Når man for tiden følger mediernes beskrivelser af Ukrainekrigen og dens årsager og af Vestens kontroverser med Rusland, er det første ord, man kommer til at tænke på: Krigspsykose! Netop i vor tid går vi i krig, støtter krigene eller oppisker til krig på grund af udbredelse af en meget ensidig viden og ensporet ophidselse. Og netop i vor tid – og på trods af alle dens muligheder for at skaffe sig nødvendig viden – bliver viden undertrykt i et uhyggeligt omfang. Kun den viden er acceptabel og anvendelig, som bestyrker den valgte vestlige ideologi og krigskurs. Realiteterne omkring Ukrainekrigen bliver kvalt. Og netop derfor kan en Mette Frederiksen tale ubegrundet fremtidsfrygt og krigsophidselse ind i den danske befolkning på baggrund af en direkte løgnagtig fremstilling af Ukrainekrigen og dens årsager.
Debatindlæg fra Jens Kristian Bech Pedersen
Stort set overalt i den danske medieverden og blandt eksperter og politikere betragtes Ukrainekrigen med skyklapper, der forhindrer disse i at se de fulde politiske rammer og årsager, der bestemmer krigen, og som derfor også bestemmer krigens afslutning. I helt udpræget grad sker dette i medier som Berlingske, Den Korte Avis, Jyllands-Posten og Kristeligt Dagblad. Ved flittig anvendelse af billeder og falske trusselsanalogier fra Anden Verdenskrig og fra Hitler-tidens dilemma mellem krig og appeasement tror man, at man kan læse verden af i dag ganske som verden af i går. Og altså bruge historien til at oppiske krigsophidselsen.
Amnitzbøll-Billes historiske analogi-fantasier
I Kristeligt Dagblad omtaler tidligere folketingsmedlem og minister S.E. Amnitzbøll-Bille 16.12.2024 DF’s Morten Messerschmidt som ”Putins nyttige idiot”, fordi Messerschmidt – ene af alle danske partiledere! – har opfordret til en forhandlet fredsløsning i Ukraine og en ændret dansk kurs. Amnitzbøll skruer dernæst op for sine drabelige historiske analogi-fantasterier. Han skriver: ”Messerschmidt er i ånden en Chamberlain og meget langt fra den Winston Churchill, han ellers ynder at citere. Vi europæere bør i hvert fald glæde os over, at Churchill og USA ikke blev krigstrætte efter to et halvt år. For så havde Europa ligget åbent for Adolf Hitler og hans nazister.”
Enhver kan forhåbentlig høre, at Amnitzbøll’s ord er udtryk for en aldeles principskør og situationsløs krigspsykose, der afviser at undersøge, hvad det er, vi i dagens situation står overfor – til forskel fra Anden Verdenskrig. Ja, vist ærer vi alle Churchill, briterne og USA for deres indsats under Anden Verdenskrig. Men den største indsats, de største lidelser, de største tab og afsavn i kampen mod Nazi-Tyskland kan vi takke Sovjetunionen for. Eller skal vi sige: de russiske folk. For det var dem, der over flere år så deres familier og landsmænd blive brændt ihjel i husene og landsbyerne under nazi-tyskernes udryddelse af de mindreværdige slavere. Og det var dem, der på trods af deres egen grusomme Stalin reddede Europa fra Hitler. Uden russerne havde Europa i dag været nazistisk. Og de vestallieredes heroiske D-dag på Normandiets kystter ville næppe have fået det resultat og den sejrsstatus, som vi berømmer Vesten for i vores krigshistorie. Russernes kamp var forudsætningen for, at de vestallierede ikke blev kastet i Kanalen.
Hvorfor nævner Amnitzbøll ikke dette i sin drabelige beskrivelse af vores arv fra Anden Verdenskrig? Hvorfor skal Amnitzbøll’s historiske løgne og fortielser bruges til at oppiske en sådan krigspsykotisk holdning over for dagens Rusland – uden at spørge dybt og kritisk efter, om Anden Verdenskrigs forklaringer virkelig så letkøbt, billigt og uden tænkearbejde kan overføres på Ukrainekrigen?
