Er Socialdemokratiets omvendelse til pludselig at tilhøre den udlændingepolitiske strammerfløj historien om et parti, der efter grundig selvransagelse har erkendt sin historiske fejltagelse og nu er vendt på en tallerken? Eller er det populisme? Og vil Mette Frederiksen, såfremt hun bliver statsminister, overhovedet kunne samle sit parti om den strammerpolitik, hun tilsyneladende lægger for dagen? Jeg har besluttet mig.
Af: Nicolai Sennels, psykolog, forfatter og medlem af Dansk Folkeparti
Da Helle Thorning-Schmidt vandt statsministerposten i 2011 erklærede hun i sin sejrstale på scenen i det ungsmarte Vega-koncertsted i København, at “Kære partifæller, vi gjorde det. Kære partifæller, i dag er det skiftedag i Danmark.” Men var det i virkeligheden socialdemokraternes fortjeneste, at Lars Løkke Rasmussen blev vippet af pinden? Valget var som bekendt tæt, afgjort af kun 8.483 stemmer. En måling året før, i 2010, viste, at såfremt kun vælgere med rødder i Pakistan, Tyrkiet, Somalia, Eksjugoslavien, Iran, Irak, Libanon eller Palæstina kunne stemme, ville Socialdemokratiet alene have 94 mandater i Folketinget (hele venstrefløjen, inklusiv de Radikale, ville tilsammen have fået 164 mandater). En anden rundspørge fra 2009 viste, at 58 procent af de muslimske vælgere ville stemme på Socialdemokratiet.
Med over hundredtusinde stemmeberettigede muslimer i Danmark er sandheden formentlig, at uden dem var Helle Thorning-Schmidt aldrig blevet statsminister. Det er ikke en overdrivelse at sige, at Socialdemokratiet i vid udstrækning er afhængigt af vælgere med muslimsk baggrund. Ikke-vestlige vælgere udgør i dag en stor og hurtigt voksende vælgergruppe. Og ligesom Mette Frederiksen ved, at der er stemmer i at være en strammer på udlændingemområdet, så har valgstrategerne i S uden tvivl også regnet ud, at der er mange ikke-vestlige stemmer i ikke at være helt så kritisk som ens politiske modstandere.
I mit egen personlige regnskab over valgplakaterne ved kommunalvalget i 2017, så var Socialdemokratiet klart det parti, som opstillede flest kandidater med ikke-vestlig baggrund. Blandt de håbefulde S-kandidater havde tilsyneladende især tyrkiske navne fået æren af at pryde de røde plakater landet over. Som dybt interesseret i indvandring og islamisering ringede jeg dengang til Socialdemokratiet for at få en nøjagtig oversigt over kandidaterne og deres navne for at kunne danne mig et mere præcist overblik. Men en samlet liste over partiets kandidater fandtes ikke, var beskeden. En video fra en valgfest i Socialdemokratiets afdeling Brabrand/Årslev i Aarhus talte sit eget sprog: Der var der masser af slørklædte kvinder og mænd med fuldskæg – men ingen etniske danskere at øjne.
Med noget mere videnskabelig omhu har jeg gennemgået samtlige tyrkiske moskeer i Danmark. De styres af den tyrkiske stats Direktorat for Religiøse Anliggender, Diyanet. De opererer i Danmark i form af foreningen Dansk Tyrkisk Islamisk Stiftelse. Diyanet uddanner samtlige af de mange imamer, som prædiker i de tusinder af tyrkiske moskeer, der findes rundt om i verden. Imamerne uddannes i såkaldt hanafi-islam, der beror på de mest brutale islamiske skrifter, haditherne Bukhari og Muslim. Ud af de 30 Diyanet-moskeer, der findes i Danmark, er 21 oprettet eller bygget med godkendelse af socialdemokratiske borgmestre. Socialdemokraternes over 20 år lange samarbejde med den tyrkiske stat om oprettelse af radikale moskeer er et mørkt kapitel i partiets historie.
Mens Mette Frederiksen udadtil signalerer en hårdere kurs i forhold til integration og værdipolitik, godkender hendes borgmestre rundt om i landet lokalplaner, der skal give plads til Erdogan-regimets forlængede arm i Danmark. Senest i Roskilde, hvor S-borgmester Joy Mogensen netop har indviet et enormt tyrkisk moské-projekt til 20 mio. kr. med to minareter, få minutter fra Roskilde Domkirke og de danske kongeliges gravsted.
Er Socialdemokratiets udlændingepolitik under Mette Frederiksen bare populistisk spil for galleriet? Et nyligt læk bidrager til min skepsis: Kun to dage efter, at udlændinge- og integrationsordfører Mattias Tesfay (S) på kryptisk men lovende vis erklærede, at hans parti kunne “se sig enig i det meste” af de nye stramninger, Dansk Folkeparti havde lagt op til på udlændingeområdet, sendte han et internt brev til det socialdemokratiske bagland. Her blev partiets fodsoldater beroliget med, at Socialdemokratiet tager afstand fra forhandlingernes tre vigtigste punkter. Pludselig skulle flygtninge, der står til hjemsendelse, alligevel uddannes i integration, og indvandrere skulle have penge for noget så naturligt og forventeligt som at lære dansk. Derudover vil man ikke gå med til at give en kontant bonus til indvandrere, der frasiger sig retten til familiesammenføring. Dette vil ellers kunne mindske den ikke-vestlige indvandring, der indtil videre koster danskerne 36 mia. kr. netto årligt.
Jo flere gange jeg lægger 2 og 2 sammen, des mindre tror jeg på Socialdemokratiets omvendelse, når det gælder indvandring og islam. Se bare, hvem Mette Frederiksen har udpeget som næstformand for sit parti, nemlig Mogens Jensen (S). Tilbage i 2010 havde Mogens Jensen en kronik i Jyllands-Posten med den sigende overskrift “Gør plads til islam”. I positive vendinger berettede han om, hvordan muslimernes religion siden det 7. århundrede har “været en del af Europas religiøse landskab og kulturarv,” og derfor fortjener at blive budt velkommen i vores samfund. Jo, det er på sin vis rigtigt nok, at islam i godt 1.300 år har sat sit præg på Europa. Enorme jihadangreb og århundreders brutale nedslagtninger af vantro i Spanien (711-1491) og Østeuropa (14. årh.-1683) kostede millioner af europæere livet.
At bruge den kulturelle påvirkning, som blodige invasioner bragte med sig, som et påskud for at acceptere angribernes religion, virker bizart. Den magtfulde Mogens Jensen synes parat til at tilsidesætte sund fornuft og historiske fakta, sålænge det kommer islams udbredelse til gode. For os, der håber på en tilbagerulning af islamiseringen, virker Mette Frederiksens valg af næstformand ikke lovende.
Der er alt for mange forskellige sider af Socialdemokratiets forhold til muslimsk indvandring og islam til, at jeg tror på, at partiet kan tage det nødvendige opgør med en af vor tids måske største udfordringer. Som jeg ser det, er Mette Frederiksens tropper og parti ligeså splittet på udlændingeområdet som partiet Venstre.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)