Ligestilling på vildspor

Det er med stigende undren jeg følger mine medsøstres kamp for ligestilling mellem mænd og kvinder, for de bevæger sig mere og mere ind på områder, som er det rene nonsens. Et par af deres kampe er så langt ude, at man må ryste på hovedet. På andre områder, hvor ligestillingen mellem mænd og kvinder er ikkeeksisterende, og der virkelig er noget at kæmpe for, er der larmende tavshed. 

De fleste af os ønsker vel ligestilling mellem mænd og kvinder i et oplyst demokrati, som vi danskere mener, at vi har hos os. Men i lang tid har ligestillingsdebatten kørt så tæt på grænsen til det groteske, at resultatet er endt med at være den rene farce.

For nogen tid siden besluttede et politisk flertal på Christiansborg bestående af – jeg fristes til at sige naturligvis – regeringspartierne, SF, Enhedslisten, de radikale og Alternativet at anmode Tingets ledelse om at lave en optælling af, hvor mange malerier, der forestiller henholdsvis mænd og kvinder, der er ophængt på Borgen, samt hvordan kønsbalancen fordeler sig for kunstnerne bag værkerne. Og den gik rent ind, så det skal der så bruges masser af penge og tid på.

Men her stopper farcen naturligvis ikke, det er sagen alt for vigtig til. For derefter skal der gang i en dybere debat om ligestilling i kunsten på Borgen, og det skal også omfatte buster, friser og lignende. Som om der ikke er så rigeligt at bruge både tid og vores skattekroner på i forvejen. Hvad med sundhedsvæsenet, forsvaret og den stigende bandekriminalitet – for ikke at tale om den igangværende galopperende islamisering af vores land.

I flere år har der været råbt op om, at alle bestyrelser skal have en ligelig fordeling af mænd og kvinder, skønt dygtighed og intelligens intet har med køn at gøre. Jeg kan ikke lade være med at more mig ved tanken om en ligelig fordeling af 73 køn i bestyrelseslokalerne, hvis kabalen skal gå op.

Der er nu engang forskel på mænd og kvinder, og det skal jeg være den sidste til at beklage. Mænd har fx mere muskelmasse end kvinder, og der vil derfor altid være områder, hvor ligestillingen ikke kan slå igennem. 

Og apropos slå, så fik vi for nylig et bizart eksempel på forvirringen i køn og ligestilling, da der under de olympiske lege i kvindeboksning stillede en ”kvindelig” bokser op, som er utilfreds med sit køn som mand og hellere vil være kvinde. Det gik naturligvis grueligt galt netop på grund af ”hendes” langt kraftigere muskler.

Der er imidlertid et område, hvor kampen for ligestilling i den grad rammer ved siden af skiven. For når mange danske kvinder i al deres enøjede uvidenhed siger om det muslimske hovedtørklæde, ”det er jo bare et lille stykke stof, så lad hende dog selv bestemme”, så aner de intet om lovreligionen islams syn på selvbestemmelse og ligestilling – eller rettere, den totale mangel på samme.

For ”det lille stykke stof” signalerer ikke frihed til selv at bestemme men tværtimod, at hun følger deres lovbog og tildækker sig for ikke at lokke sexhungrende mænd, der ikke kan styre sig ved synet af bar hud og kvindehår, men er forbudt område. Så her hopper kæden virkelig af, når der tales om ligestilling mellem mænd og kvinder.

Og her har vi sikkert forklaringen på den voldsomme stigning i voldtægt af danske piger og kvinder – der ikke er iført en ”hold fingrene væk” påklædning. Muslimske mænd er stærkt overrepræsenterede i voldtægtsstatistikkerne, og ”urene” kvinder er frit rov – hvilket også anbefales af deres lovreligion. 

I øvrigt er vold mod kvinder heller ikke et ukendt begreb i et muslimsk ægteskab, hvor der bruges vold i opdragelsen, også imod hans kone, hvis ikke hun adlyder ham. Disse voldsramte kvinder fylder godt op i vores krisecentre, for det er næsten umuligt for en muslimsk kvinde at blive skilt, også her er det manden, der bestemmer. Hvad siger forkæmperne for ligestilling her, er det helt i orden, for ”det er også ”bare deres religion”.

Det er den slags sammen med tvangsægteskaber, flerkoneri og barnebrude, mange danskere – ikke kun kvinder – accepterer ved at lukke øjnene for islams kvindefjendske bagside. I øvrigt foragter islamtro muslimer os danskere, som de ser som både urene og mindre værd end dem selv. 

Det er en fremmed kvindefjendsk kultur, en politisk ideologi, som har invaderet vores land og mere og mere højlydt kræver, at deres lovreligion med dens vold og kvindeundertrykkelse skal gå forud for vores grundlov. Og det accepterer vores politikere, for det kan ikke stoppes med deres symbolpolitik og lappeløsninger.

Jeg har kun foragt til overs for de kvinder, der svigter deres eget køn ved stiltiende at acceptere denne fremmede kulturs vold mod kvinder og dens helt uacceptable nedvurdering af kvindekønnet. 

Hvad er årsagen til denne tilbageholdenhed overfor islam i kampen for ligestilling mellem mænd og kvinder? Tør de ikke udfordre islam? Eller er det fordi de billiger denne kvindeundertrykkende politiske ideologi.