Danskerne betragter Danmark som en retsstat, men på visse områder har staten udviklet bananstatsagtige symptomer. De seneste år har vi nemlig været vidne til systematiske lov- og regelbrud begået af offentlige myndigheder. Balancen mellem stat og borger forrykkes mere og mere i statens favør.
Tvangsindgreb uden retskendelse
Efterhånden som den danske stats Stasi-lignende kontrol med borgerne vokser og vokser, bliver retssikkerheden gradvis udhulet. Omkring 500 love giver myndighederne ret til at trænge ind på privat område og gennemføre tvangsindgreb uden retskendelse. Retten til privatliv og ejendomsret er ellers beskyttet i både Grundloven og internationale konventioner.
Ifølge forskerne er bemyndigelserne i lovgivningen til at gennemføre tvangsindgreb uden retskendelse steget fra 111 i 1996 til 262 i 2015, en stigning på 136 pct. Der kan naturligvis være tungtvejende samfundshensyn, der retfærdiggør en fravigelse af princippet om ejendomsrettens ukrænkelighed, f.eks. en virusepidemi, som vi oplever i øjeblikket. Men ellers bliver det et retssikkerhedsmæssigt problem, når tvangsindgreb bliver det første værktøj, man griber ud efter, når en myndighed skal gennemføre en eller anden form for kontrol.
Begrænset adgang til domstolene
Et effektivt retssystem, hvor borgere og virksomheder har adgang til at få prøvet deres sag ved domstolene, er en af grundpillerne i en demokratisk retsstat. Over de seneste år har man imidlertid fra politisk side gjort det vanskeligere for danske borgere og virksomheder at få adgang til domstolene og få prøvet deres sag. Der skal f.eks. i visse tilfælde betales en betydelig retsafgift til staten for at indbringe en sag for retten. Retssystemet indeholder desuden en række andre barrierer, der vanskeliggør adgangen til domstolene, selv om adgangen til domstolene er helt afgørende for en retsstat.
Vidner glemmer, beviser forsvinder
Retssikkerheden er under pres, fordi anklagemyndigheden sejler helt ukontrolleret, mener bl.a. tidligere statsadvokat Birgitte Vestberg og forhenværende politimester Annemette Møller. Ca. en tredjedel af de offentlige anklagere i Danmark møder nogle gange uforberedte op i retten. Anklagemyndigheden er så presset, at erfarne kræfter søger væk med det resultat, at unge skuldre må løfte alene uden de nødvendige kompetencer, oplæring og tid til forberedelse. Det fører til fejl, forkerte afgørelser og et generelt fald i kvaliteten, ligesom det fører til et ulige styrkeforhold mellem forsvarerne og anklagerne i landets retssale. Udviklingen svækker retssikkerheden, fordi vidner glemmer og beviser forsvinder.
Modstand mod at inddrage EU-Domstolen
I alle retssager har dommeren mulighed for at spørge til råds om EU-reglerne, hvis de mener, at den behandling, de har fået af det offentlige, er i strid med EU-retten. Danske advokater oplever imidlertid modstand mod brugen af dette værktøj fra statens side.
Staten ser nemlig en hjemmebanefordel i kun at skulle overbevise danske dommere. Staten sætter ofte hælene i og er modstræbende, når borgere eller virksomheder i retssager mod det offentlige vil inddrage EU-Domstolen. Det er skidt for retssikkerheden, siger Martin André Dittmer, CEO for Gorrissen Federspiel, til Børsen.
Ingen retssikkerhed bag tremmerne
Landets fængsler og arresthuse er præget af overbelægning, personalemangel og dårligt arbejdsmiljø. Siden 2017 er bemandingen faldet med 200 fængselsbetjente. Der har på det seneste været flere medieberetninger om meget grelle forhold i fængslerne. Om vold, overgreb, trusler og modbydelige handlinger fra bander og stærke fanger, der tryner de svage. Når vi hører om, at der bliver hældt kogende olie med sukker ud over andre indsatte, eller når fanger alt for ofte frivilligt beder om at komme i isolation, er vi ude på et uacceptabelt overdrev, hvor al retssikkerhed er forsvundet.
Med fængselsdomme anbringer vi kriminelle et sted, hvor de ikke kan komme ud. Det gør dem udsatte, og det forpligter os som samfund. De indsatte skal naturligvis have den straf, som samfundet har udmålt, men heller ikke mere, og slet ikke vold og overgreb, foranstaltet af andre indsatte. De indsatte har krav på beskyttelse og retssikkerhed, men det er jungleloven, der hersker, når indsatte er i fængsel og dermed i statens varetægt. Der er ingen retssikkerhed på den anden side af tremmerne.