Pittelkows letvindte syn på provokationer mod Rusland
I Den Korte Avis har Ralf Pittelkow 16. december 2024 skrevet om de ”foruroligende holdninger til Ukraine”, som bla. den tyske kansler Olaf Scholz lufter. Pittelkow beskriver, hvordan Scholz i den tilstundende valgkamp i Tyskland har angrebet sin hovedmodstander Friedrich Merz ”for at provokere Rusland og sætte Tysklands sikkerhed på spil.” Pittelkow forklarer dette sådan, at Scholz’s meldinger afspejler, ”at krigs- og konfliktangsten stadig er en vigtig faktor i tysk politik på grund af den mørke fortid under nazismen.” Om Scholz’s anklager imod Merz for ”at provokere Rusland og sætte Tysklands sikkerhed på spil” siger Pittelkow senere i sin artikel: ”Den tyske socialdemokratiske leder giver ikke noget belæg for sin anklage. Men han satser tydeligvis på, at han ved at spille på krigsangsten kan skræmme tyskerne væk fra at tage et klart opgør med Putin.”
Det er ret morsomt, at Pittelkow bebrejder Scholz, at denne ikke giver belæg for sin anklage. Tænk: I en situation, hvor også Tyskland støtter Ukraine i krigen mod Rusland og sender våben, der skal gavne Ukraines nedkæmpelse af russere, dér kan Pittelkow slet ikke finde belæg for, at dette skulle provokere Rusland og sætte Tysklands sikkerhed på spil, at Tyskland på denne måde hjælper med at slå russere ihjel.
Men man kan sige det samme om vor egen regering, at Mette Frederiksen, Troels Lund Poulsen og Lars Løkke Rasmussen sætter Danmarks og danskernes sikkerhed på spil ved deres våbenstøtte til Ukraine i en krig, som kun meget perifert kommer Danmark ved.
Og Pittelkows sorgløse syn på gengældelse mod Rusland med Vestens missiler
I samme artikel nævner Pittelkow også Trumps kritik af, at Ukraine anvender amerikanske langtrækkende ATACMS-missiler til angreb på russisk territorium. Hertil siger Pittelkow: ”Det står uklart, hvad der efter Donald Trumps mening skulle være galt ved, at Ukraine gengælder russiske angreb med sådanne missiler.” Uklart? Leder Pittelkow her igen efter ”belæg?” for det åbenlyst klare? Ja, ikke sandt, når man ønsker at ophidse til krig – ”at tage et klart opgør med Putin” – hvordan kan det så være så galt at angribe Rusland med missiler?
Hvorfor spørger Pittelkow ikke på samme måde om, hvad der for Vesten skulle være galt ved, at Rusland har gengældt ukrainske angreb mod tusindvis af russiske borgere i Donbass i tiden 2014 – 2022 ved, at Rusland sender, ikke missiler, men russiske soldater ind over grænsen til Ukraine den 24 FEB 2022? Når man er presset i krig, fordi modstanderen myrder ens landsmænd, hvad er så forskellen på at overskride grænsen med missiler og overskride grænsen med soldater? Ja, hvad er folkeretsmæssigt forskellen på den ukrainske udryddelse af etniske russere og russisk overskridelse af Ukraines landegrænse med militære styrker – netop for at beskytte etniske russere? Det er dog ikke kun dette at bevæge sig over en geografisk terrænlinie, der er hele tragedien og illegaliteten, men dette at begge lande – Ukraine og Rusland – i denne krig slår de borgere ihjel, som etnisk tilhører nabolandet. Den krig, der startede i 2014, men havde sine årsager i årtierne forud. Det ene kan absolut ikke være værre end det andet – hverken når vi taler krig-fred eller taler om folkeret og internationale retsforhold.
Men gengældelsens voldsspiral: Den startede netop med Ukraines – vestligt støttede! – nynazistiske regeringskup og racistiske vold mod russiske landsmænd fra 2014 og fremefter. Véd Pittelkow ikke det? Her må man – som det mindste! – begynde, hvis man vil forstå noget som helst af Ukrainekrigen og afslutningen på den. Ellers vil vi jo aldrig kunne bryde den idelige psykotiske krigseskalation, der følger Pittelkows princip og som siger: Hvad galt er der ved at gengælde – – – – – -.
