Siden efteråret 2020 er der blevet arbejdet på at forlænge fem broer, der fører de skærende veje under Fynske Motorvej på strækningen mellem Nørre Aaby og Gribsvad. De fem skærende veje åbner alle for trafik i løbet af juni, og to af dem den 1. juni.
Vejdirektoratet har siden oktober været i gang med at forlænge de broer, der fører de skærende veje under Fynske Motorvej. Arbejdet skulle efter planen være afsluttet i løbet af foråret, men flere forhold har gjort, at arbejdet er blevet forsinket.
”Fra den 1. juni kan trafikanterne igen benytte Ejbyvej og Indslevvej under motorvejen. Dermed bliver det igen nemmere at komme rundt lokalt i området,” siger Mike Boesen, senior projektleder i Vejdirektoratet.
Den 7. juni bliver det igen muligt at benytte Rørupgyden, og de sidste to skærende veje, Gremmeløkkevej og Ålsbovej (landbrugspassage), åbner i midten af juni.
De fem broarbejder var en del af de indledende opgaver i forbindelse med udvidelse af Fynske Motorvej fra fire til seks spor. Derudover er der også etableret en faunapassage forud for den faktiske udvidelse.
”Arbejdet med at udvide selve motorvejen med et ekstra spor i hver retning er nu i fuld gang på en cirka 7 km strækning fra Nørre Aaby mod vest,” siger Mike Boesen.
Arbejdet med sideudvidelsen af Fynske Motorvej vil stå på i 2021 og 2022. I 2023 udlægges slidlag.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)