KOMMER JAKOB ELLEMANN AF KROGEN?

Af Asger Aamund. Udgivet på aamund.dk

Ja, det gør han nok, da han som vicestatsminister sidder i en regering, der har et parlamentarisk flertal med sig. På samme måde som Mette Frederiksen kunne overleve sine lovstridige dispositioner i Mink-sagen, fordi der ikke var flertal for at vælte hende eller stille hende for en rigsret. Samtidig ved vi af mange års erfaring, at den offentlige forvaltning er indrettet på en sådan måde, at ingen enkeltpersoner kan stilles til ansvar for sine misgerninger medmindre der er tale om grov kriminalitet. Almindelig uduelighed, inkompetence og misrøgt af borgernes penge vil altid være systemets fælles ansvar, der ligesom Nilens delta spredes ud i mange små strømme, bifloder og kanaler, som nu kollektivt, men ikke enkeltvis rummer alle Nilens vandmasser.

I mere end 30 år har det danske politiske kollektiv systematisk udsat forsvaret for plyndring, udsultning og umyndiggørelse med velvillig bistand af både røde og blå partier, der alle hellere vil bruge pengene på mere velfærd til befolkningen. I samme periode er det dog lykkedes det samarbejdende folkestyre at forringe den offentlige service på alle fronter. Det gælder politi, der henlægger tusindvis af anmeldelser, ambulancetjenester, der ikke rykker ud, når der ringes til 112. Det gælder et kaotisk skolevæsen, store offentlige anlægsarbejder med eksploderende omkostninger, som vi nu ser med supersygehusene. Implementeringen af den katastrofale sundhedsplatform, ventetider på hospitalerne med efterfølgende fejlbehandling af kritiske sygdomme, kaos i togdriften og misrøgt af de gamle på plejehjemmene. Til gengæld har den dybe stat i samme periode ansat mange tusinde klamme hænder, der tilsyneladende har til opgave at forhindre de varme hænder i at nærme sig patienter og pensionister. I Danmark mestrer vores politikere således den sjældne kunst at sætte til på gyngerne, hvad man har mistet på karussellen.

Da Rusland invaderede Ukraine i februar 2022, blev Christiansborg pludselig besjælet af værnevilje og solidaritet med både Ukraine og NATO. Man fik hurtigt flertal for en rammebevilling til forsvaret på 143 milliarder kroner, hvad der var populært i både befolkningen og i medierne. Og især blandt politikerne, for der er det fine ved en rammebevilling, at den er en gratis omgang, indtil rammen er fyldt ud med godkendte udgifter og investeringer. Der er vi langt fra. Det er jo først noget, der skal drøftes i forsvarsforligskredsen og senere i Folketingssalen. Så skal sagen sendes i udvalg, og vi kan jo ikke beslutte os, hvis ikke vi har inddraget en række eksperter, konsulenter og rådgivere. Bundlinjen er i dag som for fem år siden, at vores kaserner ligger i ruiner befængt med råd og skimmelsvamp. Der er akut mangel på støvler, uniformer og ammunition samt personel, der i stort antal flygter fra det militære fallitbo.

Jakob Ellemann overtog som ny forsvarsminister det kondemnerede kampberedskab og kan naturligvis ikke lastes personligt for udraderingen af Danmarks forsvar, idet man dog skal huske på, at hans parti, Venstre har været en del af samtlige forsvarsforlig tilbage i tiden, så lang øjet rækker. Ellemann er tidligere officer og ’udsendt’, som vi ofte får at vide, så han ville gerne gøre sine gamle kolleger en tjeneste og give dem det israelske Atmos selvkørende artillerisystem, generalerne så brændende ønskede sig. Atmos har dog ikke formået at sælge sit artilleri til det israelske forsvar, som ikke brød sig om, at mandskabet skulle forlade deres pansrede mandskabsvogn for at betjene kanonerne og derved udsætte sig for fjendtlig ild. Et konkurrerende artillerisystem, det sydkoreanske K9 tillader mandskabet at betjene skytset inde fra det pansrede køretøj, som i øvrigt er et rent bæltekøretøj i modsætning til Atmos, der kører på hjul, hvad der jo ikke er en fordel i muddersæsonen.

Der er ingen tvivl om, at Ellemann kuppede sig til en parlamentarisk lynafgørelse til fordel for Atmos artilleriet. I minksagen brugte Mette Frederiksen Corona- hysteriet som løftestang til en øjeblikkelig udslettelse af det danske minkerhverv. Her kunne Jakob Ellemann ved at henvise til Ukraine-krigen banke sagen igennem samtlige parlamentariske instanser. Nu viser det sig så, at tildelingen af hasteordren på 1,7 milliarder kroner til Atmos hviler på en række forkerte og vildledende oplysninger.

Nu skal ansvaret så klarlægges, og hvis det skulle gå efter bogen, koster det forsvarsministeren jobbet. Det har altid været sådan, at den der har magten, også må tage ansvaret. En leder kan delegere opgaver, magt og bemyndigelse, men ikke ansvaret. Det sidder han selv med, netop fordi han besidder den ultimative magt og autoritet. At delegere er ikke at give fra sig. Al ledelse består i både planlægning og kontrol, og svigter man kontrollen, forvalter man ikke sit ansvar og må tage konsekvenserne. Ellemann er dog som tidligere Mette Frederiksen beskyttet af regeringens parlamentariske flertal og slipper nok med en alvorlig påtale, en såkaldt ’næse’. Der er jo ikke tale om kriminalitet, bestikkelse eller lyssky handelsbetingelser, men om et kup, et parlamentarisk makværk, der ikke engang var særligt elegant udført. Det plejer danske embedsmænd ellers at være bedre til.

Jakob Ellemann har som tidligere officer (og udsendt) erkendt, at ansvaret i den sidste ende er hans, men har dog også som det er tradition i dansk politik rullet den afsikrede håndgranat videre ned i embedsværket. I en moderne virksomhed PLACERER man ansvaret. I den offentlige sektor FORDELER man ansvaret. Som min kloge chef i Rockwoolkoncernen, Claus Kähler altid sagde: ”Hvis mere end èn har ansvaret, er der ingen, der har det!” Det er det Ellemann er ved at realisere lige nu: at påtage sig det formelle ansvar, men sørge for at det reelle ansvar bliver fordelt på så mange hoveder i kanon-sagen, at ingen kan drages til ansvar. Heller ikke ham selv.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)