Nye tal for Region Hovedstadens overholdelse af udredningsretten og forløbstiderne i kræftpakkerne viser, at en række områder fortsat halter bagefter, og på få områder går det decideret den gale vej.
Udredningsretten blev overholdt i 78 procent af alle patientforløb i 1. kvartal af 2019 i Region Hovedstaden, som er samme niveau som 4. kvartal sidste år, hvor tallet var 77 procent. Tilsvarende er målopfyldelsen for kræftpakkeforløbene uændret fra 76 procent i 4. kvartal sidste år til 77 procent for 1. kvartal i år.
Dykker man ned i tallene på de konkrete områder og specialer er der imidlertid forskel på, hvor godt det går med udredningsretten og kræftpakkeforløbene. I forhold til den medicinske behandling af lungekræft har der eksempelvis været en tilbagegang fra 83 procent i 4. kvartal i 2018 til 75 procent for 1. kvartal i år. Omvendt ser det opløftende ud for udredningen for børnesygdomme, hvor man i perioden har forbedret overholdelsen af udredningsretten markant fra 45 procent i 4. kvartal i 2018 til hele 70 procent i 1. kvartal i år.
”Det er en utilfredsstillende situation, når man går og venter på at få svar på, om man fejler noget og hvor alvorligt det i givet fald er. Derfor har vi i Regionsrådet sat et politisk mål om, at overholdelse af udredningsretten skal forbedres og flere skal udredes hurtigere. Til oktober er det vores delmål, at udredningsretten overholdes for mindst 90 procent af alle vores patienter”, siger regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S).
Udover målet for udredning besluttede Region Hovedstadens forretningsudvalg i april, at pakkeforløb for patienter med kræft også skal forbedres, så regionens samlede målopfyldelse ligger på 82 procent til oktober 2019.
Flere penge og fokuseret indsats
For at nå målene besluttede Forretningsudvalget i april at afsætte 31,5 mio. kr. til at stramme op på patientrettighederne og fokusere indsatsen. Penge skal bl.a. gå til at rette op på ventetiderne til at blive opereret for brystkræft og der er udpeget fem områder, hvor der er potentiale for at forbedre udredningsretten.
- Medicinsk behandling af hjertesygdom (kardiologi)
- Kirurgisk behandling ved sygdomme i pulsårer og blodårer uden for hjertet (karkirurgi)
- Kirurgisk behandling af sygdomme og skader i knogler og led (ortopædkirurgi)
- Øjenområdet (oftalmologi)
- Børnesygdomme (pædiatri)
Sundhedsplatformen giver løbende overblik
I øjeblikket er det ikke muligt at få tal om overholdelse af udredningsretten og forløbstiderne i kræftpakkerne nationalt pga. overgangen til en ny version af Landspatientregisteret. I Region Hovedstaden har det dog været muligt at følge udviklingen i regionens overholdelse for de to områder, da Sundhedsplatformen giver mulighed for at trække data løbende.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)