Der er ikke uden grund, at FN-topmødet i 2005 vedtog det normdannende princip om Responsibility to Protect (RTP), som Rusland blandt andet har henholdt sig til som begrundelse for at beskytte de millioner af russere, der lever inden for Ukraines grænser, og som fra 2014 blev beskudt med artilleri af den nye vestligt støttede ukrainske kupregering. Og hvad mere er: Det er jo Vesten selv, der har skabt præcedens for at anvende dette RTP-princip ganske illegalt og uden om FN’s Sikkerhedsråd ved den ulovlige krigsførelse og bombning mod Serbien i 1999, Irak 2003 og Libyen 2011. Alle uden FN’s accept, uden overensstemmelse med de internationale folkeretsregler og alle med dansk deltagelse og med frygtelige konsekvenser for civilbefolkningen. Så hvor er logikken – og moralen! – i den højt besungne ”verdensorden”, som man holder belæringer om både over for Rusland og over for Vestens egne befolkninger for at få dem til at tro på fromheden i Vestens egen krigspolitik?
Også vor egen udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen har sluppet fornuftens bremse og er blevet opslugt af gengældelsens voldsspiral ved sin meget ensidige og derfor løgnagtige fremstilling af Ukrainekrigen. I anledning af den russiske udenrigsminister Lavrov’s udtalelser om, at ”Danmark – – – ved at yde massiv militær bistand til de ukrainske nazister fremkalder en eskalering af konflikten” (TV2 News 29 DEC 2024) siger Rasmussen: ”Det er fuldkommen legitimt at støtte Ukraines evne til at forsvare sig selv, og vi vil fortsætte vores støtte. Det er Rusland, der er aggressoren her.” Nej, det er ikke Rusland, der er aggressoren her! Det er netop dette ideologiske enigheds-mantra, der er USA’s, NATO’s og EU’s begrundelse for at lade gengældelsens voldsspiral kvæle al realisme, al fornuft og al virkelighedsindsigt i Ukrainekrigens årsager. Det er Vesten selv, der er start-aggressoren i hele Ukraine-konflikten. Og som udtænkte de subversionsplaner og leverede den konfliktstøtte, der til sidst endte som krig i Ukraine.
Det er det samme enigheds-mantra, den samme krigspsykose og den samme selvretfærdige gengældelsesmani, der sidder som tyk voks i vore politikeres ører og hjerner, og forhindrer dem i at høre og forstå den russiske virkelighed hvad angår Ukrainekrigen. Vor forsvarsminister Troels Lund Poulsen siger: ”Det er udtalelser, vi har set før fra russisk side og fra Lavrov. Det har til hensigt at skræmme de lande, der bidrager til at støtte Ukraines kamp for frihed. Så jeg ser det som en del af en meget velorganiseret propagandakampagne mod de vestlige lande” (TV2 News 29 DEC 2024). Denne stempling af ethvert advarselsråb fra russernes side er så konstant og overdreven, at det efterhånden står helt klart, at Vestens politikere er hunderædde for at deres falske narrativ om Ukrainekrigen skal falde sammen som det krigspsykotiske kort hus, det er.
Krigsangst og fornuft har meget med hinanden at gøre i realiteternes verden
Pittelkow finder det i sin artikel desuden ”foruroligende”, at Scholz spiller på krigsangsten. Med sådanne ord opfatter Pittelkow det tilsyneladende som et falsk og usagligt spil at ”skræmme tyskerne væk fra at tage et klart opgør med Putin” ved, at Scholz peger på våben-realiteterne i forholdet mellem Vesten og Rusland. Som om Pittelkow i en slags krigspsykose ikke ønsker at tage hensyn til den krigsangst, som er fornuftens reaktion på realiteterne. Hvad skal en sådan krigspsykotisk blindhed til for?
Ingen af os, der respekterer Pittelkow’s og Den Korte Avis’s årelange og ganske fornuftige kamp mod indvandring i både Danmark og Europa, kunne finde på at bebrejde Den Korte Avis den ”islamiseringsangst” eller ”indvandringsangst”, som denne fornuftskamp udspringer af. Vi kunne heller ikke finde på at bebrejde Den Korte Avis, at den blot ”spiller på” islamiseringsangsten, som om Den Korte Avis egentlig skulle være dybt usaglig i sin kritik af islamiseringen. Nogle af os finder faktisk, at denne angst er ganske fornuftig – ligesom krigsangsten.
