Indenrigs- og socialministeriet har i dag godkendt, at Nye Borgerlige igen kan indsamle vælgererklæringer for at blive opstillet til folketingsvalg.
Nye Borgerliges partiformand Martin Henriksen udtaler:
“Det bliver et langt sejt træk. Jeg gør mig ingen illusioner, for Nye Borgerlige har været igennem en hård periode med skiftende formænd og nedlukningsforsøg. Men vi er her endnu imod alle odds, for vi er partiet for dem, der nægter at give op.”
“Jeg kan med troværdighed sige, at vi er partiet der tager udgangspunkt i alt det og alle dem, der er udenfor Christiansborg, for vi er ikke et Christiansborgparti, vi er ikke i systemet og vi har ikke engang et partikontor.Jeg satser på at danskerne over tid vil belønne vores arbejdsindsats, og vil forstå at når vi lægger så meget i det, så er det fordi vores sag er værd at kæmpe for. Vores sag er et frit folk og et frit Danmark.”
Nye Borgerlige kom ved folketingsvalget i 2022 ind med seks mandater. Desværre kunne folketingsgruppen ikke holde sammen og blev opløst i januar 2024, efter formanden og flere andre skiftede partier og tog mandaterne med. Et kæmpe svigt af vælgernes tillid, mener partiets medlemmer.
Medlemmerne har dog arbejdet hårdt for at komme på fode igen oven på folketingsgruppens opløsning, skiftende formænds fokus på hvad der gavnede dem selv og ikke sagen. Nu har Nye Borgerlige blikket rettet mod fremtiden.
“Nye Borgerlige er forankret ude lokalt med dedikerede medlemmer, og vi er allerede i gang med at udvikle politiske ideer og organisatoriske ændringer med udgangspunkt i medlemsdemokrati og medlemsinddragelse. Vi ser fremad og ønsker igen at gøre os fortjent til danskernes tillid i folketinget”, fortæller partiformand Martin Henriksen.
“Nu skal vi igen ud at samle vælgererklæringer da vi ikke længere er opstillingsberettiget. Det er en stor og hård opgave, og vi har brug for gode borgerlige folks støtte, så vi kan gøre den danske højrefløj til en magtfaktor i dansk politik. Heldigvis har vi så erfaring med at indsamle vælgererklæringer”, fortsætter partiformanden.
Politisk går partiet ind for mindre stat og mere menneske, hvor individet og familien er omdrejningspunktet for samfundets indretning.
“Vi kan i dag se, hvordan danskerne er spændt alt for hårdt for i hamsterhjulet. Velfærdsstatens gyldne løfter om det gode socialistiske liv er druknet i bureaukrati, manglende kvalitet og utryghed. Mange danskere oplever, at samfundskontrakten er brudt. Vi betaler tårnhøje skatter og afgifter, men vores børn mistrives, patienter og folk på plejehjem behandles dårligt, og kommer man først i kløerne på systemet, så risikerer man at blive syg”, fortæller Martin Henriksen, og fortsætter: “Vi bliver nødt til at gøre noget anderledes for systemet og velfærdsstaten har fejlet. Vi trænger til en “blå omstilling”, så vi kan få Danmark på rette kurs med mere frihed, velstand, tryghed og et stærkt kulturelt fællesskab”.
Martin Henriksen fortæller “at der er brug for at indgå en ny samfundskontrakt. Danskerne – vælgerne – skal vide hvad de sætter deres kryds på. Vores nuværende regering fik jo ikke et mandat til at lave en regering som de har gjort, og folk er vrede og dybt skuffede. Politikerleden stortrives desværre overalt – og med god grund, for det er politikerne, der har svigtet, og de skal bestemme mindre med den naturlige konsekvens at danskerne til gengæld skal bestemme mere over deres eget liv”.
Nye Borgerlige lever fortsat og gør en politisk forskel landet over.
“Rygterne om vores død er stærkt overdrevne” og vi vil nu gå ud på gader og stræder i hele landet for at indsamle vælgererklæringer” afslutter Martin Henriksen.
Fakta
Nye Borgerlige blev etableret i 2015 ud fra ønsket om at have en fornuftig og effektfuld udlændingepolitik, en borgerlig-liberal samfundsøkonomi og konservativ værdipolitik.
Politiske nedslagspunkter:
– Vi vil have mindre stat, mere menneske, mere frihed til den enkelte borger og vi vil forbyde lgbtq+, woke-, og kønsindoktrinering i vores skoler. Vi ønsker at sætte grænser for politikerne, for der bør være grænser for hvor meget politikerne kan tillade sig at lovgive og regulere med henvisning til kønspolitik, ligestillingspolitik og planer om diversitet og mangfoldighed.
– Opgør med et politisk klima, som fremmer menneskelige karaktertræk som egoisme og grådighed fremfor empati og det at gøre en forskel for andre end sig selv.
– Fokus på traditionelle familieværdier og traditionelle kønsroller. Mere frihed til danske familier i form af målrettede skattelettelser, støtte til udsatte børn og unge, og ordentlig hjælp til vores ældre. Det skal være vanskeligere at fjerne børn fra deres forældre.
– Forsimpling af skattesystemet. Det er et kæmpe rod. Vi ønsker, at for alle danskere skal de første 200.000 kr. i årlig indkomst gøres skattefri, ligesom at Nye Borgerlige vil arbejde henimod at afskaffe ejendoms- og boligskatter og nedbringer andre skatte- og afgiftsbyrder.
– Vi står for en erhvervs-, og iværksættervenlig politisk linje. Vi vil fjerne regler, afgifter og skatter for erhvervslivet og landbruget. Nye Borgerlige anerkender, at forudsætningen for vækst, velstand og nye arbejdspladser er et velfungerende erhvervsliv.
– Grøn omstilling baseret på sund fornuft, atomkraft og så dropper vi forbuddet mod biler der kører på fossile brændstoffer. Vi skal ikke smadre Danmark ud fra grønne skrivebordsfantasier. Vi vil plante træer fremfor at opstille vindmøller og kinesisk producerede solceller på marker og i naturen.
– Vi vil have et opgør med overnationale og globale institutioner, som søger at bestemme over danskernes hverdag. Nye Borgerlige vil have et frit Danmark.
– Vi vil styrke vores kristne kulturarv og vi vil gå meget langt i bestræbelserne på at bekæmpe ideologien islam og islamisk indflydelse i Danmark. Samtidig med det anerkender vi og ønsker at give plads til de personer med udenlandsk baggrund, som bidrager og som har taget dansk kultur til sig.
– Vi ønsker et skolesystem, som fremmer nationale værdier og dansk identitet. Børn og unge er fremtiden og skal være bevidste om vores fælles historie og fortid.
– Og naturligvis en politik der målrettet går efter at forhindre at danskerne kommer i mindretal i Danmark, hvilket betyder en ny udvisning- og hjemsendelsespolitik. Andelen af personer med udenlandsk baggrund skal reduceres af hensyn til sammenhængskraften og muligheden for at assimilere dem der fortsat vil være her.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)