“Migration og sikker mobilitet” er vigtigere end at værne om presse- og ytringsfriheden, mener regeringen

Den 10.-11. december i Marrakech underskriver den danske regering endnu en aftale om migration – denne gang i FN-regi. Aftalen hedder ”Gobal conduct for safe, orderly and regular migration” og den er en udvidet udgave af den første Marrakech-aftale, som regeringen underskrev i maj, der bl.a. skal ” lette ordnet, sikker, regelmæssig og ansvarlig migration og mobilitet for mennesker, herunder gennem implementering af planlagte og velforvaltede migrationspolitikker.”

Men den nye Marrakech-aftale er også udvidet med et mål om, at regeringerne i de pågældende lande – herunder Danmark – vil forpligte sig til at promovere en bestemt (positiv) holdning til migration over for medierne og ligefrem instruere dem i, hvordan de skal rapportere om migration og hvilken sprogbrug de skal anvende. Medier, som efter regeringens mening ikke tager den påbudte ”etiske standard” til sig, eller som efter regeringens mening kolporterer ”intolerance, xenofobi, racisme og andre former for diskrimination over for migranter” skal have frataget deres mediestøtte. Det fremgår af aftalens 17. mål på s. 24:

”Promote independent, objective and quality reporting of media outlets, including internetbased information, including by sensitizing and educating media professionals on migration-related issues and terminology, investing in ethical reporting standards and advertising, and stopping allocation of public funding or material support to media outlets that systematically promote intolerance, xenophobia, racism and other forms of discrimination towards migrants, in full respect for the freedom of the media”

Erklæringen ikke er juridisk bindende, men det er i denne sammenhæng mindre vigtigt. For alene den omstændighed, at regeringen uden indvendinger vil forpligte Danmark på erklæringens indhold, sender et klart signal om, at presse- og ytringsfrihed ikke er noget, der vejer tungt i regeringens overvejelser.

Og det er en foruroligende erkendelse, som ikke alene hviler på dette eksempel. Faktisk er det tredje gang inden for ganske få år, at regeringen har angrebet vores vigtigste frihedsrettighed, ytringsfriheden:

I 2016 vedtog Folketinget en skærpelse af straffelovens § 136, hvorefter det blev gjort strafbart at billige en række handlinger som led i religiøs oplæring. Selvom formålet var at begrænse den radikalisering, der finder sted i en række moskeer var der de facto tale om et indgreb i ytringsfriheden, som efter omstændighederne kan have en langt videre effekt. Hertil kom, at loven i realiteten var ren signalpolitik og nærmest umulig at håndhæve, så man endte med at gøre indhug i ytringsfriheden uden reelt at få et andet gode for det, man havde kastet bort.

I september i år sendte Justitsminister Søren Pape Poulsen et lovforslag i høring om at skærpe spionbestemmelsen i straffelovens § 108, så alle – fra chefredaktører på de største medier til den almindelige facebook-bruger i princippet kunne få 12 års fængsel for at videreformidle fake news og negative holdninger og historier om danske og internationale myndigheder og institutioner. Et helt uhørt angreb på ytringsfriheden, der ville kriminalisere lovlige ytringer alene med den begrundelse, at de enten var løgn eller sammenfaldende med, hvad fremmede (russiske) efterretningstjenester måtte prøve at påvirke meningsdannelsen med.

Nu vil regeringen så med den 2. Marrakech-aftale forpligte sig til at blande sig i pressens arbejde og tage mediestøtten fra dem, der eventuelt ikke måtte makke ret.

Det er helt uhørt og i modstrid med de kerneværdier og frihedsrettigheder, der er selve grundlaget for, at vi kan kalde os et frit og åbent demokrati. Hvis vi angriber og underminerer ytringsfriheden, fjerner vi den bærende forudsætning for, at vi kan skaffe os viden, danne os en mening – og dele os efter anskuelse.

Den lethed, hvormed regeringen skalter og valter med den mest dyrebare frihedsrettighed vi har, er stærkt foruroligende, og jeg er alvorligt bekymret for, om politikerne i almindelighed og regeringen i særdeleshed overhovedet er klar over, at det er demokratiets kronjuveler, de er ved at kaste i grams.

Trykkefrihedsselskabet har skrevet til både Statsministeren, Udenrigsministeren, Justitsministeren og Udlændinge- og Integrationsministeren og bedt om, at regeringen trækker sig ud af den 2. Marrakech-aftale – eller i det mindste tager klartog utvetydigt afstand fra formuleringen i aftalens 17. mål.