Klumme: Så tager vi klimaet én gang til

Oprindeligt var det min opfattelse, at det stort set ikke er blevet varmere de seneste 50 år. Det viste sig ikke at passe.

For at få en autoritativ forklaring har jeg spurgt professor emeritus i fysisk geografi ved Oslo Universitet, Ole Humlum, forfatter til den fremragende bog, Det ustyrlige klima, og stadig aktiv forsker.

Hvad temperaturen angår, skriver han:

„Omkring 1970 var vi midt i en relativt kølig periode, globalt set, og der har efterfølgende været en temperaturstigning frem til i dag. Stigningens størrelse afhænger af hvilken temperaturserie man ser på, og løbende administrative ændringer tenderer mod at gøre stigningen gradvis større. Satellitmålingerne går kun tilbage til 1979, men temperaturstigningen ligger ifølge de forskellige serier sandsynligvis et sted mellem 0,5 og 0,9 grader. Uanset størrelsen er denne stigning på ingen måde hverken uset eller foruroligende.‟

Og hvordan forklarer man så temperaturen? Prof. Humlum svarer:

„De seneste år har vi oplevet klare eksempler på hvordan oceanografiske fænomener i Stillehavet (La Niña and El Niño episoder) styrer den globale temperatur med ret lille tidsmæssig forsinkelse (nogle få måneder) fra fænomenets start og indtil resultatet ses i den globale temperatur. Så oceanernes betydning for den globale lufttemperatur kan næsten ikke overvurderes. De dækker jo også omkring 71% af planetens overflade, så det er egentlig ikke så overraskende.

Det er anderledes med solen, selvom den er den ultimative energikilde for det globale klima. Her er tilsyneladende stor tidsforsinkelse mellem solens samlede aktivitetsniveau og effekten på den globale lufttemperatur; sandsynligvis mange år. Hvor mange år vides ikke med sikkerhed, men jeg vil selv formode 20-50 år. Så lige nu må vi desværre nok have lidt tålmodighed.

Kort tilbage til oceanerne. Studerer man frit tilgængelige temperaturserier (Internet) af havoverflade-temperatur og global lufttemperatur, er det tydelig, at lufttemperaturen følger havoverflade-temperaturen med omkring 2 måneders forsinkelse (lufttemperatur målt af satellitter i den nedre del af atmosfæren). Så det er oceanerne som i hovedsag styrer atmosfærens temperatur og ikke omvendt. Spørgsmålet er da hvad som primært styrer oceanernes overfladetemperatur? Det eneste realistiske svar er Solen, da den kortbølgede stråling trænger indtil 200 m ned i vandet.‟ (Citat slut)

Man bemærker, at Ole Humlum – på linje med adskillige andre forskere – ikke nævner CO2 som en væsentlig faktor, men derimod Solen som den altdominerende kraft, som mennesket ikke kan påvirke.