Lokal redningstjeneste glæder sig over muligt burhøneforbud

På torsdag den 26. november skal Folketinget tage stilling til, om det fremover skal være forbudt at holde høns i bur. Udsigten til et muligt forbud varmer hjerterne hos redningstjenesten Frie Vinger, som drives af Lina Lind Christensen og hendes mand fra deres hjem i Odense. Over de sidste ni år har Frie Vinger reddet og bortadopteret flere end 1500 burhøner.

Lina Lind Christensen ved om nogen, hvad et liv i bur gør ved en høne. Utallige gange er hun troppet op hos burægproducenter, når deres udtjente høner skulle udskiftes og har fået lov til at redde så mange, som hun kunne, fra at blive lavet til minkfoder.

I snart ni år har Lina Lind Christensen og hendes mand nemlig drevet redningstjenesten Frie Vinger i deres hjem i Odense. Her har de igen og igen været vidner til de tidligere burhøners forvandling:

“Når hønerne flytter ind hos os, er de meget mærkede af livet som burhøne. De er afpillede og apatiske. Men ret hurtigt vækker friheden og græsset under fødderne noget i dem. De strækker forsigtigt benene, tager et skridt og så et til. Det er som om, de bliver født på ny ind i en helt anden verden. Efter få måneder er fjerene groet ud, og hønerne strutter af livslyst og personlighed”, fortæller Lina Lind Christensen.

Forbud på vej?
Lina Lind Christensen drømmer om den dag, hvor burhøns er fortid; hvor hun for sidste gang har rakt ud efter én forhutlet burhøne blot for at se en hel håndfuld forsvinde i kværnen. Derfor håber hun, at Folketinget vil vedtage Enhedslistens aktuelle forslag om en udfasning af produktionen af buræg. For det er nødvendigt med et forbud, mener hun:

“Forbrugerne har i stor stil sagt nej tak til buræg, og produktionen er faldet markant over de seneste år. Men der er stadig restauranter, kantiner og fødevareproducenter som anvender buræg, og det kan være rigtig svært for forbrugerne helt at boykotte dem. Derfor er der behov for politisk handling, hvis vi skal have de sidste høner ud af burene”, siger Lina Lind Christensen.

Om Frie Vinger
Siden 2011 har Lina Lind Christensen og hendes mand drevet redningstjenesten Frie Vinger i Odense.

Hønerne bortadopteres til interesserede borgere, som ønsker at hjælpe burhønerne. Gennem tiden har redningstjenesten reddet mere end 1500 høns.

Frie Vinger fyldte ni år i juni 2020.

Om burægproduktionen i Danmark
Enhedslisten har fremsat et beslutningsforslag om udfasning af produktionen af buræg, som skal i 1. behandling d. 26.11. Forslaget kan læses her.

Der er i dag seks producenter af buræg tilbage i Danmark. Tilsammen holder de omkring 490.000 burhøns.

Stort set alle danske supermarkeder er stoppet med at sælge hele buræg og benytter ikke længere buræg i deres private label produkter.

I dag risikerer forbrugerne især at støde på buræg på restauranter og i kantiner, men de indgår også i diverse fødevarer, uden at det er deklareret, at der er tale om buræg. En del buræg finder også anvendelse i medicinalindustrien, hvor de bruges til forskning.