Pittelkow bebrejder også Scholz, at han som tysk statsmand peger på den benhårde magt-realitet, ”at Rusland råder over atomvåben. Det er det samme skræmmebudskab, der gang på gang har lydt fra Kreml. Scholz’ meldinger passer som fod i hose til den russiske propagandas forsøg på at presse tyskerne (og andre) til at bøje af over for Rusland,” – siger Pittelkow. Men er det da løgn og propaganda, at Rusland råder over atomvåben? Eller er disse realitetsord fra Scholz omvendt beviset på, at der er noget af det, som russerne siger, der slet ikke er propaganda?
Efter mange Pittelkow-artikler om Rusland, Putin og Ukrainekrigen har vi dog meget svært ved at tro på, at Pittelkow kunne finde på at lede efter sådanne omvendte beviser. For Den Korte Avis ligger det overmaniske mantra i sådanne fraser som: ”et klart opgør med Putin” og ”den russiske propagandas forsøg på at presse tyskerne (og andre) til at bøje af over for Rusland”. Pittelkow er i disse Ruslandsemner så mainstream, som nogen kan være. Man kan derfor også spørge: Er Pittelkow så langt ude i de maniske krigsfantasier, at han mener, at disse atomvåben kan Vesten helt se bort fra? Altså noget i stil med Mette Frederiksens afvisning af at acceptere nogen form for røde linier. Mener Pittelkow da, at Tyskland og Scholz skulle forsage krigserfaringens angst fra ”den mørke tid under nazismen”, og med lyst og frygtløs, hovedkuls vildskab kaste sig ud i en risiko for krig med Rusland ganske som i 1940erne?
Har krigsangst og fornuft da slet ikke noget med hinanden at gøre? ”Brændt barn skyer ilden,” sagde man i gamle dage, og det gælder faktisk fortsat, at ilden brænder fornuft ind i barnet. Man må virkelig ikke håbe, at realisme, tilbageholdenhed og forsigtighed med ilden er blevet så fjern for Pittelkow, Amnitzbøll og mange toppolitikere i Danmark og Europa, at kun en katastrofal opfyldelse af deres eget krigspsykotiske ønske kan bringe dem tilbage til fornuften.
Primo NOV 2024 sagde chefen for NATOs militærkomité, Rob Bauer: ”Jeg er helt sikker på, at hvis ikke Rusland var i besiddelse af atomvåben, så ville vi være i Ukraine for at sparke dem ud.” Det kan man da kalde en klar sammenhæng mellem angst og fornuft. I en sådan situation skal man ikke håne eller ironisere over angsten, som Pittelkow gør det, men lade fornuften finde diplomatiets og samtalernes vej ud af verdens kontroverser. Sådan som USA’s kommende præsident Trump tilsyneladende også ønsker det.
Hverken krigsophidselse eller pacifisme – men fornuft og realitetssans
Psykotisk krigsophidselse og pacifisme har noget med hinanden at gøre, selv om vi hyppigst betragter dem som modsætninger. Begge er de en form for hjernespind, der lammer og saboterer fornuftens arbejde, fordi de ikke vil bøje sig for realiteterne i vor verden. Den første, fordi den frygter krigen for lidt; den sidste, fordi den frygter krigen for meget. Vi skal stræbe efter freden og tale krigsiveren ned; for vi ikke går i krig af lyst, og ej heller af ren politisk-ideologisk ophidselse og fordømmelse af en modstander, vi ikke kan lide. Hele vor stræben og kamp skal være fred, diplomati, samtale og forhandling. Vi tager kun krigen på os af nød, når vi er truede på livet, og fordi krig er et ondskabens vilkår, som vi kun nødtvungent og med al modstand må bøje os under i vor verden. Det kan ingen pacifisme redde os fra. Derfor skal vi altid være kampklare og have et militært forsvar.
