Når det drejer sig om døden, har danskerne deponeret deres frihed hos staten. Denne klumme er en fortælling fra det virkelige liv om den ufrie danske måde at dø på.
Den gamle vittighed om, at man skal have et godt helbred for at blive indlagt på hospitalet, har fået fornyet relevans efter den seneste tids skandalehistorier: over 2000 kvinder i mindst 3 regioner har ikke fået den lovede behandling på grund af ”ressourcemangel”. Alene På Ringsted Sygehus har over 304 kvinder har fået konstateret brystkræft. Og Region Sjælland havde under påskud af ressourcemangel og uden tilladelse sløjfet nogle af de lovmæssigt fastlagte trin i den brystscreening, kvinderne havde fået løfte om.
Hertil kommer sagerne om forkerte recepter til over 7000 mennesker i Region-Hovedstaden, manglende omhu fra Sundhedsstyrelsen med hensyn til tilsynspligt af læger og behandling af klager over disse samt implantater af underlivsnet til kvinder som kan medføre voldsomme gener og kan være direkte livsfarlige uden at patienterne er informeret herom.
Det danske sundhedsvæsen afviser, at historierne skulle være eksempler på systemiske regelbrud, og lover hver gang at tage skridt til at forhindre gentagelse. Men historierne er ikke enkeltstående fejl.
Efter strukturreformen i 2005 fritog regionalpolitikkerne sygehusvæsenet for at tage stilling til udgiftsniveau som i det gamle amtssystem. I stedet får regionerne nu tildelt penge ud fra faste kriterier fra bestilleren, staten, som også står som garant for økonomien. Det giver sygehusene et incitament til at tilbageholde informationer og tage risikable beslutninger, hvis uheldige konsekvenser sygehusene forsøger at holde skjult for de bevilgende myndigheder.
I Danmark havde vi som bekendt i 1990’erne Boneloc-sagen, hvor over 3.300 mennesker ved en fejl blev hofteopereret ved brug af Boneloc, et materiale som slet ikke var stærkt nok til sådanne operationer. Den egentlige skandale var imidlertid, at det tog Sundhedsstyrelsen 5 år at gøre noget ved det.
Kritik af den danske velfærdsmodel er noget nær blasfemi og udøverne af denne blodsport skal ikke regne med megen forståelse fra systemets repræsentanter. En af grundlæggerne af velfærdsstaten, professor Jørgen S. Dich, nåede i sin bog ”Den herskende Klasse”, som var en analyse af den danske velfærdsmodel, frem til, at velfærdsstatens herskende klasse var de offentligt ansatte i social- og velfærdssektoren. I sin bog skrev han selv, at det var socialt harikiri at kritisere den danske velfærdsmodel. Til hans held var Dich emeritus og havde sin karriere bag sig, da han skrev bogen
En anden overbevist velfærdsstatstilhænger, cand.polit. Henrik Christoffersen, har med bøgerne ”Det Mindst Ringe” og ”Utopia t/r” forsøgt at råbe vagt i gevær og kaldte sin tids ”Herskende Klasse” for ”velfærdskoalitionen” af offentligt ansatte og modtagerne af offentlige overførselsindkomster. I sine bøger beskriver han levende, hvordan denne kritik kostede ham karrieren og hvordan han blev lagt på is af den politiske elite. I dag sidder han som ekspert i Cepos.
Men spørgsmålet er evigt aktuelt, ikke mindst på baggrund af de seneste sundhedsskandaler. Er der strukturelt noget galt med den danske sundhedsmodel og den måde den er skruet sammen på?
En lille personlig historie fra det virkelige liv om, hvordan modellen fungerer i praksis, kan måske give selv de mest forhærdede forsvarerne for den danske model stof til eftertanke.
Min søster døde den 10. april i år, 76 år gammel, efter lidt over 2 måneders sygeleje. I tiden op til hospitalsindlæggelsen henvendte hun sig gentagne gange til sin praktiserende læge vedrørende problemer med opkastninger, diarre og pludseligt vægttab. Lægen afviste problemerne med henvisning til, at det kunne være Roskilde-syge på trods af, at blodprøver viste for højt niveau af vitamin B-12. Forhøjet nievau af vitamin B-12 er en kendt markør for kræft.
