Moderne våbenteknologier holder autoritære regimer ved magten

I begyndelsen af 1800-tallet kunne en øvet soldat affyre en flintebøsse 2-3 gange i minuttet, hvis kongens undersåtter gjorde oprør, og i bedste fald ramme på 75 meters afstand. Under Det Arabiske Forår indsatte det syriske regime kamphelikoptere mod demonstranter, og der var tanks på gaden i Cairo.

Når autoritære magthavere har adgang til moderne våben, som kan skyde hurtigt, langt og præcist, hjælper det dem med at nedkæmpe protest- og oprørsbevægelser effektivt. Nu bekræfter et nyt, omfattende studie, at adgangen til moderne militærteknogier har stor – og stigende – betydning for, om autoritære regimer kan fastholde magten eller overgår til demokratiske styreformer.

Studiet kortlægger minutiøst udbredelsen af 29 banebrydende våbenteknologier i alle uafhængige stater fra 1820 til 2010 (se boks). Samtidig kortlægger forskerne landenes styreformer gennem hele perioden. Med statistiske analyser kan de dermed finde sammenhænge mellem landenes besiddelse af bestemte våbentyper, deres økonomiske udvikling og styreform.

For de to forskere bag studiet giver det god mening, at adgangen til moderne våben spiller en vigtig rolle i undertrykkelsen af demokratiske bevægelser.

”Jo flere demonstranter et regime kan slå i ihjel med få midler, desto stærkere står staten – hvis man skal trække det hårdt op. Men det er først med dette studie, at vi videnskabeligt kan vise, at regimers adgang til våben har en systematisk, målbar effekt på demokratisering,” siger Asger Mose Wingender, lektor ved Økonomisk Institut, der står bag studiet sammen med professor Jacob Gerner Hariri fra Institut for Statskundskab.

Regimers demokratiseringer fra 1820-2010 – efter militærteknologisk stade

Figuren viser det samlede antal regimer, der er gået fra autoritær til demokratisk styreform, når man opdeler landene i to lige store grupper efter militærteknologisk stade. Der har været markant færre demokratiseringer blandt den halvdel af regimer med adgang til flere våbenteknologier. I opdelingen er indregnet den effekt, som landenes økonomiske udviklingsniveau har på adgangen til militærteknologier.

 

Lavere chance for demokratisering

Regimers brug af våbenmagt – eller blot truslen herom – er relevant ved mange folkelige opstande. To ud af tre vellykkede demokratiseringer i perioden 1820-2010 kom efter folkeligt pres eller oprør. Men endnu flere blev slået ned i opløbet.

Undersøgelsen viser, at pro-demokratiske bevægelsers succes i høj grad afhænger af de siddende magthaveres evne til at bekæmpe demonstranter med voldelige midler – og at denne evne igen afhænger af våbenteknologi. Samlet konkluderer undersøgelsen, at chancen for en demokratisk overgang i dag er cirka 1,3 procentpoint lavere pr. år i de våbenteknologisk mest avancerede autokratier sammenlignet med de mindst avancerede.

1,3 procentpoint kan lyde af lidt, men den lille årlige effekt bliver markant over tid. Og da moderne våbenteknologier er langt mere effektive end tidligere, har dagens autoritære regimer fået helt andre kort på hånden end deres forgængere. Jordens fattigste lande råder i dag over potente våbenteknologier, der er få årtier gamle, selv om de på nogle parametre økonomisk set befinder på et lavere stade end Vesteuropa i begyndelsen af 1800-tallet.

Det er ifølge Asger Mose Wingender en ny situation.

”Historisk er udviklingen af militære teknologier i Vesten sket parallelt med den økonomiske og øvrige teknologiske udvikling. Og går vi tilbage i tiden, var det med til at drive demokratiseringen i vestlige lande. For at kunne føre krig måtte staten beskatte befolkningen, som til gengæld ofte krævede og fik stemmeret,” siger han.

