Klaus Kjellerup feat. Philippa Bulgin: Mixtape – demoer fra 90’erne
Sangskriver Klaus Kjellerup, som i sin tid stiftede Tøsedrengene, udsender 21. august et mini-album med sin afdøde, tidligere kollega fra Danser med Drenge, sangerinden Philippa Bulgin.
I et opslag på sin Facebook-profil skriver han:
“Kære venner – jeg faldt ved et tilfælde over nogen 30 år gamle demoer i kælderen, som I måske synes, det kunne være sjovt at lytte til: De indeholder fire sange med vokal af Danser med Drenges tidligere, nu afdøde sangerinde Philippa Bulgin, og jeg har fået familiens accept til at udgive dem.”
Philippa Bulgin var Danser med Drenges første sangerinde – Rie Ramussens forgænger, som døde tragisk i 1994, kun 26 år gammel.
Sangene på albummet er fra perioden før Danser med Drenge, hvor Philippa og Kjellerup arbejdede sammen i ‘Klaus Kjellerup Band’. Dengang forsøgte de to at få et nyt pladeprojekt op og stå, hvilket først lykkedes tre år senere, da Danser med Drenges debutalbum udkom i 1993.
Kjellerup skriver videre på Facebook: “Det har været stærkt bevægende at høre Philippas stemme igen i nogle sange, jeg havde glemt alt om. Hun var et virkelig dejligt og rørende menneske, og hendes død ramte mig og alle andre omkring hende så sindssyg hårdt, fordi vi var totalt uforberedte på, at livet kunne være så uretfærdigt at tage hende fra os i en så ung alder – og det endda på et tidspunkt, hvor hun lige var brudt igennem med DmD. Det var hjerteskærende og frygteligt.”
Han oplyser videre, at han har haft god tid til at begrave sig i hans og Bulgins fortid i denne periode, hvor corona-restriktionerne har sendt Danser med Drenge hjem på en lang, ufrivillig koncert-pause.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)