Til sidst blev det et mere håndfast medlem af familien for meget. Sammen med min søster troppede han op hos lægen og krævede, at der blev gjort noget.
Herefter blev min søster indlagt, men i første omgang på en kirurgisk afdeling uden kræftekspertise og derfor uden behandling. Vigtig tid blev hermed tabt. Endelig kom diagnosen: kræft i bugspytkirtlen, stadium 4. Der er ikke noget stadium 5.
Overlægen konstaterede, da han blev spurgt hvordan en så kraftig udvikling af kræft kunne ske så hurtigt, at det var typisk for den kræftform, at den kom uden varsel og pludseligt. Men er pludseligt vægttab og opkastninger over flere måneder ikke vigtige kræftsygdomsmarkører? Og var det forhøjede B-12 niveau ikke netop en tidlig advarsel?
Grundet min søsters vægttab mente lægen ikke at kunne foreslå kemoterapi. Det ville efter hans mening slå patienten ihjel og alligevel ikke nytte noget for en stadium 4 bugspytkirtelkræft. Men var det rigtigt? Øøøh. Medierne offentliggjorde sidste uge en historie om, hvordan en kendt mediepersonlighed i England på omkring min søsters alder via kemoterapi havde overlevet en stadium 4 bugspytkirtelkræft. Det er dog rigtigt, at overlevelsesprocenten er lav, ca. 5 %.
Men hvad så med at stoppe opkastningerne ved at få indopereret et kateter, så min søster kunne tage på i vægt og blive rask nok til at prøve kemoterapi? Overlægen mente hun var for svag og ville dø under operationen. Man prøvede halvhjertet at indsætte et udvendigt kateter, men opgav, da det generede min søster så meget, at hun rev det ud igen.
Så er det helt uretfærdigt at konkludere, at det danske hospitalssystem bredt defineret som sundhedsvæsenet fra praktiserende læger til hospital ikke reagerede i tide med hverken diagnose eller pleje?
Men når skaden var sket og sygdommen var så fremskreden, at hun alligevel ville dø, skulle hun og familien så ikke havde haft et valg mellem indoperering af et kateter til bedre ernæring (selv om det var risikabelt) og den visse død?
Og skulle familien ikke have haft et valg omkring kemoen eller den visse død? Disse to valg kom aldrig på tale. Ordet ressourcemangel blev ikke nævnt, men det var mere end underforstået, at nogle liv var mere værd at investere ressourcer og dyr lægetid i end andre.
Derefter kom min søster på hospice. De fleste mennesker tror, at det er en sikker dødsdom. Men det er ikke rigtigt. Omkring 10% af patienter på hospice bliver faktisk udskrevet. Men ikke min søster. Hun havde det skidt, rigtig skidt, og da jeg spurgte sygeplejersken. om der var mulighed for aktiv dødshjælp, svarede hun, at det var hun principielt imod, og at det var ulovligt.
Omkring den 5. april afbrød hospicet tilførslen af væske, angiveligt for at stoppe opkastningerne. Det virkede. Uden ernæring faldt min søster hen i en døs. Da jeg spurgte lederen af hospice, på hvilket grundlag man havde afsluttet væsketilførslen, svarede hun lidt defensivt, at det jo var patientens ”egen” beslutning, idet hun blev ved med at rive kateteret ud.
Da jeg gjorde opmærksom på, at dette reelt var udtryk for medicinsk eller i alt fald ”passiv” dødshjælp, blev jeg mødt med lovprisninger af hospicets vidunderlige indretning. Underforstået: ikke alle får lov til dø her, da der kun er ét hospice i hele Region Syddanmark. Det var også helt fantastisk; ikke mindst den smukke udsigt og den herlige mad. Bare synd, at min søster ikke kunne nyde nogen af delene.
Hvil i fred kære søster. Det blev ikke den ende på livet, du og jeg ville have valgt. Hvis vi havde haft noget valg.
…
Del gerne din mening om klummen i kommentarfeltet herunder.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)