Mistænkelig genstand uskadeliggjort

De evakuerede borgere i området omkring Gyngemose Parkvej i Gladsaxe er nu i gang med at vende tilbage til deres boliger. Sideløbende fortsætter efterforskningen

Københavns Vestegns Politi modtog lørdag kl. 14.20 anmeldelse fra en mand om, at der var monteret en mistænkelig genstand på hans bil, som holdt parkeret på Gyngemose Parkvej.

Politiet foretog straks udrykning til stedet og foretog afspærring og evakuering af et større antal beboere. Samtidig blev Forsvarets sprængningseksperter (EOD) rekvireret til stedet.

EOD foretog en række undersøgelser af den mistænkelige genstand, og idet det ikke kunne udelukkes, at der kunne være tale om en form for bilbombe, blev genstanden destrueret på stedet. Herefter kan beboerne vende tilbage til deres boliger.

Politiet betragter sagen med meget stor alvor

”Sagen efterforskes som drabsforsøg. Det er på nuværende tidspunkt vurderingen, at der sandsynligvis har været tale om en genstand, som kunne have forårsaget en eksplosion, men det skal yderligere tekniske undersøgelser klarlægge endeligt”, siger fungerende politiinspektør Peter Malmose

Han oplyser endvidere, at motivet bag handlingen ikke ligger fast:
”Det er for tidligt at fastslå, hvad der ligger bag. Vi kan på nuværende tidspunkt ikke afvise, at hændelsen kan have forbindelse til uoverensstemmelser i rocker- og bandemiljøet, men det skal efterforskningen afdække nærmere”.

 

Borgerne har udvist stor tålmodighed

På grund af situationens alvor var det nødvendigt at foretage en flere timer lang evakuering af et stort antal beboere i området. De pågældende blev i samarbejde med Gladsaxe Kommune evakueret til en lokalitet, hvor de gældende COVID-bestemmelser kunne opretholdes, og hvor de kunne modtage bespisning.

”De berørte borgere har udvist stor tålmodighed og forståelse for nødvendigheden af denne evakuering, og det er vi meget taknemmelige for”, udtaler Peter Malmose afslutningsvis.

Københavns Vestegns Politi opfordrer alle der er i besiddelse af oplysninger, som kan være relevante for sagen til at rette henvendelse på tlf. 114.

Københavns Vestegns Politi har på nuværende tidspunkt ikke yderligere kommentarer til efterforskningen af sagen.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)