Ny oversættelse af Biblen bortredigerer Israel

En ny officiel oversættelse af Biblen til dansk vækker undren blandt en del religionsinteresserede. Bibelselskabet, som står for oversættelsen, har nemlig renset Det Nye Testamente – som i den nye udgave i øvrigt hedder “Den nye Aftale” for ordet ‘Israel’.

Ifølge Jan Frost, som har læst den nye udgave, gælder det både, når landet Israel og når folket Israel omtales. Israel nævnes ellers på denne måde i Det Nye Testamente mere end 60 gange.

Frost oplyser i en video, som er lagt på YouTube, at ordet Israel kun én enkelt gang bliver anvendt i “Biblen 2020”-udgaven. De resterende gange er ordet enten udskiftet med ‘jøder‘, ‘jødernes land‘ eller slet ikke udskiftet med et alternativt ord overhovedet.

Oversætterne af den nye udgave giver ifølge Jan Frost den forklaring, at landet Israel på bibelsk tid ikke er identisk med det nuværende Israel.

Men samme logik har oversætterne ikke brugt, når Egypten nævnes. Dette land hedder nemlig også ‘Egypten’ i den nye udgave.

På sociale medier raser flere brugere over den radikale ændring af et så væsentligt element i Det Nye Testamente, og en gennemgående kritik lyder på en mistanke om, at Israel er fjernet af politiske årsager.