Retten i Glostrup har i dag idømt idømt tre mænd 2,5 og tre års fængsel for at forsøge at få udbetalt uberettiget lønkompensation via Covid-19 hjælpepakker.
Tre mænd er i dag idømt 2,5 og tre års fængsel og høje millionbøder for at forsøge at snyde med Covid-19 hjælpepakker. Det drejer sig om to 31-årige og en 32-årig.
De to 31-årige blev hver idømt tre års fængsel og den ene – en serbisk statsborger – blev udvist med indrejseforbud i seks år, mens den 32-årige fik 2,5 års fængsel. Alle tre blev hver især idømt en tillægsbøde op 4.485.300 kroner.
Sagen er efterforsket og ført af Særlig Efterforskning Øst under Københavns Politi.
De tre mænd forsøgte i april at få udbetalt lønkompensation til 26 medarbejdere i to rengøringsfirmaer til en værdi af knap 1,5 mio. kroner. Det blev dog opdaget, inden pengene blev udbetalt.
Alle tre blev dømt for overtrædelse af § 81d, som giver hjemmel til at forhøje straffen med indtil det firdobbelte, hvis kriminaliteten har relation til Covid-19-epidemien.
Den 32-årige modtog dommen, den ene 31-årige har anket til formildelse, mens den udvisningsdømte af de 31-årige har udbedt sig betænkningstid.
Der er tidligere faldet dom i to andre sager, som er blevet udskilt af denne, og derudover afventer en tredje at blive behandlet.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)