Mission Øst: Forebyg vold ved at vise kvinders værdi

Hvordan kommer vi vold mod kvinder til livs? Mission Øst hjælper ofre for vold og misbrug i Irak og løfter piger og kvinders agtelse i lokalsamfundet i Nepal.

På søndag den 25. november er det International dag for afskaffelse af vold mod kvinder. Ifølge FN er vold mod kvinder den mest udbredte krænkelse af menneskerettighederne. Hver tredje kvinde i verden har oplevet fysisk vold. Vold er en lige så hyppig dødsårsag som kræft for kvinder i den fødedygtige alder. Flere kvinder dør som følge af vold end på grund af malaria og trafikuheld.

– Fysisk, psykisk og seksuel vold mod kvinder er den yderste konsekvens af en generel nedvurdering af det kvindelige køn. Derfor må vi løfte piger og kvinder i mænds agtelse ved at give dem adgang til uddannelse og indflydelse i lokalsamfundet, siger Kim Hartzner, der er læge og generalsekretær i Mission Øst.

’Måske kan jeg få min egen frisørsalon’

Hjælpeorganisationen målretter indsatsen mod marginaliserede grupper i afsidesliggende områder, herunder piger og kvinder. Og de har hårdt brug for hjælp og støtte, uanset om volden sker under krig og konflikt, eller om den sker som led i en kultur, der har undertrykt kvinder i årevis, mener Kim Hartzner.

14-årige Fasa har haft stor glæde af at gå på Mission Øst-centrets frisørskole på Sinjar-bjerget i Irak. Foto: Mission Øst

Mission Øst driver seks centre i Irak, hvor børn og unge får et frirum til at lege og lære og komme sig efter krigens traumer. På Sinjar-bjerget lærer unge piger desuden at sy og klippe hår. En af dem er 14-årige Fasa, der har haft stor glæde af at gå på centrets frisørskole.

LÆS OGSÅ:  Amira fra Irak: ’Jeg var så bange’ – Hendes onkel blev bortført af Islamisk Stat

”Jeg kan godt lide at gå her. Måske kan jeg en dag få min egen salon,” smiler hun.

Fasa blev fordrevet sammen med andre yezidier, da IS angreb hendes landsby. Først blev hun holdt fanget af terrorbevægelsen i to dage, men siden lykkedes det hende at flygte op til Sardeshte-lejren på Sinjar-bjerget.

Læsegrupper bremser vold i Nepal

Mission Øst opretter også læsegrupper for piger og kvinder i Nepal. En af kvinderne er unge Jhupu fra landsbyen Murma i Karnali-regionen. I læsegruppen har hun lært at læse og skrive, så hun kan forstå og skrive under på dokumenter. Dermed kan hun registrere sig, få del i kommunens sundhedstilbud og indskrive sine tre børn i den lokale skole. Hun kan også læse skilte, så hun kan sætte krydset det rigtige sted, når der er valg. Selv er hun valgt til formand for landsbyens bank.

I læsegrupperne lærer kvinderne også deres rettigheder at kende. Og i Jhupus gruppe fokuserer de især på at forebygge vold mod kvinder. Fordi de står sammen, kan de ændre negative adfærdsmønstre i deres lokalsamfund. Da det ofte er alkoholmisbrug, der udløser volden, har gruppen fået et flertal af landsbyboerne med på et totalt alkoholforbud i byen.

Flere af Mission Østs læsegrupper i Nepal får nu opbakning fra landsbyens mænd, der tager sig af børnene og laver mad, mens deres koner er væk.

LÆS OGSÅ:  LEGO Fonden donerer 100 millioner kroner til børn i Afghanistan og Haiti

Opfylder FN’s verdensmål

– Hvordan kan vi forebygge og afskaffe vold mod kvinder? Der er ingen lette løsninger. Men et skridt på vejen må være at vise piger og kvinders værd ved at give dem adgang til uddannelse, jobs og indflydelse, så de kan udfolde deres kompetencer og demonstrere, at de både vil og kan det samme som mænd, slutter generalsekretær Kim Hartzner.

Synspunktet er helt i tråd med FN’s femte verdensmål, at ”opnå ligestilling mellem kønnene og styrke kvinders og pigers rettigheder og muligheder”.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)