Kvinde fundet død

OBS! Se opdatering nederst i artiklen.

Nordjyllands Politi er i øjeblikket til stede på Troensevej, 9220 Aalborg Øst, hvor en kvinde er fundet død på Reno-Nords område.

Onsdag den 6. april kl. 09:41 modtog Nordjyllands Politi en anmeldelse om, at en kvinde var fundet død på Reno-Nords område på Troensevej 2 i 9220 Aalborg Øst.

Derfor er politiet aktuelt til stede på adressen og ligeledes på en adresse i Nørresundby:

”Vi har iværksat en efterforskning af dødsfaldet med henblik på at klarlægge dødsårsagen,” fortæller politikommissær og efterforskningsleder Carsten Straszek, Nordjyllands Politi.

Han oplyser, at der er tale om en formentlig grønlandsk kvinde på mellem 40 og 65 år, og at det ikke umiddelbart var muligt for politiet med sikkerhed at konstatere, om det drejer sig om et naturligt dødsfald.

”– Det er derfor, vi undersøger omstændighederne omkring fundet af kvinden nærmere,” siger Carsten Straszek.

Nordjyllands Politi arbejder i øjeblikket på at identificere kvinden. De pårørende er derfor endnu ikke underrettet.

Opdatering vedr. dødsfald: Intet tyder på kriminel handling

 

Nordjyllands Politi rykkede tidligere i dag, 6. april 2022, massivt ud til Troensevej i Aalborg Øst. En kvinde var her fundet afgået ved døden. Politiets iværksatte straks en efterforskning for at klarlægge omstændighederne omkring dødsfaldet og årsagen hertil. Og der er i politiets undersøgelser ikke noget, der på nuværende tidspunkt tyder på, at der er tale om en kriminel handling. De pårørende til den afdøde er blevet underrettet om det tragiske dødsfald.

 

 

Dét fastslår lederen af efterforskningen, politikommissær Carsten Straszek.

“Vi er netop blevet færdige med vores undersøgelser ude på findestedet, og der har blandt andet været kriminalteknikere og retsmedicinere til stede, som har undersøgt lokaliteten grundigt,” udtaler Carsten Straszek om politiets efterforskning af sagen:

“Og der er ikke noget, som tyder på, at der ligger noget kriminelt bag dette tragiske dødsfald.”

Det er politiets konklusion efter en vurdering af sagens samlede efterforskingsskridt.

Politiets arbejde på adressen i Aalborg Øst er således tilendebragt, ligesom man også har foretaget undersøgelser på en adresse i Nørresundby. Derfor har borgerne set en del politiet i byen i dag som en direkte følge af efterforskningen.

”Vi afventer dog svar fra retsmedicinerne, før den endelige dødsårsag kan fastslås. Men der er som sagt ikke noget, der tyder på en kriminel handling bag kvindens tragiske død,” siger Carsten Straszek.

De pårørende er blevet underrettet om dødsfaldet, og der er tale om en kvinde i 60’erne med tilknytning til Nordjylland. Politiet har ingen yderligere kommentarer til sagen på nuværende tidspunkt.

 

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)