Lars Løkke kan ikke lide Israel

I sine ædru øjeblikke ved udenrigsministeren givetvis, at en våbenhvile i Gaza er ensbetydende med Hamas’s overlevelse, således at morderorganisationen kan forberede nye massakrer på jøder.

I det danske udenrigsministerium har de måske noteret sig, at Hamas med stolthed erklærer, at dens mål er at udrydde hver eneste jøde i Israel. Og hvis de ikke er gået op for dem, står jeg gerne til rådighed med den fornødne dokumentation.

Det er imidlertid ikke noget, som Danmarks fungerende Israel-hader går op i. Han sjosker troligt efter sine herrer i Washington og Bruxelles, der ikke har meget til overs for jøder.

Der er brug for et ”sporskifte” i form af en våbenhvile, siger Løkke. Det han mener er, at Israel skal opgive at forsvare sig, idet han næppe forventer, at Hamas’s blodtørstige terrorister pludseligt bliver fredelige efter at have ført krig mod den jødiske stat siden 2005.

Løkke begrunder sit ønske om våbenhvile med behovet for humanitær hjælp til Gazas befolkning. Der er nød i området, og mange er truet af sult. Situationen er uholdbar, mener han.

Det har han selvfølgelig ret i, og den vil være uholdbar, indtil den sidste Hamas-terrorist enten er død eller har overgivet sig.

Man kan beklage, at krigen går ud over civilbefolkningen, men så skulle civilbefolkningen måske have tænkt over konsekvenserne af at have støttet Hamas.

Men det er det underlige: Når vi taler om tredjeverdenslande som Gaza, er ulykkerne aldrig befolkningens skyld. Det er enten noget, som Vesten eller Israel har gjort. Det kan ikke bebrejdes Gazas indbyggere, at de har koncentreret sig om at avle børn, leve af hjælp fra udlandet og forberede massemord i stedet for at opbygge en levedygtig økonomi og holde fred.

Som dansker kan man kun beklage, at vi har en udenrigsminister, der ønsker død over Israel. Engang var vi kendt som landet, der reddede jøderne fra nazistiske udryddelseslejre, men det var før Lars Løkkes tid.