Modsætningen til krigspsykose er ikke pacifisme. Men derimod viden, forståelse og bevidsthed om modpartens synspunkter og problemer. Men hvorfor snakke sammen, når man bare vil ha’ krig? Hvor megen forargelse har vi ikke set, når Scholz, Macron, Orban, Xi Jinping, Narendra Modi eller andre statsledere en sjælden gang har haft en samtale med Putin. Vor tids krigspsykose er derfor karakteriseret ved, at vore politiske ledere og mange af vore overdramatiske medier taler krigen op, eskalerer den og fremprovokerer den ved at bruge afvisningen af samtalen med Putin og russerne som et krigsfremmende middel. Ifølge politikerne og medierne ved vi jo alle, at Putin og Rusland slet ikke har ”synspunkter”, men kun propaganda.
Ungarns premierminister Viktor Orbán har for nylig sagt: ”I dag er de fleste af partierne i Bruxelles krigspartier. En militær stemning behersker Europa, og politik styres af krigens logik. Fra alle sider forbereder man sig på krig. NATOs generalsekretær ønsker at iværksætte en NATO-Ukraine-mission. De europæiske ledere er allerede involveret i krigen. Jeg taler med dem; jeg hører, hvad de siger. De opfatter krigen som deres egen, og kalder krigen for ’deres krig’. Dette er en militær hvirvelvind, som kan drage Europa ned i afgrunden. Bruxelles leger med ilden, og frister dermed Gud Selv. Vi husker dette meget godt; vi har lært det ganske godt, at de har deres personlige erfaring i dette. Verdenskrige blev aldrig i deres begyndelse kaldt verdenskrige.”
Dyk ned i detaljerne i realiteternes verden – Læs bøger!
Èn af de bedste veje til at gennemskue realiteterne, alle løgnene og propagandaen – og Mette Frederiksens, EU’s og NATO’s overfladiske, stædige og vildledende ideologipladder – omkring Ukrainekrigen er at læse bøger. Gode bøger, hvilket vil sige bøger, der med saglig respekt for de meget ildehørte kendsgerninger fjerner alle de tunge tæpper, der gennem mange år er lagt ud som dække for at skjule alt det politiske bedrageri og militære smuds, som er anvendt af Vesten i dens politik i de sidste 35 år, dvs. siden Den Kolde Krigs ophør. Netop i bøgerne finder man i dagens tragiske mediesituation et åndehul og et bevægelsesrum for realiteternes og diversiteternes verden, som er en ganske anden verden end nyhedsbureauernes og mediernes verden.
Desværre er der i Danmark kun udgivet meget få gode bøger om emnet. For også danske bogforlag lider tilsyneladende i almindelighed af en angst for at udfordre Danmarks vedtagne krigskurs. Men i udlandet er der i de seneste år udgivet mange gode bøger – på engelsk, tysk og fransk – som man kun kan opfordre danskerne til at læse, og som kan vække danskernes eftertanke, når de dag ud og dag ind skal tåle danske politikeres forsimplede slagordsagtige forklaringer på og holdninger til Ukrainekrigen.
I Danmark har dog et enkelt forlag, nemlig Forlaget Hovedland, i de seneste par år udgivet nogle få bøger, der på en meget fremragende og sagligkritisk vis fremstiller den kompleksitet, der eksisterer omkring vort forfejlede forhold til Rusland, og forståelse af Ukrainekrigen og dens årsager.
”Slutspil. Hvorfor Vesten satte alt på ét bræt i Ukraine”
Her midt i julemåneden opdagede jeg således – noget forsinket! – at Hovedland også ultimo august 2024 har udgivet en fremragende bog om Ukrainekrigen. Bogen har titlen ”Slutspil. Hvorfor Vesten satte alt på ét bræt i Ukraine,” og er skrevet af Uffe Andersen, som er cand.mag. i litteraturhistorie og europastudier.
Uffe Andersen forklarer bogens titel allerede i bogens første afsnit. Her udreder han, hvordan meget af USA’s geopolitiske og strategiske tænkning i forbindelse med ophøret af Den Kolde Krig og Sovjetunionens opløsning gik ud på at styrke USA’s position som ”den eneste globale supermagt” ved en global del-og-hersk politik. Som et led i denne politik skal Ukraine og andre af Ruslands nabostater rives ud af kløerne på Rusland. Rusland skal opløses ved en aggressiv indsats, der stresser, overanstrenger og overstrækker Ruslands evne til politisk og militært forsvar. ”Eurasien er planetens centrale scene,” siger den amerikanske geopolitiske tænker Zbigniew Brzezinski. Så det amerikanske mål har fra årtier siden været dette: at skille Ukraine fra Rusland, på trods af Ukraines uomtvistelige tilknytning til og betydning for Rusland. Altså er vi nået dertil, at Ukrainekrigen er den afgørende prøvesten for amerikansk del-og-hersk politik. Den prøvesten, hvor USA sammen med resten af Vesten ”sætter alt på et bræt i Ukraine.”
