Debatindlæg af Dan Harder, redaktør af Israel-Online.dk
Der eksisterer et beklageligt, men tilsyneladende generelt accepteret, fænomen i den danske journalistik: Lange tirader imod Mellemøstens eneste demokrati bestående af en skønsom blanding af løgne, fordrejninger og ensidighed. Uden fact-checking. Uden kontekst. Uden balance.
Den seneste artikel af Berlingskes mellemøstkorrespondent, Carolina Kamil, er et godt eksempel. Her fortæller hun blandt andet – med det notorisk anti-israelske FN-kontor for “menneskerettigheder,” OHCHR, som kilde:
“…at vold begået af bosættere og soldater mod palæstinensere er stigende. Siden 2017 er 400 palæstinensere blevet dræbt af israelsk militær eller bosættere. Kun i tre tilfælde har det ført til straf. Til sammenligning kan palæstinensere, der så meget som rører en bosætter, komme i fængsel under en terrorparagraf.”
Den udlægning er så misvisende, at den må karakteriseres som falsk.
For det første er det helt uacceptabelt, at Carolina Kamil aldeles udelader konteksten, nemlig at Israel lider under en permanent strøm af terrorangreb fra palæstinensisk side. Den seneste bølge har ramt Israel hårdt her i foråret.
Hertil kommer, at Kamils tal er ren manipulation: Langt, langt hovedparten af de palæstinensere, som er blevet dræbt af israelere, er netop dræbt under terror- eller kamphandlinger imod israelere. Og det er naturligvis ikke strafbart for en israelsk soldat eller sikkerhedsvagt at skyde på en angribende, bevæbnet palæstinenser.
Omvendt nævner Carolina Kamil ikke de 76 israelere, som i samme periode er blevet dræbt af palæstinensere i regulære terrorangreb, hovedsageligt imod civile, og endda med selvstyrets velsignelse!
Selvom der begås vold fra bosætteres side imod palæstinensere (hvilket naturligvis er helt uacceptabelt), er der kun fundet meget få drab sted. Det er tvivlsomt, om ret mange af de nævnte 400 palæstinensere i perioden 2017-22 er dræbt ved et angreb fra en bosætter. Den slags hører virkelig til sjældenhederne. Og i sådanne tilfælde retsforfølges de israelske gerningsmænd faktisk.
Et eksempel er en jødisk bosætter, som i 2015 begik et brandattentat på en arabisk familie på Vestbredden. Han blev idømt tre livstidsdomme for angrebet. I et andet blev tre jødiske israelere idømt livstidsdomme for et babarisk angreb på en 16-årig araber fra Østjerusalem i 2014. I et mere nyligt eksempel blev en jødisk israeler idømt fem års fængsel for at have deltaget i angrebet på en araber under de uroligheder, som ledsagede sidste års krig mellem Gaza og Israel.
Omvendt bliver ingen palæstinensere nogensinde retsforfulgt af det palæstinensiske selvstyre for drab på jøder. Tværtimod opfordrer selvstyret konstant – ad alle til rådighed stående kanaler – til vold imod civile jøder, hvorefter man, når voldshandlingerne har fundet sted, udråber gerningsmændene til helte i det palæstinensiske samfund og belønner dem rundhåndet med penge modtaget fra os her i Europa og Danmark.
I 2018, for eksempel, brugte selvstyret – ifølge sit eget officielle budget – mere end to milliarder kroner på terror imod israelere, svarende til ca. 44% af al international økonomisk hjælp.
Den kontekst, som Carolina Kamil udelader, giver jo unægteligt et helt andet billede end det, hun forsøger at tegne.
Når det kommer til Israel-dækningen, adskiller Berlingske sig ikke længere fra dagbladet Politiken. Metoden – de lange tirader med falske påstande og ensidige udlægninger uden kontekst – er den samme. Det er smart, for det koster mange ressourcer og meget spalteplads at tilbagevise eller nuancere misinformationen. Skaden på Israels omdømme – og på danskernes forståelse af konflikten – er enorm.
Men den israelsk-palæstinensiske konflikt har jo, overordnet set, to sider – en demokratisk og en totalitær. Derfor kan det ikke nytte noget, at en avis som Berlingske kun fokuserer på at kritisere den demokratiske side, mens man systematisk udelader de meget grovere synder på den totalitære side. Det giver uundgåeligt en skæv og falsk fremstilling.
Så der skal herfra lyde en opfordring til, at Berlingske bringer en artikelserie, der udførligt dokumenterer, hvordan det palæstinensiske selvstyre systematisk modarbejder en fredsløsning. Den kunne begynde med at beskrive selvstyrets omfattende støtte til terror. Eller selvstyrets indoktrinering af sin befolkning i, at et fremtidigt Palæstina skal omfatte hele det nuværende Israel. Eller selvstyrets uhæmmede historieforfalskning og ditto antisemitisme. Eller hvordan selvstyret systematisk har afvist alle fredsforslag og gennem de sidste 20 år har nægtet at deltage i fredsforhandlinger til trods for, at døren hos Israel – også under Israels forkætrede premierminister Benjamin Netahyahu – altid har stået åben.
Hvad blev der af den journalistiske redelighed, Berlingske?
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)