KRIGEN OM DEN BEDSTE FORTÆLLING

I den berømte eventyrsamling, Tusind og En Nat, må prinsesse Scheherazade hver eneste nat fortælle sin onde brudgom et nyt eventyr for at undgå at blive henrettet. Eventyrerne stammer naturligvis fra det arabiske kultursamfund, hvor man altid har været klar til at bytte virkeligheden ud med en god historie. Denne ædle tradition lever stadig i bedste velgående, hvad vi til fulde oplever i disse dage. Kultur har det jo med at være grænseoverskridende, så den islamiske myte om Israels grusomme bombe mod Al Ahli-Hospitalet i Gaza med mindst 500 dødsofre har ikke bare været en succes blandt denne verdens 1,5 milliarder muslimer, men er også slået igennem i de førende vestlige medier. Således har CNN, Reuters, New York Times og BBC alle kritikløst bragt historien med Hamas som officiel kilde. Arab News og alle førende islamiske medier har i flere dage viet forsiderne til billeder og reportager om de jødiske grusomheder mod uskyldige palæstinensiske kvinder og børn. Også danske TV2 og DR svælgede i reportager fra Gaza med billeder af sårede og lemlæstede ofre for bomben og meget gerne med billeder af grædende fædre, der bærer deres svøbte døde børn til begravelsespladsen.

Islams ideologiske ekspansion og aggression hærger i disse tider et passivt og hjælpeløst Europa, men er pakket ind i myten om muslimer som ofre for diskrimination, had og islamofobi. Det er en vinderkombination, som er svær at slå. Hvis en politiker eller en journalist for 50 år siden blev beskyldt for antisemitisme, var det slut på karrieren. Det er det ikke mere. Snarere tværtimod, hvis man bare kalder sig anti-zionist, så glider jødehadet fint ned hos den offentlige mening. Til gengæld er man som politiker eller medie-medarbejder socialt død, hvis man stemples som islamofob. Eventyret om det israelske massemord på uskyldige civile på Al Ahli Hospitalet viste sig derfor umulig at aflive, selv om kendsgerningerne hobede sig op i modstrid med det fabrikerede eventyr fra Hamas. På en pressekonference fra Israels væbnede styrker (IDF) kunne en officer dokumentere, at eksplosionen var sket på parkeringspladsen foran hospitalet, som ikke havde fået strukturelle skader. Endvidere var der intet krater efter et bombenedslag, hvad der ville have været, hvis det var en israelsk flybombe. IDF afspillede en lydfil, der indeholdt en telefonsamtale mellem to Hamas-terrorister, som berettede, at der var tale om en raket affyret af Hamas fra en begravelsesplads umiddelbart bag ved hospitalet. De 500 dødsofre var et arabisk fata morgana.

Ingen medier tog konsekvensen af disse kendsgerninger og bragte dementier og beklagelser. Ikke engang, da Præsident Biden offentligt erklærede, at efterretninger fra det amerikanske forsvarsministerium påviste, at bomben ikke var israelsk, men kom fra ’det andet hold’, som han udtrykte sig. I stedet lod medier som BBC og CNN sagen dø i stilhed. Danske medier fulgte stort set trop, og TV2 og DR bragte nu kommentatorer på banen, der erklærede, at det kunne jo være ligegyldigt, hvem der var ansvarlig for tragedien, som jo under alle omstændigheder var en katastrofe for det ’palæstinensiske folk’.

Og det bringer os til endnu en arabisk succesmyte, nemlig eventyret om det palæstinensiske folk, der fik deres fædreland frarøvet af den nye israelske stat. Der findes imidlertid ingen traktater eller historiske optegnelser, der dokumenterer, at der har eksisteret et palæstinensisk folk endsige stat. Da romerne i år 134 smed jøderne ud af Judæa, som det jødiske folk havde beboet i umindelige tider, omdøbte de området til Palæstina, som var betegnelsen for en region og ikke en nation. Efter opløsningen af det osmanniske imperium blev Storbritannien af Folkeforbundet bemyndiget til at varetage administrationen af området, der nu skiftede navn til Trans-Jordanien. Briterne overlod næsten 80 procent af territoriet til dannelsen af en arabisk stat med navnet Jordan og resten blev reserveret til oprettelsen af en jødisk nationalstat som vedtaget af Folkeforbundet.

’Det palæstinensiske folk’ er en myte opfundet af Sovjetunionens efterretningstjeneste KGB med et formål at skabe et ideologisk våben til bekæmpelse af Israel, USA og de vestlige demokratier. Egypteren Yassir Arafat genopfandt sig selv som palæstinenser og blev chef for PLO (Den Palæstinensiske Befrielsesfront), som i de efterfølgende årtier først af de islamiske lande, men senere også af de vestlige demokratier blev accepteret som det palæstinensiske folks retmæssige repræsentant. Myten, eventyret var dermed endnu engang blevet til den vedtagne sandhed. En af PLO’s topledere, Zuheir Mohsen, udtalte dog i 1977: ”Det palæstinensiske folk eksisterer ikke. Dannelsen af en palæstinensisk stat er kun et middel, der retfærdiggør kampen mod Israel for at bevare vores arabiske enhed. Når vi taler om eksistensen af et palæstinensisk folk, er det af politiske og taktiske årsager, fordi det er i vores arabiske nationale interesse, at vi opstiller eksistensen af et særskilt ’palæstinensisk folk’ som modtræk mod zionismen. Eksistensen af en separat palæstinensisk identitet eksisterer ’kun af taktiske grunde’.”

Når palæstinenserne i dag sidder strandet og isoleret i Gaza og på Vestbredden, er det fordi den arabiske verden ikke vil have noget med dem at gøre. Palæstinenserne bliver på de kanter betragtet som dovne tiggere og aggressive afpressere og er forment adgang til de arabiske samfund. Israels krig mod Hamas og myten om IDF’s bomber mod Al Ahli Hospitalet har sat fredsprocessen i Mellemøsten i dybfryseren, men Saudi-Arabien ser gerne Hamas forsvinde fra Jordens overflade, fordi Hamas er en terrororganisation styret og finansieret af Iran, sunni-islams fjende nr. 1.  Når Hamas snart er fordrevet fra Gaza, kommer fredsprocessen mellem Israel og Saudi-Arabien så småt i gang igen. Hvis de sunni-muslimske samfund vil undgå en iransk fjernstyring af Gaza, må de selv til fadet og tage ansvaret for administrationen af området, hvad Israel meget gerne ser realiseret.  Denne løsning vil give fast arbejde og ny livskvalitet til Gazas befolkning, der i dag må leve af internationale overførselsindkomster og almisser fra de arabiske lande.