Overlagt korruption i statsministeriet

To juraprofessorer mener ifølge Jyllands-Posten, at statsminister Mette Frederiksen (S) burde have gemt sine sms’er, da hun fik besked om, at minksagen skulle undersøges.

”Hvis man ved, at der kommer en undersøgelse, som skal granske det her forløb, virker det påfaldende, hvis man derefter løbende sletter ting”, siger Sten Schaumburg-Müller, der er juraprofessor med speciale i bl.a. it-ret på Syddansk Universitet.

”Den 11. november besluttede et flertal i Folketinget, at en uvildig undersøgelse af forløbet skulle finde sted. Efter den 11. november må Mette Frederiksen gå ud fra, at al hendes korrespondance vil blive genstand for en undersøgelse. Det gør, at man skal være særlig omhyggelig med journalisering fra på det tidspunkt”, siger Frederik Waage, der er juraprofessor i forvaltningsret ved Syddansk Universitet.

Statsministerens målrettede og overlagte sletning af sms’er betyder, at kommissionen, der skal undersøge minksagens forløb, nu mangler materiale, der potentielt kan være afgørende.

Der er i tidens løb været ofte tale om, at der må placeres ansvar for de mange skandaler i det offentlige, men det er blevet ved snakken. Folketinget holder hånden over sine egne topchefer, som dermed er ansvarsfrie.

Vi har i de senere år oplevet mange skandalesager, som burde have fået personalemæssige og/eller strafferetlige konsekvenser, men som er endt med en løftet pegefinger.

Der er blevet igangsat et rekordstort antal undersøgelser af embedsmænds mulige ansvar for urent trav og gradbøjning af regler. Det er kun få sager, der er endt med kritik af de involverede, som alle er blevet frifundet.

F.eks. er ansvaret efter Brittas uhindrede plyndring af Socialstyrelsen igennem 16 år, som skulle være fordelt på de skiftende socialministre, aldrig blevet placeret.

Ansvaret for SKAT’s udbyttesvindelskandale, som har kostet skatteyderne 12,3 mia.kr., har heller ikke fået strafferetlige konsekvenser for de to centrale personer, Jens Brøchner og Jesper Rønnow Simonsen.

Forsvaret har været igennem en stime af møgsager med svindel, magtmisbrug, bestikkelse og nepotisme som omdrejningspunkter. De ansvarlige er blevet ”straffet” med, at de skal på kursus i offentlig forvaltning.

Typisk flyttes inkompetente politikere og topembedsmænd, som må gå af som følge af skandalesager, til et nyt velbetalt lederjob i centraladministrationen. De bliver ikke stillet til ansvar.

For at genere den socialdemokratiske statsminister har den blå blok krævet, at minksagen skulle kulegraves af en uvildig instans. Man skal dog ikke forvente, at der bliver placeret ansvar for minkskandalen.

I Danmark udløser fejl og ulovligheder begået af politikere og embedsmænd i centraladministrationen nemlig aldrig straf- og erstatningsansvar. Derfor vil de skyldige ministre, der har udvist manglende respekt for grundloven og slået et helt erhverv ihjel, gå fri, mens de skyldige embedsmænd bliver overflyttet til andre, velbetalte job i centraladministrationen.

Det er komplet ligegyldigt, hvilken afgørelse minkommissionen vil nå frem til. Kommissioner sammensættes nemlig altid med den rette dosering af embedsmænd, professorer og fagforeningsfolk, der tilsammen danner et effektivt værn mod, at der placeres reelt ansvar.

Inden den mange millioner kr. dyre skatteyderbetalte undersøgelse af minksagen er afsluttet, og en vattet konklusion foreligger, er der gået flere år, og i mellemtiden er der opstået nye skandaler, der er mere interessante, og som også kræver en ny skatteyderbetalt undersøgelseskommission.

Minkkommissionen bliver nødt til at tygge sig igennem titusinder af papirer, notater, rapporter, indstillinger, mails mv. og afhøre mange hundrede vidner med deres bisiddere. Og når en 12-15 bind lang rapport om ti år er skrevet, har alle glemt, hvad minkskandalen handlede om.

Derfor vil de ministre og embedsmænd, der har ansvaret for minksagen, gå fri, mens den magtarrogante socialdemokratiske regering vil køre videre med opbakning fra sine røde støttepartier og en lalleglad befolkning, som ifølge en EU-undersøgelse foretaget i 2020 ikke mener, at retsstatens principper er værd at forsvare.

André Rossmann