Kvindesagen er kapret af Hamas-tilhængere

Konflikten mellem Israel og Hamas ville naturligvis altid aktivere venstrefløjens indlejrede sympati med palæstinenserne, men der er tilføjet en bekymrende normalisering af Hamas-regimet og dets tankegang og logik i den danske kvindebevægelse, skriver Anne Sofie Allarp i Berlingske.

”Den nyfeministiske verdensstjerne Judith Butler nægter at kalde Hamas’ angreb på Israel 7. oktober for terror og kalder det ’væbnet modstand’. Og i en kronik i Politiken så en konsulent på et kendt dansk videnscenter for køn og ligestilling grundlæggende tvivl om beretninger om seksuel vold i forbindelse med angrebet 7. oktober.

Konklusionerne i undersøgelsen af overgreb fra Hamas’ side foretaget af FN, der ikke kan beskyldes for at have leflet for Israel under denne konflikt, afvises i kronikken som grundlæggende utroværdige.

Samlet bidrager kronikken til den mur af mistro, som ofre for overgreb til alle tider har mødt. Intet nyt under solen der. Det nye er Hamas-apologi og villigheden fra feministiske kredse til at forklare og normalisere et af verdens mest formørkede, kvindefjendske diktaturer”.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)