Mere om Putins generalieblad

24NYT har modtaget nedenstående tekst fra en kilde, som har indgående kendskab til Rusland. Forfatterens identitet er kendt af 24NYT, men af sikkerhedsmæssige årsager udgives debatindlægget anonymt. 24NYT har ikke haft mulighed for at efterprøve oplysningerne i indlægget.

……

Sven Hakon Rossel skrev her for en uge siden en artikel om Putin og hans omfattende generalieblad. Der er flere punkter, som er værd at føje til.

Da Jeltsin gik af i december 1999, blev premierminister Putin udnævnt som midlertidig præsident. I marts 2000 skulle der afholdes præsidentvalg. Den unge fungerende præsident var næsten ukendt i vælgerbefolkningen og trængte åbenbart til lidt prestigeløft. Så der var brug for en god fjende og en god krigssejr. Det blev sat i værk i september 1999.

Men først et par ord om baggrunden:

I dagene lige før og lige efter Sovjetunionens opløsning (1990- 1991) opmuntrede Jeltsin de såkaldte ”autonome republikker” i den russiske føderation til at tiltage sig så meget autonomi som muligt. Derfor udråbtes Tjetjenien til en selvstændig stat. Først i vinteren 1994 fandt præsidenten i Moskva og hans generaler ud af, at det kunne man ikke bare tillade. Og forsvarsministeren Pavel Gratjov forsikrede Jeltsin om, at et enkelt russisk regiment ”på 14 dage ville kunne genoprette den forfatningsmæssige orden i Tjetjenien”. Således begyndte den første Tjetjenienskrig. Da de russiske styrker (de fleste utrænede unge rekrutter) ikke kunne slå den tjetjenske modstand ned, indgik general Alexandr Lebed i august 1996 en fredsaftale.

Først kom den russiske erobring i midten af det 19. århundrede, og i 1944 fik Stalins politistyrker tvangsforflyttet hele det tjetjenske folk til Nord-Kazakhstan, hvorved en tredjedel døde undervejs. Først i 1957 fik de lov til at vende tilbage. Nu kunne tjetjenerne endeligt føle sig som herrer i eget hus.

Et præsidentvalg i 1997, som OSCE bekræftede gik rigtigt til, bragte den militære tjetjenske leder, Aslan Maskhadov, til præsidentposten. Senere i 1997 underskrev de to præsidenter, Boris Jeltsin og Aslan Maskhadov, en fredsaftale, som forpligtede begge parter til på fredelig vis at løse alle uoverensstemmelser.

I september 1999, da Putin endnu ”blot” var premierminister, blev en boligblok i Bujnaksk i Daghestan-provinsen sprængt i luften. Senere i samme måned blev 3 store etage-ejendomme i Moskva og Volgodonsk sprængt i luften. En fjerde katastrofe i Rjazan blev afværget af et par beboere og en hæderlig politibetjent. Politiet fandt og sigtede tre personer for terrorisme, men disse blev straks løsladt på ordre fra chefen for det russiske sikkerhedspoliti (FSB), Nikolaj Patrusjev. Først udtalte politiminister Vladimir Rusjajlo, at det var lykkedes at forpurre et fjerde terrorangreb i Rjazan, men få minutter senere meddelte FSB, at der i virkeligheden ikke var tale om et rigtigt terrorangreb (i lighed med de første fire), men om en ”øvelse” og at de tre store sække, man fandt i kælderen, ikke indeholdt sprængstof, men bare sukker.

Putin lagde straks skylden for terrorangrebene på ”tjetjenerne”. Han lovede at slå ned på dem. ”Vi vil dyppe dem i latrinen”

Men det er endnu ikke lykkedes at udpege en eneste tjetjener, der skulle have planlagt eller udført terrordåden.

Den anden Tjetjenienkrig var i gang. Hele den russiske militærs magt blev sluppet løs på Tjetjenien – et klart brud på fredsaftalen fra 1997. (Maskhadov blev likvideret uden nogen retssag i marts 2005.)

