Den 27. juni klokken 13 bød Regionsrådsformand Lars Gaardhøj velkommen til rejsegildet, der markerer en vigtig milepæl for byggeriet, for at fejre de 230 håndværkere, der lige nu arbejder på byggepladsen.
Firkløveren, som udgør det nye hospital i Hillerød, står nu i fuld højde, de sidste tagspær er rejst, og servicebyen manifesterer sig ved siden af, hvor ydermurene er sat op.
”Nyt Hospital Nordsjælland er et innovativt og banebrydende hospitalsbyggeri. Det er allerede en inspiration for andre hospitalsbyggerier i hele verden. Men det er en kompleks størrelse at bygge et hospital. De mange dygtige håndværkere er grunden til, vi kan fejre dagens vigtige milepæl. Håndværkerne kan være stolte af deres arbejde og indsats, og deres hårde arbejde vil glæde patienter, pårørende og personale i mange år frem,” siger Lars Gaardhøj (S), regionsrådsformand i Region Hovedstaden.
En vigtig milepæl på vej mod det nye hospital
Hospitalsdirektør på Nordsjællands Hospital Bente Ourø Rørth glæder sig over byggeriets milepæl, der markeres med rejsegildet:
”Med rejsegildet fejrer vi, at byggeriet skrider godt fremad, selvom vi har været ramt af forsinkelser. Jeg er glad for at se, hvor langt håndværkerne nu er kommet. For vi har brug for, at Nyt Hospital Nordsjælland bliver færdigt, så hurtigt det kan lade sig gøre – og at kvaliteten er i top, så vi kan tage bygningen i brug fra første dag. Det har en kæmpe betydning for patienterne og personalet, der har brug for rammer, som passer til nutidens og fremtidens behandling,” siger Bente Ourø Rørth.
Samarbejde er nøglen til fremdrift
Palle Bjerre Rasmussen, direktør i NCC Danmark, er stolt af at se, hvad holdet leverer på byggepladsen:
”Hver gang jeg kommer her, bliver jeg imponeret over, hvad der er sket siden sidst. Ret tidligt i processen så vi – og det gælder både regionen og NCC – at et projekt af den størrelse og kompleksitet kræver noget særligt. Vi har derfor brugt tid og kræfter på at skabe et endnu tættere samarbejde, transparent og med klare, fælles mål. Det, der karakteriserer vores samarbejde, er netop, at uanset om den enkelte medarbejder repræsenterer regionen, ingeniørerne eller NCC, så er vi alle en del af det samme hold, der løser opgaven sammen,” siger Palle Bjerre Rasmussen, direktør i NCC Danmark.
I firkløveren er der nu ved at blive rejst vægge, og installationsarbejdet med alt fra VVS over ventilation til el monteres indvendigt, så byggeriet kan blive til et hospital.
Tanken med bygningen er at skabe en helende arkitektur med træbeklædning og kløverform midt i grønne områder, ligesom gårdhaverne og taghaven er med til at skabe en nærhed til natur og planter. Selve kløverformen skaber korte afstande og sammenhænge, som danner rammen om gode patientforløb. Dagslys og natur er tænkt ind i design og valg af materialer og skaber en varm og imødekommende atmosfære.
Fakta om Nyt Hospital Nordsjælland
- Optageområde på 350.000 borgere.
- Hospitalet bliver på 123.000 kvadratmeter inklusive kælder, svarende til ca. 17 fodboldbaner.
- 570 ensengsstuer, 20 kliniske funktioner og en kapacitet på 20.000 operationer om året.
- Taghaven er på 18.000 kvadratmeter, og gårdhaverne er på 9.000 kvadratmeter.
- Byggeriet af Nyt Hospital Nordsjælland ventes færdigt i slutningen af 2026.
Holdet bag Nyt Hospital Nordsjælland
- Bygherre: Region Hovedstaden.
- Arkitekter: Herzog & de Meuron sammen med Vilhelm Lauritzen Arkitekter.
- Hovedentreprenør: NCC.
- Rådgivende ingeniører: Rambøll og Artelia
- Landskabsarkitekter: Vogt Landschaftsarchitekten AG og Henrik Jørgensen Landskab as.
For yderligere information kontakt venligst
- Laura Gade-Rasmussen, kommunikationskonsulent Nyt Hospital Nordsjælland, e-mail: laura.gade-rasmussen@regionh.dk eller 61 46 04 44
- Anita Beilin, kommunikationspartner i NCC, tlf.: 42 64 07 70, e-mail: anitbe@ncc.dk
- NCC´s pressetelefon 41 70 49 09 samt NCC:s Mediabank
Om Region Hovedstadens Center for Ejendomme:
Center for Ejendomme varetager Region Hovedstadens ejendomsportefølje på cirka 2 millioner kvadratmeter med alt fra fredede ejendomme til nybyggeri. Her står cirka 900 medarbejdere for at drifte, sikre logistik, bygge og udvikle bæredygtige løsninger på og omkring hospitalerne og virksomhederne i regionen. Center for Ejendomme er en af landets største bygherrer med syv igangværende hospitalsbyggerier – sammenlagt bliver ca. 500.000 nye kvadratmeterd taget i brug frem mod 2026.
Om NCC
NCC er en af de førende entreprenørvirksomheder i Norden. Med udgangspunkt i sin ekspertise inden for ledelse af komplekse byggeprocesser, bidrager NCC positivt inden for det byggede miljø for både kunder og samfund. Vores forretning omfatter bygge- og infrastrukturprojekter, asfalt og råstofudvinding samt udvikling af erhvervsejendomme. I 2022 havde NCC en omsætning på ca. 54 milliarder SEK og 12.500 ansatte. NCC’s aktier er noteret på Nasdaq Stockholm.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)