Livstid for drab

To mænd blev tirsdag idømt fængsel på livstid for skuddrabet på en 36-årig mand den 4. februar 2022 på Kaalundsgade på Vesterbro.

 

En 20-årig svensk statsborger og en 22-årig dansk statsborger blev tirsdag i Københavns Byret straffet med fængsel på livstid for drabet på en 36-årig mand.

Den dræbte, der også er svensk statsborger, blev skudt på klos hold om aftenen den 4. februar 2022 på Kaalundsgade på Vesterbro. Han blev efterfølgende erklæret død på hospitalet.

Københavns Politis efterforskning af sagen førte i marts 2022 til anholdelserne af de to personer, der indtil da var bosiddende i Malmø i Sverige.

De to dømte og den dræbte havde angiveligt en venskabelig relation til hinanden, men da den 20-årige og den 22-årige sagen igennem har nægtet sig skyldige, er det uvist, hvad der var motivet til drabet.

De to nu dømte blev den 26. oktober af retten kendt skyldige i drabet og for at have anvendt skydevåben på et offentligt tilgængeligt sted, hvilket er en strafskærpende omstændighed. Anklager Jakob Nielsen er tilfreds med rettens afgørelse.

”Retten lægger i sin afgørelse vægt på, at der var tale om en planlagt likvidering begået på åben gade. Det bør naturligvis udløse en hård straf, og derfor er jeg tilfreds med dommen,” siger anklager Jakob Nielsen.

De to dømte ankede dommen på stedet.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)