Tjetjenien havde ca. 1 million indbyggere og en mindre guerillahær. Det russiske militær kastede alt i krigen mod de tjetjenske ”terrorister”: flyvevåben, artilleri, kampvogne og endda interkontinentale raketter. Hovedstaden Grozny og andre byer og landsbyer blev raseret. Markedspladsen, hvor folk var i gang med at  købe madvarer, blev midt på dagen den 21. oktober 1999 beskudt med tre raketter. Det blev symbolet på krigens brutalitet.

Traditionen tro har de russiske myndigheder ikke offentliggjort nogen tal for tjetjenienskrigenes militære eller civile ofre. Man kaldte det en ”anti-terror operation”, ikke krig, men ødelæggelserne var enorme. Et tabstal på ca. 85.000 civile, der svarer til 8,5% af befolkningen, kan betragtes som værende i underkanten af de faktiske tabstal. Flere tusinde forsvandt og mange tusinde familier kæmper stadig med psykiske men fra de to skrækkelige krige.

Det lykkedes senere de russiske sikkerhedstjenester at finde en relativt kendt mufti, Akhmat Kadyrov, som i årevis havde manet til kamp mod den russiske aggression, og som de fik til at skifte side. Akhmat Kadyrov blev indsat som præsident i Tjetjenien og han gik selv til kamp mod ”terroristerne”. Han døde kort tid efter, under mystiske omstændigheder. Hans søn og discipel, Ramzan Kadyrov, overtog kommandoen og har siden konsolideret sin magt og er blevet en af Putins mest trofaste støtter.

Derefter fulgte ”jagten” på terrorister. Russiske soldater og den unge Kadyrovs ”tropper” kørte rundt igennem landsbyerne i pansrede mandskabsvogne og bortførte tusinde af mænd i alderen fra 16 til 60 år. De fleste har været forsvundet lige siden og den dag i dag nægter myndighederne at undersøge, hvad der er sket, hvem der bortførte de mange mænd, og hvor de ligger begravet, da det ikke er særligt sandsynligt, at nogen stadig skulle være i live. Menneskeretsdomstolen i Strasbourg har utallige gange dømt Rusland for brud på Art. 2 i Konventionen: retten til livet

I oktober 2002 blev 1000 tilskuere og skuespillere taget som gidsler i Dubrovka-teatret midt i Moskva. Gidseltagerne forlangte, at den russiske hær skulle trække sig ud af Tjetjenien. Det endte med ”gidslernes befrielse”, da sikkerhedsstyrkerne fyldte teatersalen med en hidtil ukendt giftgas. Den skulle kun lamme terroristerne, men mange tilskuere døde dels på grund af (det forbudte) kemiske våben, og dels på grund af den ufatteligt inkompetente ”redningsaktion”. Alle terroristerne, som giftgassen havde gjort bevidstløse, blev likvideret på stedet. Ingen retssag, ingen afsløringer. Regeringen påstod, at der var 130 døde. En uafhængig gruppe satte tallet til 174.

En ny terrorhandling fandt sted knapt to år senere. Den 1. september 2004 indtog en gruppe terrorister Beslanskolen i Nordossetien. Alle børn, lærere, forældre og bedsteforældre blev samlet i gymnastiksalen. Forsøg på mægling blev afvist af myndighederne. Så blev gidslerne ”befriet”: der blev skudt fra en kampvogn ind i muren, bag hvilken sad mange gidsler. Der blev også skudt med brandbomber på skolens tag, der brød i brand og faldt over hundredvis af gidsler. Ca. 370 mennesker døde, der fleste børn.

Da den unge Kadyrov fyldte 30, kunne han formelt indtage posten som Tjetjeniens ”overhoved”. Han og hans store hær af politi og sikkerhedsstyrker holder befolkningen i et jerngreb. De enorme beløb, han fik af sin chef i Moskva, blev brugt på at bygge en ny Grozny, med skyskrabere og moskéer i verdensklasse. Kadyrov er også en ægte oligark med flere paladser, en privat zoologisk have, en stor samling biler i millionklassen, flere guldpistoler – og syv koner… Alt sammen betalt af almindelige russere.

Til gengæld er der ikke investeret noget i industri eller landbrug. Udover nogle få private forretninger, er det kun staten, der ansætter folk. Under coronakrisen har det haft uhyggelige konsekvenser for de mange offentligt ansatte. Heldigvis er der mange, der har familie på landet, som har små gårde og en beskeden fødevareproduktion.