Men for at opnå dette bygger USA og Vesten en humanitær og demokratisk ideologi op omkring alle deres militære indgreb rundt omkring i verden. Tydeligst kommer dette vendepunkt til syne i Kosovo-krigen og krigen mod Serbien i slutningen af 1990erne. Med et professor-citat kalder Uffe Andersen dette for USA’s ”nye anmassende, moralistiske rolle i verden.” Bogen beskriver meget detaljeret og rystende – og meget afklarende omkring Kosovo-krigen – hvordan USA og Europa med løgn og bedrag, europæiske værdier, aktivistiske NATO-aktioner og kynisk udnyttelse af og alliance med albanske terrororganisationer fører sine ”aggressionskrige”, men blot giver dem forskønnende omskrivninger, selv om de er illegale og går imod FNs charter.
Uffe Andersen skriver: ”I Kosovo-krigen (er der) intet ’humanitært’, men tværtimod et ekspansivt militært forbund, som ikke overholder ’nogen’ lov – endsige FNs internationale lov – men gør, hvad der i øjeblikket passer det. Det er det fænomen, vestmagterne nogle år senere døber ’den regelbaserede internationale orden’, idet den ordens ’regler’ omskrives, som og når det passer vestmagterne, hhv. USA.”
På denne måde oplever vi nogle årtier med ”pax Americana.” Om det skriver bogens forfatter: ”Men det er en ’orwellsk’ pax hhv. fred, eftersom der næppe nogensinde tidligere har været tre årtier, der var så krigshærgede og havde så mange civile ofre, og hvor så mange kraftværker, broer, boliger og anden civil infrastruktur – foruden natur og miljø – blev ødelagt med militære midler som i pax Americanas fredelige parentes. Alt dét skriver Frederiksen og stort set alle vestlige eliter ud af historien.” Man kan kun give Uffe Andersen ret, og undre sig over, hvordan en vestlig såkaldt humanitær og demokratisk adfærd kan få krig og ødelæggelse til at blomstre voldsomt op.
Sådan når vi gennem nogle årtier frem til Ukrainekrigen, dvs. til det, som forfatteren kalder for ”Slutspillet”. Det slutspil, hvor det er Rusland, der har besluttet sig til at sige ’stop’ for den rene ”internationale vilkårlighed” (mit udtryk) under USA’s og Vestens ledelse. Nu skal vi så til at genopfriske den gamle lære, at provokationer har konsekvenser. Forfatteren skriver: ”Man kan forestille sig daggry den 24. februar 2022 som øjeblikket, hvor Den Store Skakspiller (dvs. USA) indser, at han kan være skakmat.”
Forud for Ukrainekrigen sker der fra USA’s og vestlig side en meget aggressiv og direkte infiltration i Ukraines politiske og økonomiske liv og militærvæsen. Alt dette beskrives så detaljeret og afslørende, at det er en øjenåbner for dem, der kun læser danske aviser og medier. USA og Vesten støtter de stærkt nationalistiske, racistiske og terror-indstillede højregrupperinger i Ukraine (ganske som i Kosovo), og ender med at medvirke til det højrekup, der vælter den demokratisk valgte Ukraine-præsident og -regering, og som ender i oprørernes myrderier på Maidan-pladsen i 2014. Kuppet fører til omfattende antirussiske udrensnings- og undertrykkelseslove i Ukraine. Og til brug af ukrainsk militær og af voldelige højregrupperinger imod de russiske befolkningsgrupper i det østlige og sydlige Ukraine, der ikke vil acceptere det udemokratiske statskup. Vestens indblanding og støtte til Ukraine bringer Ukraine i opløsning; demokrati og humanitær indsats er langt borte. Hvad vi ser i Europa og omkring Rusland, er USA’s aggressive – og kan vi tilføje: tillige dybt anti-europæiske – del-og-hersk politik. Europa ofres og involveres i en proxy-krig eller direkte krig, for at USA kan ”dele og herske”. Uffe Andersen piller fuldstændigt glansen af USA og Vesteuropa med sine afslørende beskrivelser af denne ukrainske omstilling.