”I dag er der ikke længere det samme pres på regimerne. Våbnene er i forhold til deres effektivitet blevet billigere, og teknologierne har spredt sig til fattigere lande, hvor autoritære magthavere nu har adgang til meget stærke repressionsmidler. Der er opstået en asymmetri mellem den militærteknologiske og økonomiske udvikling, som bremser demokratiseringen.”

Ingen automatik i demokratiseringer

Netop afkoblingen mellem økonomisk velstand og demokratiske reformer er måske studiets mest tankevækkende fund. Mange vestlige økonomer og politologer har peget på landes økonomiske udviklingsniveau som den afgørende faktor bag demokratiske reformer: Når lande og deres befolkninger bliver rigere, vil mange – næsten som en naturlov – undergå en demokratisk udvikling.

Det nye studie bekræfter, at økonomisk modernisering er en vigtig faktor bag demokratisering, men viser også, at der ikke er tale om en automatisk proces. Problemet er, at de autoritære regimers bedre adgang til moderne, effektive våben trækker den modsatte vej med næsten lige så stor kraft som økonomisk fremgang. Dertil kan komme andre negative faktorer, f.eks. nye overvågningsteknologier, som studiet ikke undersøger.

”Vores konklusion er faktisk meget pessimistisk,” siger Asger Mose Wingender.

”Vi har i Vesten haft en ide om, at den økonomiske udvikling i lande som Kina og Rusland ville tilvejebringe demokrati, fordi en voksende middelklasse ville kræve indflydelse. Og ja, den økonomisk udvikling betyder, at folk generelt ønsker mere demokrati, men samtidig har staterne fået bedre repressionsmidler. Det gør det vanskeligere at forestille sig revolutionsbølger, som vi tidligere har oplevet i Europa, f.eks. i 1848-49 og ved murens fald – især i de dele af verden, som er mindre udviklede end Europa.”

Magtforholdet har forskubbet sig

Nu sikrer regimers adgang til moderne våben dem ikke altid mod demokratiske reformer. Men Asger Mose Wingender mener, at det er vigtigt at forstå, at magtforholdet mellem stat og borgere i mange lande har forskubbet sig til statens fordel.

Den indsigt kan i sidste ende få betydning for, hvordan Vesten fremover skal forholde sig til de autoritære styrer.

”Vores studie peger på, at vi i Vesten måske har været naive i vores syn på moderne diktaturer, og at vi ikke uden videre kan overføre de vesteuropæiske erfaringer med overgang til demokrati til resten af verden.”

—-

Fakta om studiet

Studiet med den fulde titel ‘Jumping the gun: how dictators got ahead of their subjects’ er publiceret i ‘The Economic Journal’. Bag studiet står lektor Asger Mose Wingender fra Økonomisk Institut og professor Jacob Gerner Hariri fra Institut for Statskundskab.

I studiet kortlægger de to forskere den våbenteknologiske spredning i alle stater med selvstændig status fra 1820-2010. Det sker ud fra 29 våbentyper inden for seks våbenkategorier: Håndvåben, maskingeværer, artilleri, tanks, kampfly og kamphelikoptere. Alle medtagne våbentyper er militærhistorisk banebrydende og har potentiale til at blive brugt mod egne befolkninger.

Parallelt hermed kortlægger studiet landenes styreformer i hele perioden, herunder skift i styreform. Gennem statiske (økonometriske) analyser af de to datasæt og inddragelse af en række andre faktorer, herunder landenes økonomi og geografiske placering, beregner studiet betydningen af militærteknologier på demokratiseringsprocesser og kontrollerer samtidig for kausale fejlslutninger.

Det omfattende studie har været syv år undervejs. Alene kortlægningen af våbenspredningen omfatter 596.443 datapunkter, ligesom studiet også indeholder en længere våbenhistorisk gennemgang.

Studiet er offentliggjort i The Economic Journal (Volume 133, Issue 650, February 2023)