En anden ting Putin og hans folk gjorde, så snart han i 1999 satte sig i chefstolen, var at kvæle de uafhængige medier. NTV (”Uafhængigt TV”) blev i 2001 under tvang købt af det statslige selskab Gazprom. De modige afsløringer og reportager fra Tjetjenienskrigen ophørte og NTV har lige siden blot været en af propagandakanalerne.

Men enkelte journalister og menneskeretsforkæmpere blev ved med at tale og flere måtte betale med livet for deres mod. Den mest berømte er Anna Politkovskaja, som havde afsløret mysteriet om de første attentater mod ejendommene i Bujnaksk, Moskva og Volgodonsk, og som kunne bevise, at sikkerhedstjenesten havde infiltreret ”terrorgrupperne” i 2002 og 2004. Den 7. oktober 2006, på Putins 54. fødselsdag, blev Politkovskaja myrdet i en elevator.

General Sergej Jusjenkov var medlem af en parlamentarisk kommission, som skulle undersøge, hvad der egentlig var sket med de tre ejendomssprængninger i september 1999. I april 2003 blev generalen imidlertid myrdet på åben gade.

En mindre kendt journalist, Jurij Sjtjekotjihin, døde i 2003 af en mystisk sygdom. Man mener, at han blev forgiftet. Han havde lige offentliggjort en samling krigsreportager under titlen ”Det glemte Tjetjenien”.

En KGB-afhopper i England, Alexandr Litvinenko, medforfatter til bogen ”FSB sprænger Rusland i luften”, blev i november 2006 forgiftet med radioaktivt polonium og døde kort efter. En domstol i London kom frem til, at han var blevet offer for giftmord udført af FSB-officerer.

I 2009, efter et mindre skænderi med Kadyrov, blev journalisten og menneskerets-forkæmperen Natalia Estemirova bortført og myrdet. Estemirovas ”forbrydelse” havde været at udtrykke uenighed med Kadyrovs indførelse af hijabpligt for alle piger og kvinder, selv om det arabiske hijab ikke hører til den tjetjenske islamtradition. Det måtte hun betale med livet for.

Også i 2009 blev en tjetjensk aktivist, som havde arbejdet med krigens børneofre, Zarema Saidulajeva, bortført og myrdet. Man mener, at det egentlige mål havde været hendes mand, Alik Dzjabrailov. Begge menes igennem deres arbejde at have vækket Ramzan Kadyrovs vrede.

Det er lykkedes en ung og modig advokat, Stanislav Markelov, at få den russiske oberst Budanov dømt for bortførelsen, voldtægten og så mordet på den 18-årige tjetjener, Elza Kungaeva. Det kostede advokaten livet. Han blev i januar 2009 sammen med en ung journalist likvideret på åben gade midt i Moskva.

Det suverænt mest kendte mordoffer var Boris Nemtsov. Han blev den 27. februar 2015 myrdet ca. 200 m fra præsidentens kontor i Kreml. Det er vel den del af Rusland, som er mest overvåget og bevogtet. Intet kan skjules i den del af byen. Nemtsov var vel blevet… besværlig.

Ingen af disse politiske mord er nogensinde blevet helt opklaret. Man fik aldrig at vide, hvem der havde beordret likvideringerne.

Vesten har vist uhyggelig lidt interesse for de to krige i Tjetjenien. Ud fra en folkeretslig betragtning er Tjetjenien en russisk provins, altså var krigen et ”indre anliggende”. Lige det figenblad, som de vestlige regeringer havde brug for.

De vestlige journalister har ikke villet informere verden om de to Tjetjenienkrige og kun lidt om de mange politiske mord. Det gælder også de danske. Og årene gik og hver dag kommer der nye ting fra den store verden, som fylder TV Avisen og avisernes forsider. Så er Tjetjenien glemt.

Putin har nu siddet på magten i 20 år. Han begyndte sin regeringstid med en voldsom krig mod et lille folk, som Rusland havde en fredsaftale med. Putins Rusland har siden også angrebet Georgien, Ukraine og Syrien. Alle disse krige var klare brud på folkeretten. Men den første var krigen mod tjetjenerne fra 1999 til 2003. Mon det var en generalprøve?