Om sin bog siger Uffe Andersen selv: Her gives ”nogle svar, som i NATO-lande synes kun at findes i helt marginale medier og hos endnu mere marginale politikere, om overhovedet. Det grundlæggende problem er, at vestmagternes medier, tænketanke, universitetsfolk, endsige politikere siden kuppet i 2014 – med få og marginaliserede undtagelser – ikke ’afdækker’, hvad der sker i Ukraine, men konsekvent ’tildækker’ det og dermed afskærer deres publikum og vælgere fra at forstå begivenhederne, begyndende med selv kuppet.
Ingen dansker bør gå glip af denne bog. Den er let tilgængelig og let læst; er fx kun på 160 sider. Læs den, før du læser din avis! Det er bare at komme i gang. Du vil blive rystet over Vestens bedrageri, fordækte spil, nykolonialistiske propaganda og aggressive militære fremfærd.
Anbefalet boglæsning – også for folketingsmedlemmer og ministre, især Mette Frederiksen, Troels Lund Poulsen og Lars Løkke Rasmussen.
Karsten J. Møller: Fra kaos til Putin (2008 – 290 sider).
Jens Jørgen Nielsen: Rusland på tværs (2021 – 410 sider).
Benjamin Abelow: Hvordan Vesten bragte krigen til Ukraine (2023 – 90 sider).
Uffe Andersen: Slutspil. Hvorfor Vesten satte alt på ét bræt i Ukraine (2024 – 180 sider).
Grzegorz Rossolinski-Liebe: Stepan Bandera. The Life and Afterlife of a Ukrainian Nationalist. Fascism, Genocide, and Cult (2014 – 560 sider).
Richard Sakwa: Russia Against the Rest. The Post-Cold War Crisis of World Order (2017 – 330 sider).
Richard Sakwa: Frontline Ukraine. Crisis in the Borderlands (2016 – 300 sider).
Richard Sakwa: The Lost Peace. How the West Failed to Prevent a Second Cold War (2023 – 330 sider).
M.E. Sarotte: Not One Inch. America, Russia, and the Making of Post-Cold War Stalemate (2021 – 350 sider).
Guy Mettan: Creating Russophobia. From the Great Religious Schism to Anti-Putin Hysteria (2017 – 340 sider).
Medea Benjamin og Nicolas J.S. Davies: War in Ukraine. Making Sense of a Senseless Conflict (2022 – 185 sider).
Chris Kaspar de Ploug: Ukraine in the Crossfire (2017 – 330 sider).
Jacques Baud: Poutine – Maître du jeu (2022 – 300 sider). Findes også i udgaver oversat til engelsk og tysk.
Jacques Baud: Operation Z (2022 – 380 sider). Findes også i en udgave oversat til engelsk.
Jacques Baud: L’art de la guerre russe. Comment l’occident a conduit l’Ukraine à l’échec (2024 – 365 sider). Findes også i en udgave oversat til engelsk.
Thomas Röper: Vladimir Putin. Seht Ihr, was Ihr angerichtet habt? (2022 – 295 sider).
Günter Verheugen & Petra Erler: Der lange Weg zum Krieg. Russland, die Ukraine und der Westen – Eskalation statt Entspannung (2024 – 300 sider).
Glenn Diesen: The Ukraine War & the Eurasian World Order (2024 – 275 sider).
Gordon M. Hahn: Ukraine Over the Edge. Russia, the West and the “New Cold War” (2018 – 300 sider).
Scott Horton: Provoked – How Washington Started the New Cold War with Russia and the Catastrophe in Ukraine (16 Nov 2024 – 660 sider).
Thomas Röper: Die Ukraine-Krise. 2014 bis zur Eskalation. Wie Rusland die grosse Katastrophe zu verhindern versucht (2022 – 680 sider).
Stephen Lendman (editor – flere forfatterbidrag): Flashpoint Ukraine. How the US Drive for Hegemony Risks World War III (2014 – 260 sider).
Thomas Mayer: Wahrheitssuche im Ukraine-Krieg. Um was es wirklich geht (2023 – 570 sider).
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)