Mentalerklæringerne burde dumpe
Kvaliteten af mentalundersøgelser for udviklingshæmmede er så dårlig, at folk risikerer at få en forkert dom. Op mod en tredjedel af mentalerklæringerne burde dumpe, vurderer Retslægerådet. Det betyder, at udviklingshæmmede, som ikke egner sig til fængselsstraf, ender i fængsel, hvor de skal afsone med andre kriminelle. ”Situationen er helt uacceptabel”, siger Birgitte Arent Eiriksson, der er advokat og vicedirektør i den juridiske tænketank Justitia. ”Det her svækker tilliden til retssystemet, for man skal kunne stole på, at retten idømmer den rette straf på et sagligt grundlag. Desuden krænker det retsfølelsen, og det er meget, meget betænkeligt for den enkelte, som får en forkert dom”, siger hun.
Præventiv retsusikkerhed
Ude i virksomhederne er et af modeordene ”præventiv retsusikkerhed”. Det dækker over, at SKAT på forhånd nødigt svarer på, hvordan de fortolker forskellige skattelove. Logikken er, at virksomhederne opfører sig bedre, hvis der er usikkerhed om reglerne.
En analyse fra tænketanken Justitia viser, at SKAT er både halve og hele år om at offentliggøre nye principielle afgørelser og domme, hvormed borgere og virksomheder afskæres fra indsigt, viden og kendskab til ny praksis af relevans for deres skatteforhold. Retssikkerhedsmæssigt er dette uholdbart.
Når SKAT anklager en borger eller virksomhed, er det ikke som i andre retsforhold op til anklagemyndigheden at bevise ulovligheden, men nu offerets opgave at bevise sin uskyld. I skattesager gælder der altså omvendt bevisbyrde.
Bindende ligningssvar er blevet ændret, så de alligevel ikke er bindende for SKAT. Det vil sige, at SKAT ikke er forpligtiget af egne afgørelser. Retssikkerhedsmæssigt er dette meget problematisk.
Bemeldte eksempler viser, at vejen ligger åben for myndighedsovergreb mod private personer og virksomheder, når offentlige myndigheder får for store magtbeføjelser og tilgodeses af en lovgivning, der bevidst undergraver befolkningens mulighed for at forsvare sig.
Tvangsfjernelser
Tvangsfjernelse er det dybeste indgreb i menneskeliv uden for strafferetsplejen. I Danmark har vi indrettet os med et gigantisk apparat, der formelt skulle være udstyret med tilstrækkelige retssikkerhedsgarantier. Men retssikkerheden er ikke i orden. Både rapporter fra Rigsrevisionen, Justitia, Ankestyrelsen og Socialministeriet viser, at der ikke er tilstrækkelig sikkerhed for, at der tvangsfjernes forsvarligt.
Flere tvangsfjernelser er foretaget på et utilstrækkeligt eller fejlagtigt grundlag, fordi set ud fra sagsbehandlerens interesse er der ingen risiko ved at lægge op til en tvangsfjernelse. Derimod er det fælt at blive hængt op på en senere anklage for at have været for lempelig. Derfor foretages tvangsfjernelser ”for en sikkerheds skyld”. Myndigheden har magten, og forældrene er afhængige af de afgørelser, den træffer.
Ekspropriation
En ny tendens i dansk politik er, at politikere vilkårligt tager nogles ejendom og giver den til andre. Grundloven giver ganske vist mulighed for ekspropriation, men så er det utvetydige krav, at det er til fordel for ”almenvellet”. Når man tager fra nogle for at give til andre, skal det ske med fuld erstatning og ved lov, ikke rent administrativt. På alle disse punkter er 160 års retssamfund i disse år ved at vige til fordel for en politisk junglelov, der lader nogle tage for at give til andre uden at yde fuld eller blot delvis erstatning, og ofte blot med simple byrådsbeslutninger eller administrative afgørelser.
I Roskilde har kommunalpolitikere f.eks. vedtaget, at en planteskoleejer skal afgive sin jord til den lokalpolitisk meget indflydelsesrige Roskilde Festival, der godt kunne tænke sig at bruge jorden til at øge deres forretning. Og i flere kommuner har kommunalbestyrelserne taget landmænds jord og givet den til folk, der gerne ville lave golfbaner eller skydebaner.
Retssikkerhed sikrer borgere mod vilkårlige, uforudsigelige overgreb fra statens side. De stadig mere udbredte overgreb fra den danske stats side betyder imidlertid, at retssikkerheden og retsstaten bliver gradvis udhulet. Danmark rykker sig tættere og tættere på bananrepubliktilstande.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)