fravælge produkter på forbrugerens vegne, uanset om de ønsker det eller ej.
Diskriminatoriske skatter og afgifter er en protektionistisk metode, der hæmmer fri handel. Da Danmark ikke producerer biler, fungerer registreringsafgiften reelt som en told. I stedet for at lægge told på udenlandske produkter kan man give statsstøtte og sikre sig, at det især kommer indenlandske producenter til gode. Statsstøtten til vedvarende energi i Danmark fungerer på denne måde.
Kravet til udenlandske virksomheder om at udvise socialt ansvar (CSR) er en effektiv protektionistisk metode til at holde udenlandske varer ude med henvisning til oprindelseslandenes arbejdsmarkedsforhold.
Udover at diskriminere mod private danske leverandører fungerer den store offentlige egenproduktion (ofte omtalt i medierne som offentligt opgavetyveri) som en protektionistisk barriere mod international handel.
På forsvarsområdet har EU-Kommissionen åbnet en sag mod Danmark for at have “pålagt uberettigede krav om modkøb fra ikke-nationale leverandører“. Modkøb hæmmer ikke alene konkurrencen på markedet og strider med hele tanken om et frit marked, men er i strid med EU-direktivet om offentlige indkøb af forsvarsmateriel.
Den tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen har kommenteret det således: “Vi er også nødt til at tænke lidt egoistisk. Vi skal selvfølgelig støtte fri handel, for det er vi som lille nation bedst tjent med, også på det våbenteknologiske område. Men vi har omkring 450 virksomheder, der producerer forskellige ting, som forsvaret kan bruge, og der har vi også en interesse i at understøtte de virksomheder“.
Rendyrket protektionisme? Absolut. Men i dansk selvforståelse er Danmark en lille åben økonomi, der elsker frihandel.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)